26.09 2024

ABBA, Verdi og Willie Nelson for 525-årigt drengekor

Det verdenskendte drengekor fra Wien sang både Verdi, R. Strauss d.y. og ABBA. Men de velsyngende drenge måtte tage til takke med et lidt tungt publikum, der langt fra kastede sig ud i dans, som Manolo Cagnin ellers opfordrede til. Vi beklager. For vi kunne godt lide sangen.

Af en eller anden grund var stemningen bare ret tung i det danske publikum denne dag. Enkelte viste smil og begejstring, men ellers fik man let et skævt blik, hvis man hævede stemmen det mindste eller ligefrem hujede og gjorde noget ud over det helt konventionelle, manuelle arbejde i en applaus. 
Vi beklager, som sagt.

Den italienske dirigent Manolo Cagnin der har ansvaret for ét af Wiener Sängerknabens fire turnékor, var ellers i skøn hopla og viste sig som en meget scenevant, indbydende og veloplagt dirigent og pianist. Han skiftede mellem at dirigere og spille samtidig med sin direktion. Og det var ikke hans skyld, at vi danskere sad så tungt i stolene.

Første del af koncerten indeholdt et klassisk, rigtig godt varieret program, mens vi i anden del fik et mere blandet lydbillede med f.eks. ABBA, Willie Nelson og Stefan Nilsson.
Der var omtrent 20 sangere på scenen, og det lyder umiddelbart tilstrækkeligt. Men på den store scene i Symfonisk Sal og med stor afstand mellem sangerne virkede det lidt usikkert og til tider lidt skrøbeligt og usammenhængende. Det kneb med en jævn og ensartet klang. I stedet hørte man en slags buket af flere individuelle stemmer. Og det er på sin vis også charmerende. Men forskellen i sangernes styrke blev for tydelig. Og det skriver jeg, fordi man helt naturligt har nogle særlige forventninger til det verdensberømte kor, der sidste år kunne fejre sit 525-års jubilæum.

Der var imidlertid smæk for skillingen forstået på den måde, at vi fik næsten to timers sang. 22 numre. Man var bange for, om det mon sled for meget på de fine drengestemmer. Men man følte sig taget alvorligt og fik mange gode indtryk med sig.

 
Et af de første numre, koret havde klar til os, var en a capella-udgave af titelsatsen fra W. A. Mozarts ”Eine kleine Nachtmusik”. En forrygende vellykket og godt svingende sats, som Gerald Wirth har skrevet til koret i anledning af jubilæet sidste år. W. A. Mozart ville helt sikkert have glædet sig over den fart, intensitet og sjove dam-dam-morfemer, der fungerede som rytmiske elementer, vover jeg at mene. 

Her fik Wiener Sängerknaben godt selskab af Skt. Clemens Drengekor fra Aarhus Domkirke. Diskret kom de ind på scenen bag de wienerske sangere, og de dannede et meget flot og samlet lydtæppe, som gav god fylde i sangen.

Og så var det, at vi måtte danse. Det sagde Manolo Cagnin i hvert fald. Men så vidt kom det som sagt ikke. Slet ikke. For lidt og for meget, kan man sige. Men anden del af koncerten indledtes med Willie Nelsons ”On the road again”, som virkelig passede godt for sangerne; en velsvingende og humoristisk udgave, der næsten lød som julemusik.
Ingen tvivl om, at koret på denne måde ønsker at afspejle nutiden. Men måske der burde være flere numre, der passede lidt bedre til drengenes egen alder. Willie Nelson og ABBA – det tilhører en anden generation, selvom disse kunstnere muligvis er optegnet i den uskrevne kanon for international popmusik. Måske repertoiret er tilpasset et mere modent publikum fremfor sangerne? Og er det en god idé på langt sigt?
Selv Beatles ville have virket lidt mere relevant for de unge mennesker. 

Som et af højdepunkterne gav Wiener-drengene en udsøgt, velsvingende og fængende version af ”Wellerman”, en gammel djærv sømandsvise fra New Zealand. Der blev tilsat rytmeinstrumenter, og det fungerede så godt, at man trods den tunge stemning havde svært ved at sidde stille; lækker kvalitet, smidighed i alle stemmer og tryk på alle stavelser.

Samlet set frembringer koret en meget naturlig klang, og det er befriende. Der er intet opstyltet over deres optræden. Det er imponerende, at drenge i den alder stiller op face to face med publikummer overalt i verden — uden at komme til at fnise eller falde i grineflip. Uden noder og med tekster på forskellige sprog. Sådan et kor består kun af stemmer, der kan præstere en stærk individuel koncentration og lydhørhed. Dét er imponerende.
Enkelte sangere stak lidt ud og viste tegn på at kunne blive kommende individuelle stjerner. Men sammen gjorde de alle et stort og hjerteligt indtryk, som man kun kan skatte og tage med sig på sin videre færd som en smuk bagage.   

Rachel Einarsson