17.03 2025

En stille komponist, der dog havde noget på hjerte

For første gang er der udgivet en bog om Johannes Frederik Frøhlich
(1806-1860), og det er historisk interessant og nødvendigt.

Hvad forventer man mon, når man skal læse om en komponist, der for længst er borte?
Er en komponist nødvendigvis et enestående geni, der nedbryder alle hidtidige rammer for musikkens væsen og opbygger noget nyt og banebrydende – eller kan en komponist også være en lidt mere almindelig person, der passer sit musiske arbejde, komponerer passende stykker til særlige lejligheder og ellers er en stille og rolig personlighed, der ikke har alt for mange private problemer og ideologiske kampe?

Måske har man før sin læsning en idé om, at Frøhlich skal være en ophøjet tonemester, som vi uretfærdigvist har overset. Måske bliver man i så fald skuffet.

For det første må man betænke, at udbuddet af historiske kilder har betydning for, hvor retvisende og dybdegående et portræt, vi kan få af en fortidig person. Måske har der ikke været så meget kildemateriale til belysningen af Frøhlich. Her tænker jeg især med hensyn til, hvilken slags personlighed han var. Det virker til, at der ikke er så mange private breve og notater, som kan sladre lidt mere end hvad aviserne har kunnet fortælle i form af anmeldelser og notitser om koncerter.

For det andet forventer man måske at få at mærke, hvori Frøhlichs kunstneriske kendetegn består; hvad drev ham, hvilke idealer havde han, og hvad stod han for?

Vi erfarer, at J. F. Frøhlich blev født i beskedne kår i en musikerfamilie i København i 1806. Han viste tidligt evner som violinist, men nåede i løbet af sit hele liv at beherske tre-fire instrumenter. Som 15-årig blev han ansat i Det Kgl. Kapel som elev og fortsatte som fast violinist her i en årrække. Tidligt begyndte han at komponere og fik i 1825 for første gang et af sine værker opført, hvilket skete på Hofteatret. Ved Det Kgl. Teater kunne han ofte få præsenteret sine egne værker ved de såkaldte aftenunderholdninger, og han fik med tiden flere opgaver på sin arbejdsplads, ligesom han skrev forskellige musikdele til større værker. F.eks. ouverturen til syngespillet ”Frejas Alter” af A. Oehlenschläger.

I 1829 drog Frøhlich på udlandsrejse for at få flere kompetencer i komposition og sangteknik. Han mødtes med H. C. Andersen i Dresden i 1831 og returnerede samme år til København, hvor han genoptog sit arbejde som korsyngemester. Vi hører om de forskellige arbejdsgange i Det Kgl. Teater. Det er historisk interessant nok, men også lidt kedeligt og uden, at vi kommer tæt på Frøhlich som person. Han skrev en del musik til Bournonvilles balletter, men var i virkeligheden ikke selv særlig begejstret for denne genre, og han kunne slet ikke selv lide at danse. 1836 blev han ramt af sygdom samtidig med, at han nok havde fået for mange opgaver på teatret. Tidligt måtte han trække sig fra sit arbejde på grund af sygdom, og det er naturligvis trist og dramatisk på samme tid.

Fremstillingen indeholder dog også enkelte sjove nedslag i hans liv, men de er få.

Med hensyn til Frøhlichs musik får vi indtrykket af, at hans stærke side var kammermusikken og at han blev et bindeled mellem teatret og de private hjem, fordi han ofte sørgede for, at værker fra teatret blev transskriberet for klaver og derfor også kunne lyde rundt om i hjemmene.

Hele bogen og fremstillingen af Frøhlich er præget af meget punktlig gennemgang af, hvor han befandt sig hvornår, hvilke af hans værker der blev opført hvornår, hvor og med hvilken grad af succes. Men hvad var Frøhlich? Hvor stod han som menneske i al denne virak, der er i livet og i kunstens verden?

Måske kan vi ikke få det at vide. Det virker blot lidt matematisk, nærmest rigsarkivs-agtigt, at fremstillingen af hans liv og kunstneriske produktion er så strengt faktuelt domineret.
Man får helt klart indtrykket af, at han sikkert var ihærdig og dygtig. Et sted i bogen nævnes det, at han var en håndværksmæssig komponist. Det kan muligvis forstås på flere måder. Men det giver også indtrykket af, at han ikke var det store meningsmenneske. Eller vi aner ikke, hvad han egentlig ville med sin musik. Eller om han var komponist ligesom en dygtig maler kan gå op i at male et hus præcist og nydeligt uden dog at give huset et helt særligt personligt præg. 

Det er også ok. Komponister er lige så forskellige som andre professionelle indenfor andre faggrupper. Sandsynligvis var Frøhlich underlagt en masse direktiver i sit job, hvilket måske også indvirkede på hans produktion osv.
Dog bliver bogen et mere tørt dokumentarisk nærmest detektivisk dokument for Frøhlichs gøren og laden snarere end skildringen af en personlighed. Vi får ikke indtrykket af en kunstner, der sådan virkelig rokkede verden.
Det er også helt i orden.

Bogens forfatter opfordrer imidlertid sluttelig til, at Frøhlichs musik kommer bedre til sin ret i nutiden. Og det er forståeligt nok, at forfatteren er blevet berørt. Men på en måde virker det rent genremæssigt malplaceret, at vi får sådan en subjektiv vurdering så tydeligt i en bog i serien ”Danske komponister”. Det må være op til læseren at vurdere, hvorvidt Frøhlichs musik er relevant i dag.

Alternativt vil boganmelderen notere sig, at Frøhlichs musik måske ikke er den musik, der løfter taget og sindet til nye højder. Men fin vellyd og genkendelig melodik kan også være lytteværdigt i 2025. Måske lidt bedre indspilninger end de foreliggende kunne gøre ham mere ære i dag. 

Under alle omstændigheder er det vigtigt og relevant, at der nu er skrevet en bog om Frøhlich, så man selv har mulighed for at give ham en chance. Udgivelsen her gør ham stor ære.

Rachel Einarsson