30.04 2025

Sidste skrig fra dækket

OBS: Denne anmeldelse er gendannet efter anmelderens hukommelse efter at den første tekst forsvandt i en såkaldt teknisk fejl40. Klassisk bureau beklager.

Man mærker det tydeligt: De medvirkende har igen haft en stor fest med at skabe en ny, gakket forestilling.
Det er skønt igen at mærke, at Figaros arbejder på en helt særlig måde, som er blevet en slags varemærke for dem: De tager et gammelt værk eller et tema, der bruges som en platform, der bliver udbygget med et par sidefigurer- og historier. Derefter går der ordjagt i den; i nærværende opera gælder det alverdens faste udtryk, som vi har i vores daglige sprog fra den maritime verden, som bliver tænkt ind i forestillingen. Der bliver også plads til et væld af referencer til kendte film, enkelte klassiske musikværker og ellers en stak sentimentale hits fra den brede mainstream-popmusik. Alt sammen fremført i en overdrevet, komisk og über-sentimental kavalkade. Og så skal der også lige tages gas på forskellige offentlige personer og begivenheder, som flettes ind i det oprindelige plot. 
Så er kagen nogenlunde klar.

Nærliggende forestilling følger i det store hele handlingen i den oprindelige opera fra 1878 af samme navn. Den komiske opera er skrevet af Gilbert & Sullivans, der udfolder historien om en kaptajn, som er chef ombord på skibet Pinafore. Historien vrimler med mænd i uniform og kaptajnens datter, Josephine, forelsker sig til sin fars store ærgrelse i den simple sømand Ralph Rackstraw. Meningen var ellers, at hun skulle have den fine admiral Sir Joseph Porter. Efter nogle vilde overraskelser mod slutningen ender det med, at de rette får hinanden, må vi forstå. Og sådan ender det også i Figaros moderne version. 

Der er blot fire medvirkende levende mennesker i Figaros udgave. Og en Nilfisk-robotstøvsuger, der også figurerer på plakaten. Det sidste virker lidt plat, det med robotstøvsugeren – på en måske ikke så vellykket ironisk måde. Det platte behandles ellers ofte med stort held operaen igennem, fordi holdet lykkes med at balancere på kanten af det virkeligt platte uden at falde helt i grøften. 

Somme tider bliver humoren naturligvis grænseoverskridende. F.eks. virker det egentlig upassende, at der tages gas på tragedien Titanic. Men sådan er det hos Figaros: Næsten intet er for helligt til en joke. Hverken Jesus, Mette Frederiksen eller Lars Løkke Rasmussen. Om det også gælder profeten Muhammed, vides dog ikke. 

I forbindelse med Titanic-seancen virker det imidlertid vanvittig godt, at Celine Dions megahit ”My heart will go on” får en tur i den ironiske vridemaskine. Det stærkt kvalmende, sentimentale kærlighedsopus, som mangen en ung pige har stortudet til i biografmørket, mens Titatic og Leonardo smøg sig over lærredet til de naive toner i fløjtesoloen. En solo, der i øvrigt fik et herligt komisk udtryk forestillingen, da den blev udført på ret skæv vis af Lisbeth Kjærulff og Karsten Jansfort på hver sin hylende fløjte. 

Det, at det sentimentale bliver taget frem og kørt ud i det ekstreme, virker utrolig godt. Her er Hans Dueholm altid en sand mester og en garant for, at vi får det hele lige i synet; at han gennem sine replikker udmaler det kitschede og lidt naive indhold, så man får næsten lyst til at give ham en krammer midt i hans sentimentale enfoldighed. Det er herligt. 
Sammen med ham er Karsten Jansfort og Lisbeth Kjærulff eminente til at skifte rundt mellem deres tildelte roller. Her kan man især lægge mærke til Karsten Jansforts elementært sjove figur, Jørgen, der er formand for Musikhuset Aarhus' venneforening. Det virker utrolig godt, at Jørgen på en komisk meta-agtig måde flere gange afbryder forestillingen, braser ind, tåger rundt på scenen og taler om ting og sager på sin egen halv-enfoldige maner. En rigtig sjov provinsiel karakter i kroppen af en pæn, ældre herre, der i kraft af sin lille formandspost ønsker at gøre en masse godt i sit lokale miljø, men som mangler en masse situationsfornemmelse. Hold op, hvor er det sjovt og godt ramt. 

Lisbeth Kjærulff har heldigvis en del partier, som hun skal synge. For det gør hun fantastisk. Hun optræder sikkert og overbevisende, og hun rammer revygenrens bramfrie tone og udtryk midt på skiven. 
Bagerst på scenen sidder Allan Dahl Hansen og passer sin plads som akkompagnatør ved klaveret. Roligt og sikkert navigerer han i det gakkede kaos; hans lidt mere indadvendte står på en måde i kontrast til de tre andre medvirkendes meget udadvendte personligheder. Denne kombination har noget smukt over sig. 

Rent musikhistorisk er det interessant at blive mindet om operaen ”HMS Pinafore”. Herfra stammer Admiralens Vise, som de fleste danskere over ca. 45 år kender fra revygenren og radioprogrammet Giro 413. Og den sang fik naturligvis også en fremtrædende rolle i forestillingen, idet publikum blev inviteret med til at synge den i Figaros opdaterede udgave. Og det var lige en ting mere: Figaros husker for resten også altid at inddrage publikum, som også sjældent slipper for få et dask på hattepullen.
Når holdet nu synger så utrolig flot, præcist og energisk sammen, ville det være ønskeligt med flere sangpartier næste gang. For indimellem alt det helt skøre, som man tudgriner af, er det  dejligt med et musikalsk indslag, som man kan lade flyde ind i ørerne, mens man prøver at kontrollere sit hulkeri.

Ohøj, og tak for grinet!

Rachel Einarsson