16.09 2024

Lettere stormombrust chefdirigent skar kagen i skarpe skiver

Der var død og fyrværkeri, ny chefdirigent og afslappet stemning i Aarhus Symfoniorkester i fredags — lidt af hvert fra livets store skala.
I en let tilgængelig koncertform fik vi lov at opleve orkestrets meget omtalte nye chefdirigent, Dmitry Matvienko, der udviste et fast tag på en koncert.
I orkestret kunne der godt have været lidt mere kul på dødsangsten.  

”Kan I ikke lige starte en slåskamp her udenfor bagefter? Så kan vi skrive noget om det?”

Det ironiske forslag til social kontakt var Jesper Nordins, orkesterchef for eftermiddagens orkester, og også koncertens konferencier. Efterdønningerne af den megen omtale af Aarhus Symfoniorkesters reklamekampagne i slutningen af denne sommer har endnu ikke helt lagt sig, kan man fornemme.
Jesper Nordin benyttede tydeligvis situationen til at referere til den lokale mediestorm, som Aarhus Symfoniorkester just har været igennem. En lokal storm af kritik fra bl.a. medlemmer af byrådet, der har anfægtet, at orkestret har brugt penge på en ret synlig reklamekampagne for orkestrets nye chefdirigent, Dmitry Matvienko. Man skal vist nok passe på med at kaste med sten, når man selv bor i et glashus, tænker anmelderen.   

Dertil kommer, at der har været kritiske udsagn om Dmitry Matvienko, fordi han er født i Belarus. Hvorom alt er, så er han nu vel ankommet til Danmark og har heldigvis også fået megen god omtale, og i reklamen gennem nogle uger denne sommer har hans portræt været synligt i byen: På store bannere rundt på de store lygtepæle ved de allermest befærdede trafikårer i Aarhus. Og budskabet var ganske præcist: ”Aarhus har fået ny chef”.
Ham fik vi lov at opleve denne eftermiddag.   

Inspirationen til slåskamp fandt Jesper Nordin i historien om I. Stravinskijs uropførelse af ”Le Sacre du printemps” i Paris i 1913 – musikken, der på det tidspunkt var så anderledes og banebrydende, at publikum kom i håndgemæng efter koncerten. En temmelig slagfærdig omtale, der kan minde om Aarhus Symfoniorkesters på det seneste, dog heldigvis i mere mundtlig form.
Ved koncerten her gjaldt det imidlertid I. Stravinskijs ”Fyrværkeri” fra 1908. Der var godt gang i gnisterne, og man kunne nyde de forskellige, udvalgte instrumenter i deres soli. Den ensomme klarinet stod smukt frem omgivet af en nærmest magisk sværm af blæserlyd, mens også fløjten og fagotten fik deres egen taletid. Der var flot fylde i orkestret, som gav værket et livfuldt udtryk.

Vi blev lovet frygtløs ekstase. Og det fik vi til dels med Strauss' værk, der forsøger at finde forsoning med det vilkår, at døden er uundgåelig for os mennesker. 

Den smukke indledning blev leveret i en lækker dunlet udgave; bassens dominans i passagen derefter var også virkelig lytteværdig, inden fløjten kom til og prøvede at holde modet oppe. Et ordentligt bump afbrød den ulmende uro, og alle instrumentgrupper gav flot deres eget bidrag til frygten for døden. Generelt virker det til, at stykket ikke rigtig kan blive enigt med sig selv om, hvor det skal finde hvile stillet overfor døden. Som et brud på denne tankerække blev vi nærmest afbrudt af den enorme gong-gong; med sin eftertænksomme, tunge karakter banede den sig vej og fik en flot plads med sin fascinerende uldne, hule klang omgivet af en spirende opblomstring i messingblæserne. Optimismen tog over, og det var skønt at mærke, hvordan den forplantede sig helt op i den allerøverste del af strygernes gribebræt.

Der var således meget at lægge mærke til. Måske kunne ”Tod und Verklärung” alligevel godt være lidt mere frygtindgydende – det er trods alt døden, det handler om. Lidt mere spillen på det yderste af sædet, lidt mere kamp for at få det svære sagt, lidt mere smerte, lidt mere overdrivelse i dynamikken frem for at ramme helt præcist på slaget