Jokes, hints, brevoplæsning og klassisk musik i ét miks

Cilius & Hammer blev til Phillipson & Hammer. 
Og det med en vis portion ironi, idet skuespilleren Caspar Phillipson i DR-serien "Orkestret" er Frederik Cilius’ irriterende konkurrent i orkestrets klarinetgruppe.

Blandt en del andre udsendelser er Frederik Cilius også kendt sammen med Mathias Hammer fra de ni sæsoner af ”Den klassiske musikquiz” på DR. Og det er nok uomtvisteligt: Cilius var savnet denne aften. Hans helt naturlige groteskhed, halv-uforskammede og grove, lidt selvfede facon tilsat en særlig herre-stil fra et svundet århundrede var virkelig savnet.

Skuespilleren Caspar Phillipson tog imidlertid handsken op med kort varsel, og al respekt for det. Han gjorde det også ret godt med sin klassiske gentleman-stil og behagelige og nærmest sympatiske måde at kombattere på. Det blev nok en helt anden slags modspil til den ordrige og lynhurtige Mathias Hammer, men sammen gav Hammer og Phillipson publikum en virkelig sjov og skøn aften. Og det gjorde Aarhus Symfoniorkester også.

Efter sådan en aften kan jeg godt overveje, om man fremover til klassiske koncerter for altid vil komme til at savne denne ping-pong-samtale mellem to værter. Eller om formen i hvert fald bør optræde i langt højere grad fremover, fordi den giver liv til musikken uden at blive alt for plat. Men det er i øvrigt naturligvis også kunsten: At balancere mellem det platte og det behageligt morsomme, så det hverken bliver for lavthængende eller højrumpet. Den balance lykkedes næsten til fulde denne aften.

Helt vidunderligt kom vi godt fra start med første runde, der havde ouverturer som kategori; W. A. Mozarts uforlignelige, velklingende og fængende startskud til ”Figaros bryllup” fik næsten én til at hoppe i sædet, selvom der i orkestret godt kunne have været mere smæld på de mange muligheder for dramatiske markeringer, som værket vælter rundt i.

Caspar præsenterede W. A. Mozart. ”Han skrev sin første symfoni som otteårig”, argumenterede han. ”Det gjorde jeg også”, kom Hammer igen, inden han med sin karakteristiske, udpræget tydelige artikulation kørte frem med Verdis kamp for at samle sit fædreland. Begge duellanter læste i denne runde et brev op fra hver komponist – en god underholdning, der skabte variation, indsigt og samtidig latter i salen.

Mathias Hammer og Caspar Phillipson holdt ping-pongen flot kørende gennem hele aftenen; Aarhus fik på hattepulden for sit fodboldhold og et af sine slogans i tiden, og de mange forskellige stykker musik i programmet endte i en super interessant koncert med noget for enhver smag. Særligt lagde man mærke til oboisten Oliver Nordahl, der med både humor, fantastisk teknisk snilde og flot indlevelse snoede sig selv og sit instrument igennem den noget ukendte Pascullis flotte sats. Der var mange virkelig smukke, nærmest ornamenterede triller i soloen, som gav Nordahl mulighed for rigtig at blære sig, mens der rundt i orkestret var dansende og naiv inderlighed. Sådan ægte italiensk udsmykning. Publikum fik også lov at nyde en sats fra J. Haydns flotte trompetkoncert, som trompetisten Kim Hansen stod i front for.

Aarhus Symfoniorkester var generelt godt med, men især fik nok vores egen Niels W. Gades indslag et ekstra spark. ”Hvis ikke vi selv spiller ham, kan vi heller ikke forvente, at han bliver spillet i udlandet”, sagde Mathias Hammer. Så dermed gjort. Og det med en fantastisk fremdrift i den samlede energi i Aarhus Symfoniorkester, jublende strygerklang og den smukke harpelyd, der kort titter frem. Og så var der en meget god koncentration og tæthed i klangen, ligesom messingblæserne imponerede med god udnyttelse af deres soli i rampelyset.

Lad os dog få nogle flere koncerter af denne slags. Duelformen giver en meget mere afslappet stemning i salen samtidig med, at man får præsenteret musikken. Det er ok, at folk sidder og småsnakker og griner lidt i krogene. Det er ok, at folk hygger sig. Og det er godt for den klassiske musiks image. Respekten for musikken er fortsat fuldt intakt, og man skal ikke hver gang slæbe sig igennem ét tungt værk på f.eks. 45 minutter.
Jeg stemmer for.

Udgivet den 4. november 2023

Rachel Einarsson