Lydforholdene forhindrede et ellers passende ægteskab

Tanken om at smelte MEW sammen med klassisk musik er helt sikkert en god idé.
Og en god idé er det helt sikkert også, at MEW skal skabe musik sammen med Danmarks Underholdningsorkester. Det har de gjort før. Men lydforholdene var desværre helt skæve til koncerten i Musikhuset Aarhus fredag.

Lad os håbe, at det går bedre de næste gang på holdets fortsatte turné i Nordeuropa.

Forventningerne var helt sikkert høje, salen var udsolgt, og scenen var sat.
Bagerst på scenen var trommesættet betjent af Silas Graae pakket ind bag en transparent lydvæg, mens strygerne sad i venstre side og blæserne lyste scenen op i højre side. I midten foran stod guitaristen, forsangeren Jonas Bjerre, bassist Johan Wohlert, og lidt tilbagetrukket sad musikeren bag synthesizeren.

Men det gik ret galt helt fra første nummer. Man kunne se på Andreas Vetös direktion, at der var mange flotte detaljer indtænkt i koncerten. Men Danmarks Underholdningsorkester druknede fuldstændig i lyden fra MEW. Det gør virkelig ondt at måtte skrive. Men man kunne generelt overhovedet ikke høre dem.

Det er let at skrive en anmeldelse af, hvor interessant MEW er og hvor godt deres musik lykkedes. Deres halvfilosofiske stil snørkler sig rundt i et lidt underfundigt univers, der placerer dem udenfor mainstreamen. Og det er fantastisk. Og det er bl.a. det, deres publikum elsker dem for, er min fornemmelse. Et melodiunivers, der kører lidt sit eget løb, men som stadig er genkendeligt og kan kommunikere på et brugeligt plan.

Generelt er der en lidt melankolsk stemning i sangene, og sjælen kan få luft og nyde den virkelig lækre, godt flydende indierock. Jonas Bjerres inderligt skønne, originale, let lyse vokal kaster en smuk farvekontrast ind over musikken, og han gjorde det fantastisk til koncerten. Bandets lidt introverte koncertform gør også sit til at højne kvaliteten; ingen dumme vittigheder eller andre forsøg på at være morsom. En enkelt anekdote fik vi, og ellers får publikum bare musikken, og MEW er der kun for musikken. Det er egentlig forløsende.

Og seriøst.

Publikum kunne derfor nyde numre som ”Heavenly Jewel Thief”, ”Satellites” og ”Sometimes life isn’t easy”. Orkestret var i det store hele dog helt væk. Men faktisk kunne man høre strygerne og blæserne lidt i ”Saliva”. ”Her virker det endelig”, skrev anmelderen i sine notater ved ”Saliva”, som var ca. sang nr. seks i koncerten. Strygerne fik lov at dominere i starten, og de dannede en smuk kreds rundt om Jonas Bjerres rolige stemme. Men snart kom trommerne til, og så blev det øvrige orkester fuldstændig overmandet til tavshed igen. Virkelig, virkelig ærgerligt.

Også i ”Nothingness and no regrets” lød det flot i starten, hvor orkestret rundt om var tydeligt og bidrog til at fremhæve den melodiøst smukt flydende strøm af musik i nummeret. Hen mod slutningen bliver orkestret tydeligt igen, og det hele lyder som slutningen af en smuk drøm. Lækkert!
Også i ”Carry me to safety” kunne man nyde orkestret i starten af nummeret. Måske havde musikerne i DUO nok en lidt mere kedelig musikalsk rolle her med lange flydetoner. Blæserne kunne også høres svagt. Men alt i alt blev sangen en flot og lytteværdig oplevelse.

Måske afhænger lydoplevelsen af, hvor i salen man har fået plads. Men det var virkelig et flop, at der var så stor ubalance mellem MEW og DUO. At man kunne få en plads, hvorfra det lød så skævt. Man sad som klassisk anmelder og søgte efter, om man dog ikke nok kunne høre en smule af orkestret og analysere lidt på det. Og så glemte man i visse øjeblikke at nyde musikken.
Dertil kommer altså, at lyden på især strygerne var lidt for skinger. Nogle gange lød tonerne falske. Men det kan jo ikke passe, tænker man? Det var, som havde man forsøgt at skrue så meget som muligt op for strygerne, at lyden lød lidt oppustet – lidt anstrengt og uklar. Det var lidt ærgerligt. 

Lad os slutte med noget opmuntrende. Det mest vellykkede nummer, hvor ægteskabet mellem MEW og Danmarks Underholdningsorkester fremstod mest harmonisk, var nok ”Cross the river on your own”. Selve nummeret indbyder jo også til det. Og heldigvis lykkedes det her for Danmarks Underholdningsorkester at få lov at komme med. Både strygere og blæsere. Trommerne spillede en dæmpet rolle, hvilket gav plads til både sang og orkester, så den lidt romantiske og stærkt inderlige stemning i nummeret kom rigtig godt frem. Generelt synger Jonas Bjerre også meget tydeligt, så man kan følge teksterne næsten helt nøjagtigt. Det er endnu et plus.

Udgivet den 7. april 2024

Rachel Einarsson