Ny festival i Aarhus vil opdyrke nye typer publikum

Når Artos Festival går i luften for første gang, kan man forvente sig lidt af hvert. Men den klassiske strygekvartet vil være omdrejningspunktet.

 

Når cello-elever fra Aarhus Musikskole samles i Lukas Kirken i Aarhus den 10. maj for at give koncert, sker det som indledningen til en ny klassisk musikfestival i Aarhus. Når hjerneforsker, professor og jazzbassist Peter Vuust holder foredrag på Folkestedet i Aarhus den 26. maj, er det ligeledes en del af den nye festival, og når Trio Con Brio lader musikken vælte ud af instrumenterne den 29. maj i Musikhuset Aarhus, markeres afslutningen af samme festival.

 

Der bliver mange farvestrålende toner og måske også hårrejsende oplevelser, når Camilla Dayyani synger sammen med iranske musikere den 28. maj. Repertoiret er hendes egne kompositioner. 

Foto: PR

Det er svært at sætte Artos Festival i én fasttømret bås. Idéen bag festivalen har Brian Friisholm, cellist i Aarhus Symfoniorkester, bragt i verden, og det sker primært ud fra lysten til at skabe noget nyt og vise, hvor mange funktioner kammermusikken faktisk kan udfylde.


”Vi vil gerne tilbyde musik på et højt niveau samtidig med, at der også er noget for et publikum, der ikke er så vant til at gå til klassiske koncerter”, forklarer Brian Friisholm, der også er hoveddrivkraften bag hele festivalen og har stået for at skaffe aftaler med musikerne, søge fondsmidler og finde lokationer for koncerterne, der er spredt ud i byen.

Artos Kvartetten kom i spil i 2018. Nu har den lagt navn til den første Artos Festival, der finder sted i maj på forskellige spillesteder i Aarhus. Brian Friisholm ses som nr. tre i rækken.

Foto: Lynggaard Hansen Foto


Som et gennemgående team på festivalen kan man opleve Artos Kvartetten, der selvsagt har lagt navn til festivalen. Her udfylder Brian Friisholm selv 25 pct.

Artos Kvartetten kom for alvor på benene i 2018 og tæller i øvrigt violinisterne Tue Lautrup og Sarah Lucy Foldager, mens Luminita Marin spiller bratsch. Sidstnævnte er dog sygemeldt i øjeblikket, og derfor spiller Sanna Ripatti fra Ensemble Midtvest i stedet på festivalen.


På Artos Festival kan man også opleve den iranske sanger og komponist Camilla Dayyani, der i øvrigt er gift med Tue Lautrup. Sammen med Artos Kvartetten og musikere fra Iran vil hun byde indenfor i sine egne kompositioner, der blander det persiske med det danske. Sangene bygger på poesi fra begge verdener, ligesom man vil opleve både jazz, persiske rytmer og europæisk klassisk musik på scenen i Helsingør Theater i Den gamle by. Her vil det komme for en dag, hvordan klassisk kammermusik også kan samarbejde med forskellige genrer og udtryk udenfor sin egen tradition.

 

Håbet er også, at festivalen kan arbejde med på at udvikle nye typer publikum i Aarhus. Og her gælder det bl.a. de unge elever fra Aarhus Musikskole.

”Vi har violinisten Alva Holm og cellisten Jonathan Swensen med for at inddrage de unge. Man ved, hvad man selv blev inspireret af som helt ung, og sådan en oplevelse håber vi at kunne bringe videre til de unge”, fortæller Brian Friisholm om valget af de to unge talenter.


Men der er endnu en målgruppe, han gerne vil nå. ”Også forældrene til de unge, det vil sige aldersgruppen omkring 50 år, der ikke er så vant til klassisk musik, har også et potentiale. Her er en del nysgerrighed, og den vil vi gerne hjælpe videre”, siger Brian Friisholm. Og så glæder han sig til at byde sin gamle studiekammerat Jens Elvekjær velkommen, når Trio con Brio slutter festivalen af søndag den 29. maj.

Trio con Brio spiller de sidste takter i Artos Festivalen den 29. maj. Det sker i Musikhuset Aarhus.

Foto: Dejan Bulut

I mellemtiden kan man i øvrigt med rette sætte festivalens logo under luppen. Her kan man opdage et væld af forskellige tegn fra musikkens verden, der tilsammen danner ansigtet af en ung pige.


Læs mere om festivalen på www.artosfestival.dk.



Program for Artos Festival


Tirsdag den 10. maj kl. 17.00 i Skt. Lukas Kirke:

Cello-temadag med celloensemble fra Aarhus musikskole


Tirsdag den 10. maj kl. 19.00 i Skt. Lukas Kirke:

Koncert med cellist Jonathan Swensen og pianist Søren Rastogi


Søndag den 22. maj kl. 15.00 i Helsingør Theater:

Koncert med klarinettist Mathias Kjøller og Artos Kvartetten


Mandag den 23. maj kl. 19.30 på Elværket i Åbyhøj:

Koncert med tenor Jens Krogsgaard og pianist Emil Gryesten


Onsdag den 25. maj kl. 19.00 i Skt. Lukas Kirke:

Koncert med violinist Alva Holm i front


Torsdag den 26. maj kl. 16.00 på Folkestedet:

Koncert med MusikSak og Artos Kvartetten


Torsdag den 26. maj kl. 19.30 på Folkestedet:

Foredrag med Peter Vuust


Lørdag den 28. maj kl. 20.00 i Helsingør Theater:

“Mine miniaturer” af Camilla Dayyani


Søndag den 29. maj kl. 15.00 i Musikhuset Aarhus:

Kammerkoncert med Trio con Brio og Artos Kvartetten

 

 

Rachel Einarsson

Udgivet 5. maj 2022

 

Copyright © Alle rettigheder forbeholdes