Lil Lacy skriver nyt orgelværk til KoncertKirken i København

Er du vild med dansk musikalsk og klassisk modernisme?

Elsker du klange, der måske udfordrer øregangen og kaster rundt med harmonier, fraser og tonesammensætninger?

Så bør du tjekke ind i KoncertKirken i København mandag den 21. februar.


Her gennemfører Moderne Mandag, som er et forum for den klassiske musikalske modernisme i Danmark, sin første koncert i 2022, og det gøres bl.a. med en uropførelse af en ung dansk komponist. Hun hedder Lil Lacy og er rundet af komponistmiljøet ved Det Jyske Musikkonservatorium, ligesom hun er modtager af Léonnie Sonnings Talentpris 2020.


Nu har hun skrevet sit første orgelværk med titlen ”Lysbrud - flydende substans i langsom bevægelse”, som organist Jens E. Christensen vil kaste sig ud i at uropføre. Faktisk er værket bestilt af netop ham og Jens Rossel, der er en af drivkræfterne i Moderne Mandag.

Et krav til værket er, at det skal være inspireret af KoncertKirkens glasmosaik, som er udført af avantgardisten Mogens Jørgensen.

”Jeg har været i KoncertKirken i flere dage i august 2021 for at lytte til orgelet og observere lysets rejse igennem glasmosaikken, farverne og ændringen af luftens klang”, fortæller Lil Lacy. Hun forklarer, at inspirationen blev lidt af en rejse: Først troede hun, rejsen skulle blive blød og blid, indtil hun opdagede, at der også kan være ret dramatiske bevægelser, brusende klare farver og bragende lys i en sådan glasmosaik.


Lidt ny kan man sige, at Lil Lacy er i orglets verden. Men Jens E. Christensen, der sidste år gik på pension fra sit job ved Vor Frelsers Kirke i København, har masser af erfaring med det mægtige instrument, naturligvis. Ikke kun i almindelighed, men også i modernistisk sammenhæng. Omkring 100 uropførelser har han bag sig, ligesom han har indspillet Axel Borup-Jørgensens samlede orgelværker.


 

 

Komponisten Lil Lacy har kigget ind i kirkeorglets muligheder og klangverden. ”Lysbrud - flydende substans i langsom bevægelse” hedder hendes nye værk.
Foto: Lars Just



Lil Lacy har været glad for orgelopgaven.

”På orgel er der mulighed for at omregistrere i et helt vildt omfang. Det at lægge en melodi eller frase en oktav op eller ned har en helt anderledes effekt end på f.eks. et klaver, hvor instrumentet som udgangspunkt er mere homogent klingende i løbet af dets ambitus. Her kan orgelet virkelig vise mange forskellige farver, registre og måder at præge den enkelte tone eller klang, som igen er med til at skabe en dynamisk bevægelse igennem et værk”, erfarer hun.

Det at et orgel også er noget med hensyn til sin placering i et givet kirkerum, har desuden givet hende en oplevelse. ”Det er på en måde et meget sted-specifikt instrument, som igen kan lyde vidt forskelligt fra instrument til instrument og rum til rum”, siger hun.


Til koncerten vil man desuden høre musik af bl.a. Gunnar Berg, Axel Borup-Jørgensen og Carl Nielsen, og meningen er, at koncerten skal bidrage til at samspille lyset i Mogens Jørgensens glasmosaik og lyden i KoncertKirken. Og så er koncerten i øvrigt tilegnet de 42 danske og svenske kirker, der er udsmykket med Mogens Jørgensens billedkunst i form af glasmosaikker, altertavler, vævninger og lyskompositioner.


Måske Lil Lacy ikke har skrevet sit sidste orgelværk? I hvert fald har hun nydt samarbejdet med Jens E. Christensen:

”Det har været og er en helt umådelig stor gave og inspiration at samarbejde med en så erfaren, generøs og dygtig organist som Jens E. Christensen”, fortæller hun. ”Han har virkelig åbnet mine øjne og ører for muligheder og måder at skrive for orgel, og at udtrykke og male med lyden og klangen af dette helt imponerende instrument. Jeg føler at jeg med dette værk og dette samarbejde har fået åbnet øjne og ører for toppen af et meget stort isbjerg”, slutter Lil Lacy, der i øvrigt har en godt pakket koncertkalender dette forår. Eksempelvis har hun opgaver sammen med DR Pigekoret og The Nightingale String Quartet, mens der også er noget med 12 sangere i en svømmehal.

Det må vi høre om en anden gang….

 

21. februar

Koncert i KoncertKirken, Blågårdsplads 6A, 2200 København

Kl. 19.30

Billetter: 125 kr. og 50 kr. for studerende og unge under 25 år. Bestil her:

https://billetto.dk/e/moderne-mandag-nr-50-billetter-602556


Rachel Einarsson, 

udgivet 18. februar 2022

 

Copyright © Alle rettigheder forbeholdes