Ung finsk pianist akkompagnerer stilheden, så den blomstrer
Reetamaria Rajala er født i Finland, men bosat i Malmö. Hun er uddannet bl.a. fra Musikhögskolan i samme by. Foto: PR
Anmeldelse af debutalbum
Titel: SILENCE
Kunstner: Reetamaria Rajala
Forlag: Vallemusic/MWMusica.
Musik af bl.a. Matti Bye, Cecilia Damström, Benjamin Staern og Jennie Löfgren.
Udgivet juli 2022
Stilhed lyder umiddelbart som et lidt forsigtigt, tilbagetrukket og måske lidt vissent tema for et debutalbum. Men hold nu fast, hvor kan man få meget ud af sin stilhed, hvis man lader Reetamaria Rajala akkompagnere.
Det virker meget modigt at vælge stilhed som tema for sit debutalbum. Der er ikke mange karrierealbuer, ”hør-mig-se-mig”-tendenser eller teknisk monumentale værker at spore på Reetamaria Rajalas første album.
I stedet har den 32-årige finskfødte pianist valgt et simpelt, meget velproportioneret og overvejende melodiøst repertoire, der får én til at ånde lettet op: Der findes også flot og meningsfuld samtidsmusik, som ikke har til hensigt at nedbryde den gode melodi og i øvrigt smadre alt, der virker godt.
Albummet er fyldt med skøn vellyd fra komponister som f.eks. Jennie Löfgren fra Sverige og Panu Aaltio fra Finland, og de gør alle et virkelig godt og overraskende indtryk.
Amen til det.
Der er 10 numre på skiven, og kun ét nummer varer længere end seks minutter. Albummet er varieret og overkommeligt, men der er samtidig god plads til, at stilheden får farver, lyd og tid.
Det er små korte stykker, der når at indgyde sød melankoli, dybde og noget at tænke over; en bedrift der driver én til at konkludere, at man i virkeligheden kan få sagt mere på kort tid, hvis man har en klar idé. Samtidig kan albummet være med til at nedbryde fordomme om klassisk musik og vise, at denne genre også kan være let tilgængelig og dyb på samme tid.
Endnu en kvalitet er, at Reetamaria Rajala går til opgaven med en skøn ydmyghed og dyb forståelse for sit materiale; hun overgør ikke sine fremstillinger i panisk præstationspower, men spiller med stærk beherskelse og overlegen ro. Samtidig spiller hun med en tydelig sans for den funderende dramatik, der også ligger i numrene.
Reetamaria Rajala giver både ramme og indhold til skøn samtidsmusik på sit debutalbum "SILENCE".Foto: Mats Bäcker
Reetamaria Rajala lægger fra land med ”Frozen in time” af Jennie Löfgren. En inderlig og lidt naiv indledning til albummet med en fortællende melodi, der går lige i hjertet.
Siden får vi to stykker fra finske Mari Sainio, der også bevæger sig i enkel skønhed med mol-klange og vemodige melodier. Der er desuden musik af de svenske tonemestre Matti Bye, Erik Valdemar Sköld og Benjamin Staern, og fra Finland stifter vi desuden bekendtskab med Panu Aaltio og Cecilia Damström, hvoraf sidstnævnte får lov at afslutte albummet med nummeret ”Psychedelic”.
Og hvilket postludium.
Det er, som gentager Cecilia Damström et mønster, et lille fragment af en mol-klang; hun rådyrker stumpen, der cirkulerer rundt og rundt, som kæmper den med noget. Stykket bygges op med mere alvor og tiltagende fylde i bassen, og omkring 3.50-tidspunktet bliver det rigtig fedt.
Her er der virkelig virtuos fylde i temaet, så man mærker, at musikken vil én noget.
Alvoren tager fortsat til, mens temaet ruller mere rundt i højre hånd. Pludselig kommer der mere ro på igen, som om man vender tilbage til start. Som om, at stilheden alligevel er stærkest.
Stykket ebber stille ud. Man efterlades i stilhed. Alle nuancer er flot og sikkert behersket af Reetamaria, der virkelig rammer noget med sit debutalbum. Fordi hun ikke buldrer frem, men i stedet lader stilheden tale stærkt til sjælen.
”SILENCE” er den slags musik, man bare lyst til at høre igen. At have det som et ekstra møbel i sit hjem. Og dét er jo kvalitet. At der er blivende værdi. At musikken artikulerer en stemning og et budskab, man kan bruge til noget.
