02.06 2025

Nordisk alvor blev bakket op af svimlende musik

Asle (Wiktor Sundquist) er fanget mellem plageånden den ældre mand (Johannes Weisser) og Åsleik (Frank Kjosås).
Den yngre flirtende kvinde (Christina Jønsi) er tilsyneladende aldrig rigtig farlig eller fristende for Asle.

Foto: Miklos Szabo

Der er både nytænkning og velkendte karaktertræk ved den nykomponerede opera ”Asle og Alida”. Bent Sørensens musik er helt klart det mest fascinerende sammen med solistpræstationerne, mens librettoen er besynderlig simpel og helt uden poesi.  
Sidste forestilling finder sted den 6. juni i Operaen i København

De velkendte temaer død, kærlighed, fordømmelse, tragedie, ondskab og kampen mellem det gode og det onde er fuldt ud til stede i ”Asle og Alida”. Historien om det unge par, der som vordende, ugifte forældre udstødes af små samfund og vandrer husvilde omkring i den nordiske natur rummer fint de yderpoler af følelser, der er grundlæggende i operagenrens natur og urform.

Scenebilledet er enkelt og stillestående. Og det virker rigtig godt. Der er ikke for meget udstyr, men et enkelt råt miljø med et stort hegn bagerst og en stensætning forrest. Forskellige døre i det høje hegn går op og i, og det er oftest fjender af Asle og Alida, der kommer ind og ud. Alt er holdt i en meget dunkel stemning, og lyssætningen står i skærende kontrast til denne tunge dysterhed. Det virker også rigtig godt. Og roligt, så der er plads til historien. Koret er flot og diskret placeret enten ved hegnet eller midt i scenebilledet. Operaen foregår på nynorsk, hvilket giver en smuk sproglig lyd, der samtidig er lidt uvant for os.

På en måde føler man, at historien mangler lidt mere saft og kraft, når man sidder i salen. Det har muligvis noget med ordvalget og tempoet at gøre. Ganske vist kan man se historien som et udtryk for samfundets udstødelse af mennesker, der lever anderledes end normerne. At mennesker i deres kærlighed til hinanden somme tider overskrider nogle grænser. Det sker her på flere måder. Da Asle gør sig til morder og siden bliver hængt, er Alida og lille Sigvald alene i den mørke verden. Kun den tilsyneladende velstående Åsleik træder til for at hjælpe mor og barn. Og det gør han nok også for sin egen skyld. Der er nok i virkeligheden en del på spil på tværs i historien – at de enkelte personer har forskellige interesser og vil opnå forskellige mål med udgangspunkt i den lille sårbare og udsatte familie.

Nogle steder undrer man sig imidlertid over, hvordan dramaet er prioriteret. F.eks. i 2. akt hvor det bæres frem, at Asle er far til barnet. Dette faktum løftes meget flot og dramatisk op i musikken. Men det er jo på ingen måde en åbenbaring, en særlig pointe eller banebrydende overraskelse for os, at Asle er faderen.

Generelt er ”Asle og Alida” på alle måder et meget flot, visuelt baseret værk. Librettoen er ekstremt handlingsorienteret og befinder sig helt nede på et dagligdags kommunikerende niveau, der binder meget stærkt til det, der netop sker på scenen. Dertil kommer, at musikken er som skræddersyet til samtalerne og scenebilledet; alt foregår i et meget langsomt (somme tider virkelig for langsomt) tempo, og man går på ingen måde syngende fra forestillingen. Det umiddelbart melodiøse skal man lede efter. Alligevel er Bent Sørensens musik en helt fantastisk oplevelse. Violinerne har en fremtrædende rolle i det svimlende, sitrende og strømmende naturbillede, som komponisten maner frem i sit lydunivers; ofte summer strygerne rundt i en sværm af lyd, andre gange hviner de foruroligende eller lyder som rislende vand. Der er leget med instrumenternes tekniske muligheder, og de generelle stærke, rutsjende op- og nedture i intensitet i hele orkestret holder opmærksomheden fanget. Musikken er foruroligende og summende på sin helt egen interessante og nytænkte måde.

Solisterne er hele vejen rundt lytteværdige. Med Louise McClelland Jacobsen og Wiktor Sundquist i hovedrollerne er der en meget fin nordisk enkelhed i udtrykket. Dertil kommer Johannes Weisser, der nok er stykkets mest syrede person som den ældre mand, der konstant hjemsøger Asle, som han sværmer om som en plageånd for at trække ham ned i fortabthedens dynd. Den rolle spiller Johannes Weisser fantastisk, ligesom han i sin sang svinger fuldstændig rundt fra det dybe helt op til det høje falsetregister.
Den nordiske enkelhed kommer rigtig godt til udtryk på alle måder i ”Asle og Alida”, og den giver i sidste ende plads til en masse fortolkning, som er meget flot svøbt i Bent Sørensens interessante musik. En forestilling der i øvrigt har optimale former i den behagelige operasal med sine smukke farver, former og fine akustik.   

Rachel Einarsson