21.03 2025

Lyden af det uundværlige

LYDEN, det var først og fremmest lyden, der adskilte denne koncert fra så mange andre af samme slags.

Vi er ganske vist blevet vant til, at Aarhus Symfoniorkester leverer særdeles professionelt arbejde, som der vanskeligt kan indvendes noget imod, men der er alligevel ret stor forskel på koncerterne, og denne forskel afhænger ikke mindst af, hvem der står foran orkesteret. I dette tilfælde var det franskmanden Joseph Bastian, der i sidste øjeblik var sprunget ind som erstatning for en sygemeldt kollega, og det var vi som publikum vældig godt tjent med. Han forstod i sjælden grad at afbalancere orkesterets grupper og solister på en sådan måde, at resultatet blev usædvanligt gennemsigtigt uden dog på noget tidspunkt at miste kraft.

Det betød, at man, om man så må sige, kunne lade øret gå på vandring rundt i landskabet og nyde, hvor godt eksempelvis ASO’s bratscher egentlig lyder, og det er bestemt ikke altid, man uden videre kan finde ind til det i det store lydhav.

Programmet var, som titlen mere end antyder, klassisk med klassisk på, og det var der helt tydeligt rigtig mange koncertgængere, der gerne ville have. En fyldt Symfonisk Sal kunne nyde udførelsen af Haydn’s symfoni nr. 45, ’Afskedssymfonien’. Man kunne godt på forhånd undre sig lidt over, om en vits, en happening, stadig virker 250 år efter, at den er blevet udført for første gang, når nu den i mellemtiden er blevet udførligt beskrevet i alle bøger om emnet, men publikum morede sig tilsyneladende fint, da musikerne og dirigenten en efter en forlod scenen.

Man kunne måske også undre sig lidt over afstanden mellem programhæftets opskrifter på, hvad vi ville få at høre og så det, der rent faktisk foregik. Programnoterne taler om Haydns ’Sturm und Drang’-periode med ’kontraster og dramatik i musikken’, men det var nu ikke det, der prægede denne udførelse. Det var velklang godt hjulpet på vej af et sundt beat, som Joseph Bastian holdt fast i hele koncerten igennem. God rytmisk fremdrift med en usædvanlig gennemsigtighed er af stor nytte i charmerende satser – menuetter f.eks., men det er ikke nødvendigvis de egenskaber alene, som befordrer det store drama.

De eneste svinkeærinder er på forhånd planlagte ophold ved en 7-Eleven til en chokoladecroissant og en Dr. Pepper. Det er en totalt lækker oplevelse. Og en lillebitte smule kedelig. Og fuldstændig ufarlig. Selv den berømte ’Orfeus og Eurydike’ andensats blev helt udjævnet, dels på grund af det lidt for hurtige tempo og dels på grund af det generelle fravær af det i denne sammenhæng helt nødvendige rubato. Beethoven blev på et tidspunkt afæsket et metronomtal til sangen ’An die ferne Geliebte’ og gav da også med nogen betænkelighed den spørgende et tal med en bemærkning om, at man skulle huske på, at det kun gælder fire takter ind, så sker der noget andet.
Dette betød, at det blev en glat og meget venlig sats: ”Undskyld, Hr. Hades, jeg leder efter min kone, det skulle vel ikke være muligt, at jeg kunne finde hende her?” ”Jo da, naturligvis kære unge ven, tag De hende blot med, vi har så rigeligt af dem hernede. Men gå nu forsigtigt.” Der findes selvfølgelig andre mulige versioner end en Wilhelm Backhaus’ eller en Claudio Arraus tungtåndende og dræbende alvor, men helt at pille dramaet ud reducerer dette centrale værk til flink og ufarlig underholdning.

Ligeledes var det en Schubert i den lette ende, vi fik at høre. Vi er i dag meget langt fra orkestrene i den første halvdel af 1800-tallet, som nærmest anså værket for uspilleligt og alt for langt – moderne orkestermusikere spiser den slags ting til morgenmad uden hørbare vanskeligheder. Værket passede vældig godt til både orkester og dirigent. Det klang formidabelt, og det virkede ikke på nogen måde langt. Også her kunne man selvfølgelig nemt forestille sig en mere storslået eller ’himmelsk’ version, men det vi fik, var absolut rigeligt til, at det var værd at forlade sofaen en kold torsdag aften.

Ulrik Spang-Hanssen