Unison Strings Festival i Uummannaq, Grønland, den 13.-23. oktober 2023

”Vi ser godt nok lidt brugte ud”, vurderer Kristine Kier Jørgensen med et lidt træt, men også lettet smil, da det bliver foreslået, at vi skal tage et billede af hende og hendes kæreste, Jakob Schmitz Mouridsen. De får derfor lov at slippe for eksponeringen på den lille café i Aarhus centrum, hvor vi mødes, selvom et billede her sikkert kunne være blevet ganske godt.

Udover at være kærester er Kristine Kier Jørgensen og Jakob Schmitz Mouridsen også hinandens nærmeste kolleger i arbejdet for at skabe Unison Strings Festival 2023, der i år finder sted i Uummannaq, der ligger på Grønlands vestkyst nord for Nuuk. Og 460 km nord for polarcirklen. 

De starter selv snakken ved cafébordet, og man mærker en let udmattelse efter mange ugers arbejde for at få rigtig mange praktiske detaljer til at gå op og vise sig gangbare. At de begge er lettede over, at der har været god vilje fra fondene og der således er samlet lidt over 800.000 kr. sammen, så Unison Strings Festival igen kan forene unge mennesker fra både Grønland, Island, Færøerne og Danmark. Eller, når pengene altså er dukket op på kontoen, skulle man måske tilføje.

”Ikke alle pengene er tikket ind endnu. Men i Grønland er der stadig lang tid til”, lyder det under 14 dage før afgang. Denne situation giver en lille forsmag af forskellen i forholdet til tid på Grønland og i Danmark. Hvor den danske mentalitet generelt er at planlægge ting i god tid, forholder man sig i Grønland mest til det, der har kort deadline. At man ikke tænker alt for langt frem, men koncentrerer sig om et nu og her.
Noget andet, der også gør sig gældende kort før afgang, er, at nogle modtagere endnu ikke har besvaret ansøgningerne. En anden tendens er også, at nogle danske og nordiske bidragydere først overfører beløbet, når festivalen er gennemført, erfarer iværksætterparret. 
Fundraising er således en stor opgave og har fyldt meget for Kristine Kier Jørgensen og Jakob Schmitz Mouridsen. Og trods efterhånden en del års erfaring er det stadig svært at søge midler.

Siden den første festival i Grønland i 2015 har Unison Strings Festival fundet sted seks gange inklusiv 2023, mens det lå stille hen i 2020, 2021 og 2022. ”Pausen skyldtes hovedsageligt corona”, siger Jakob Schmitz Mouridsen. ”Og fondene”, fortsætter han. ”Nu oplever vi en slags genfødsel. Men det har været svært at føre noget videre, som allerede er godt i gang. Vi har sendt mange fondsansøgninger ud denne gang, og i år har vi mere tænkt i småsponsorater”, forklarer han.

Hvert år er der nye forhold, der gør, at det igen kan være svært at få støtte. Nogle fonde støtter helst helt nye projekter, nogle giver ikke så meget støtte til kultur og andre igen er ramt af egne økonomiske forhold. ”Man skyder med spredehagl hver gang”, siger Jakob Schmitz Mouridsen med en lille smule træthed i stemmen. ”Hver fond ændrer sig også med årene på grund af mange forskellige forhold, f.eks. ekstra afkast på grund af investeringer”.
Men nu er det hele lykkedes, og parret er meget taknemmeligt for opbakningen fra fondene.

For det er dyrt at arrangere festivalen. Der skal løn til undervisere, og deltagerne skal overnatte og have forplejning. Og dertil kommer flybilletterne til mange af deltagerne fra Danmark, Island og Færøerne. En anden udfordring er kategorien med ”uha-det-gik-lige”-oplevelser. En kategori af planer, der så ud til at gå helt i ged, men som alligevel i sidste øjeblik lod sig gennemføre. ”Dem er der mange af”, siger Kristine Kier Jørgensen med en bemærkelsesværdig ro. Hun virker hærdet. Og målrettet i at få det til at lykkes. En målsætning som Jakob Schmitz Mouridsen efterhånden er lige så stor en del af.

Festivalen har desuden i år en stærk samarbejdspartner i børnehjemmet i Uummannaq, idet festivalen har sine rammer her og får hjælp med indkvartering og madlavning til deltagerne herfra. Og i øvrigt: Det med maden fik også en lidt spændende historie, for det kræver en del at skaffe mad til en hel festival på så isoleret et sted. ”Så gik jeg med min mor på tilbudsjagt og har nu fået sendt 250 kg. mad til Grønland”, fortæller han. 

Deltagergebyret for festivalen er 4.000 kr. pr. barn, men for de grønlandske børn er det gratis.
Siden etableringen har festivalen været et projekt for hele rigsfællesskabet plus Island. For de grønlandske børn er det en særlig mulighed for at blive inkluderet i den klassiske strygertradition på deres egen hjemmebane. Den idé leder samtidig tankerne over på, hvordan festivalen overhovedet opstod. Vi skal tilbage sommeren 2014, da Kristine Kier Jørgensen var på sommerjob på øen som violinlærer i Sisimiut.

”Jeg var til koncert i Nuuk med elever fra Sisimiut på det tidspunkt, og her deltog både islandske lærere og professionelle strygere, som var med til at klargøre eleverne til koncerterne. Eleverne fortalte, at de ved det arrangement havde lært mere på en uge end på et helt år. Og det havde også været hyggeligt. Jeg tænkte: ”Det her skal vi da gøre noget mere”, fortæller Kristine Kier Jørgensen. ”Så jeg spurgte de islandske lærere, og de ville gerne være med i en festival”, fortæller hun om den spæde start på Unison Strings Festival, som hun er stifter af. Det endte med, at de islandske lærere hjalp med at finde andre kontakter, da de ikke selv kunne få fri til at deltage på daværende tidspunkt.

Nu har parret et stort netværk på Island, ligesom de gør meget for at få Færøerne med. ”Det hjælper også i fondsansøgningerne, at der er flere nordiske lande med”, tilføjer Kristine Kier Jørgensen. Der er således i år seks færøske elever med, ni elever fra Island og syv elever fra Danmark. Resten er grønlandske børn og unge. Dertil kommer forskellige voksne, der rejser med børnene og hjælper til.

Men hvordan bliver programmet for festivalen så? Og kan man overhovedet vide det præcist nu?
Jakob Mouridsen viser et meget detaljeret skema frem på sin computerskærm. Felter med aftaler i forskellige farver ligner et patchworktæppe, og det kendetegner nok ganske godt indholdet i kalenderen. En blanding af undervisning, koncerter og øvning til koncerterne og også oplevelser i den enestående natur.

Til festivalen bliver alle deltagerne delt ind i syv sammenspilsgrupper, og der bliver fire til fem koncerter. For de skoleelever der ikke til daglig går til instrumentundervisning er der workshops, og børnene får mulighed for at prøve et instrument. For de elever der vil lidt mere, er der arrangeret masterclass, som man skal tilmelde sig på forhånd. ”Her spiller man for hinanden og får feedback af underviseren. Det er faktisk en solotime foran de andre deltagere, og man får tricks og erfaring i at spille for nogen”, siger Kristine Kier Jørgensen.

Men der bliver også mulighed for at synge. ”Vi laver også kor for byens børn”, fortsætter hun. ”Vi får hjælp af Heidinnguaq Jensen, der er tilknyttet børnehjemmet i Uummannaq, og hun er både en dygtig sangskriver og sanger", fortæller hun om den dygtige elev. Kristine Kier Jørgensens håb er, at Heidinnguaq Jensen på festivalen kan komme til at synge en ny salme af danske Mads Houe. En salme med Fadervor som tema, der også er oversat til grønlandsk. 

Ved festivalens koncerter vil deltagerne optræde i forskellige grupper, ligesom der også er et stort orkester. Her vil de unge musikere bl.a. opføre et arrangement for strygeorkester af ”Allegretto” fra Beethovens ”Symfoni nr. 7”. Derudover er der fuld fart på musik fra både den islandske, færøske og grønlandske tradition, som især Kristine Kier Jørgensen har skrevet arrangementerne til. Eksempelvis får man som publikum nummeret ”Ljósið kemur langt og mjótt”, der er en islandsk traditionel sang arrangeret af Anna Hugadóttir, der er bratschlærer på festivalen og deltager fra Island.

Også den grønlandske sang ”Kiffaangissuseq” er med. Den er skrevet af Heidinnguaq Jensen, der i øvrigt selv deltager i stævnet som celloelev. Kristine Kier Jørgensen har skrevet strygerarrangementet til. Og dertil kommer bl.a. færøsk ringdans og grønlandske trommer, så alle i det gamle rigsfællesskab kommer til orde.

Men der skal også være plads til andet socialt samvær. Børnene skal på tur til julemandens sommerhus og på sejltur i bugten ved Uummannaq. Og så vil man også prøve idéen ”åben scene” af, så eleverne på en afslappet måde kan prøve at optræde for andre.
”Vi vil gerne koble en fed oplevelse op på at spille. Festivalen skal være et rart sted, hvor folk kan få gode oplevelser og lære om andre kulturer. Det er også en anledning til at vise Grønland frem; at grønlænderne kan vise deres ø frem for de andre deltagere", forklarer parret, der også tilføjer, at det på grund af de geografiske forhold altid er mere besværligt for grønlændere at komme til udlandet og være med i noget. Derfor er det mere praktisk for dem, at festivalen foregår i deres lokalområde. ”Hvis de unge får en god oplevelse af at spille, så kan det måske holde dem lidt på sporet og give dem lyst til at fortsætte med at spille” funderer Kristine Kier Jørgensen videre. ”De kan få erfaring at bygge videre på”.

Blandt dem der også er med til at inspirere eleverne til at bygge videre på musikken, er festivalens undervisere. Det gælder de danske violinister Peter Clemson Steensgaard (spiller også i Aarhus Symfoniorkester) og Søren Steensgaard, der underviser på Aarhus Musikskole og den islandske bratschist Anna Hugadóttir, der underviser i Reykjavík. Bratschisten Sofia Carolina Hernandez, der er født i Venezuela, er tilknyttet børnehjemmet i Uummannaq, hvor hun driver børnehjemmets strygeorkester, og hun er også i underviserkorpset på festivalen.

Desuden er der besøg af de færøske cellister Tóri Restorff Jacobsen og Andreas Tykjær Restorff, der bor i hhv. Færøerne og Danmark. Sidst men ikke mindst deltager kontrabassist Poul Erik Jørgensen, der spiller i Aarhus Symfoniorkester og desuden er Kristine Kier Jørgensens far. Som dirigent og akkompagnatør har Unison Strings Festival fået fat i englænderen Michael Bawtree.

Og hvad med Kristine Kier Jørgensen og Jakob Mouridsen? Jo, de spiller også med på festivalen. De er begge uddannet musikere, men ikke i klassisk musik. Kristine Kier Jørgensen er uddannet i rytmisk violin og underviser på bl.a. Klejtrup Efterskole, ligesom hun spiller violin i forskellige sammenhænge på freelance basis. Jakob Mouridsen er uddannet rytmisk guitarist, men har lært sig selv at spille kontrabas. Det kommer han til at bruge på Unison Strings Festival. Til daglig underviser han bl.a. på HF i rytmisk sammenspil og er koordinator i forskellige sammenhænge.

Nu har parrets fælles evner som koordinatorer været sat i gevaldigt spil igen. Men hvorfor orker de det – igen?
I en tidligere artikel i magasinet Basunen fra 2015 udtalte Kristine Kier Jørgensen, at ”det er vigtigt, at nogen tør det”. At der er nogen, der tør binde an med at arrangere noget for børn i Grønland. Jeg spørger hende, om hun kan uddybe udsagnet.

”Med al den usikkerhed der i sådan et projekt, så er der nok mange, der ikke vil gøre det. Der er usikkerhed om fondsmidler, aftaler kan pludselig gå i stå, vejret kan gå amok og folk kan blive syge. At lave sådan en festival kræver, at man kender nogle folk, der kan træde til”, siger Kristine Kier Jørgensen og henviser til et godt og bredt netværk. Men også den grønlandske tidsopfattelse, der på nogle punkter modsiger den danske, spiller en rolle i planlægningen. Det er f.eks. svært at aftale koncertsteder i god tid. Det gør man som regel først, når man er ankommet, erfarer Kristine Kier Jørgensen og Jakob Mouridsen. Eller i hvert fald er meget tæt på tidspunktet for koncerten. I grønlandsk skala er det nu og her, der tæller. Fremtiden kommer, når den kommer. Men det lykkes som regel altid at få gennemført planerne, siger parret, der tit har fået hjælp, når noget er brændt på. For grønlænderne er dygtige til at løse problemer hurtigt, oplever Kristine Kier Jørgensen og Jakob Mouridsen.

Mon der så kommer en version 2024 af Unison Strings Festival, hvis man skal tænke i ”dansk” planlægning?
”Vi kunne godt tænke os at lave det igen næste år”, siger de begge enstemmigt. ”Vi vil gerne se, om det fungerer i Uummannaq, for det er første gang, vi er der med festivalen. Det er spændende at undersøge. Hvis ja, så kunne vi godt gøre det igen”, siger de to primus motorer uden tøven.

Festivalens koncerter ved dette års Unison Strings Festival skal bl.a. finde sted på byens skole, børnehjemmet og så i Spækhuset, der er en slags forsamlingshus, der forhen var et tørvehus, hvor man bearbejdede indfanget kød. Afslutningskoncerten får hus i byens sportshal.

Og hvordan så med vejret? Jakob svarer, at han forventer ”meget blæst og minus otte til plus fem grader”.  Men man ved aldrig, tilføjer han også. Og hvis det værste skulle ske, har Kristine Kier Jørgensen et ønske: ”Så gerne efter, vi er ankommet!” Men når alt kommer til alt, ville det nok bare blive endnu en ”uha-det-gik-lige”-oplevelse.

Udgivet den 9. oktober 2023 

Rachel Einarsson

rachel@klassiskbureau.com