“Go on, go on, go on”, siger Joseph Calleja i røret i frisk tempo presto, da jeg på jysk, stilfærdig vis gør opmærksom på, at jeg er ved at overskride den aftalte tid for interviewet.
Hans kommando fremstår i en venlig, energisk og samtidig effektiv utålmodighed, og Joseph Calleja virker oprigtigt interesseret i vores ordveksling, tillader jeg mig at mene.
Ligesom i begyndelsen af samtalen, da telefonforbindelsen drillede og han insisterede på at gennemføre interviewet. Og det selvom han nok havde travlt med at slappe af og spare på sin stemme på sit hotelværelse i Paris, hvor han opholdt sig, da kontoret i den periode var henlagt til Opéra Bastille med ”Carmen” på plakaten. Et værk, der også er helt typisk Joseph Calleja-stof med helte- og charmerollen som Don José.

Joseph Calleja er en af de højst profilerede og mest efterspurgte tenorer i tiden. I verden. Han og hans stemme kaldes alverdens floromvundne navne. En stemme, der drypper af honning, en gylden stemme, en vital, solrig stil, vor tids mest lyriske tenor, er der bl.a. skrevet. Rent stilistisk betegnes han som klassisk italiensk operasanger. Det bekræfter han.

”Det er rigtigt. Jeg tror, min stemme er netop sådan. Jeg har talt italiensk siden tre-årsalderen”, siger han og forklarer, at det hænger sammen med hans opvækst på Malta, hvor Italien er både geografisk og kulturel tæt nabo.
”Jeg har også sunget musik, der er ældre end den kendte italienske æra, men min stemme er mest til det romantiske. F.eks. i stil med Donizetti, som er typisk romantisk. Publikum kan bedre relatere til den tids musik, og italiensk opera er også tit med i film. Den appellerer til folk generelt, og den inspirerer”, lyder hans vurdering.

Og så er der også sammenligningerne med store navne som Pavarotti, Jussi Björling, Beniamino Gigli og Enrico Caruso. Men hvordan er det at blive sammenlignet med nogen, spørger jeg ham. Burde det ikke være nok bare at sige ”Joseph Calleja”, når man har nået hans niveau? Men det tager han stille og roligt.

”Det er en kompliment for mig at blive sammenlignet med de personer. Det gør mig glad”, siger Joseph Calleja. ”Sammenligningerne er gode. Men man skal også tage dem med et gran salt”. Det med et gran salt gentager han nogle gange.
”Disse personer er legender, og jeg prøver bare at fokusere på det, jeg selv gør. Jeg ved, hvad jeg gør og hvad jeg er værd. Det er ikke sundt for en sanger at sammenligne sig for meget med andre. På den anden side kan du lære af andre sangeres erfaringer. Og jeg forstår godt, at journalisterne har brug for et referencepunkt og derfor kommer med sammenligningerne”, lyder det diplomatisk. Fra en sanger, der i virkeligheden nok selv er i gang med at blive en legende.

Den 45-årige verdensberømte tenor med hjemstavn i Mellieha på Malta taler engelsk i et godt tempo og med en let, smuk accent. Det kommer helt naturligt af efterhånden mange år som international og eftertragtet operasanger. Interessant nok spiller netop Danmark en ikke uvæsentlig rolle i hans karriere. For det var i forbindelse med en gæsteoptræden på Det Kongelige Teater i 2003, at han blev opdaget af det britiske pladeselskab Decca Classics. Pladeselskabets øverste kunstneriske chef befandt sig blandt publikum og fik øje/øre på Joseph Calleja, og kontrakten kom straks i stand. Nu tæller Joseph Callejas diskografi bl.a. fem soloalbum fra Decca Classics.

Det må kræve en del at stille op aften efter aften i forskellige dele af verden. Og med de forventninger, der ligger derude og er en følge af et stort talent og vid berømmelse. Jeg spurgte ham, hvordan han finder energien.
”Det hele handler om mental sundhed. Det er ekstremt vigtigt”, nævner han som det første. For at have det skal nogle ting i ens egen kulisse være i orden. ”Det er vigtigt at have en balance mellem arbejde og hvile, at holde fokus og have en god partner. Og at lære. Hvis du falder, er det vigtigt at komme op og lære af sin fejl og derfra bevæge sig fremad. Og så kræver det hårdt arbejde. En forestilling er fifty-fifty med hensyn til godt eller dårligt resultat: Nogle aftener går det hele bare godt, ligesom i går aftes”, fortæller han om arbejdet med ”Carmen”.

Hvis noget rumsterer bag kulissen i privatlivet på en dag, hvor man skal optræde, skal man som sanger alligevel finde vilje og energi til at møde publikum, anmeldere, iagttagere osv. 
"Vi skal også synge, selvom vi har forskellige problemer, f.eks. i familien, med vores børn eller andet. Det er en meget nøgen slags sang, for vi har ingen mikrofon. Kun vores egen naturlige stemme uden filter eller forstærkning”, fortæller han om sit fag og lader en forstå, at det er menneskeligt råmateriale i ren og sårbar form, han leverer.

Hvad er mon så den største udfordring som professionel sanger, tænkte jeg?
”Den er at holde sig på niveauet og optræde aften efter aften. Du er nødt til at være mentalt sund. Og det er ofte en konkurrence med dig selv i højere grad end konkurrence med andre sangere. Jeg har heldigvis aldrig lidt af professionel jalousi”, siger han.
Og det lyder overbevisende. Ligesom alt, hvad han i øvrigt siger. Men han erkender også, at man til en vis grad ikke selv er herre over ens muligheder for at blive en god sanger.
”En delfin og en chimpanse kan noget forskelligt. Det er nytteløst at blive jaloux over andres talenter. Og heldigvis er det altså ikke sket for mig”, siger han. 

Da jeg spørger ham, hvilke råd han ville give til unge talenter, dukker et par ting op. Den ene er, at man må kæmpe for sin stemme. Hvis den altså er noget specielt. ”Hvis du har talentet, så tro på dig selv. Det er en hård karriere, og der er en del gange nej, før du kan få et ja”, lyder hans erfaring, og man mærker, at han mener hvert et ord.

Den anden ting hænger sammen med chimpansen og delfinen. ”Du må have en stemme, der er unik, og forlang ikke noget af din krop, som den ikke kan give dig. F.eks. bliver jeg aldrig nogensinde en ballerina”, forudser han uden at lyde skuffet. ”Min krop er ikke skabt til det. Alle mennesker har sin egen plads”, konkluderer han.

Dog kan man gøre i hvert fald én ting, hvis man vil nå langt. Og det er at sige nej.
”Vil du med ud at have pizza eller kinesisk mad?”
”Nej”.
”Og jeg kan heller ikke spille poker, for jeg skal spare på min stemme”, parodierer han som eksempler på, at han ofte bliver nødt til at spare på sociale aktiviteter for at være 100 pt. klar til en forestilling.

Så må man håbe, at det er møjen værd. For hvorfor skal vi egentlig overhovedet lytte til opera, vil jeg vide? Hvad giver opera os?
”Du går til opera, fordi der er for meget politisk korrekthed. Vi må ikke kalde en spade for en spade længere”, siger han med tydeligt engagement og lettere irritation i stemmen. ”Derfor bliver opera en flugtvej; en dimension af rigtige følelser”, siger han og forklarer, at f.eks. en mors kærlighed til sit barn er ukompliceret. Det er følelser som denne, der får frit løb og går i udbrud i opera. ”Vi komplicerer vore liv for meget”, siger han med bekymring om det virkelige liv. ”Her kan man i opera opleve et udslip af følelser, og det er noget, alle kan identificere sig med”, vurderer han.
Det virkelige liv er netop stedet, hvor Joseph Calleja personligt selv finder inspiration til sine roller. Ved at mærke kærligheden til sine børn og føle smerten, når man mister nogen, man elsker. Så simpelt er det, siger han. ”Den, der ikke har lidt, kan ikke vise sådanne følelser på scenen”, bedyrer han. ”Man er nødt til selv at have oplevet de følelser, man skal udtrykke på scenen”, lyder hans vurdering.

Joseph Calleja skulle have været på scenen i Musikhuset Aarhus den 13. maj 2023 sammen med Aarhus Symfoniorkester. For at give publikum nogle glimt af de klare følelser i operaens farverige fremstilling. Men logistiske forhindringer kom i vejen, og koncerten måtte aflyses.
I stedet kan man den 13.-21. oktober dette efterår opleve ham på scenen i The Dallas Opera i Dallas, USA, for første gang. Her gælder det ”Tosca”, som netop er en af Joseph Callejas egne yndlingsoperaer.

Måske fordi her både er klare følelser og flot musik, der på ukompliceret vis taler til alle mennesker og samtidig løfter en historie op i et stort kunstnerisk luftlag.

Udgivet den 22. august 2023

Rachel Einarsson