Hun mestrer både den kradsende modernisme og den barokke orden 

Coveret er fyldt med smerte.
Satyren Marsyas vrider sig i vånde efter at have tabt en musikkonkurrence, og derfor må han nu acceptere at blive flået levende.
Heldigvis bliver ingen flået levende ved at lytte til ”Applause”.
Men man føler sig alligevel rørt og måske rykket og flået lidt i sjælen, når cellisten Maria Edlund trykker buen i bund og giver plads til barok og moderne dysterhed.

Maria Edlund har udgivet ”Applause” som sit debutalbum, og hun har modigt sammensat et meget interessant repertoire, der nok pakker den klassiske virtuositet væk, men til gengæld på en helt anden måde viser, hvordan en cello kan være ilter, disciplineret og stærkt udtryksfuld.

Med årstallene 1725, 1978 og 2014 er der et flot stort spring imellem værkerne. Vi begynder i 1725 med ”Cello sonata No. 1” af G. Benedetto Platti, som Maria Edlund spiller sammen med Erik Higgins på kontrabas. Her får vi fire dejlige satser, der følger barokkens dejlige blanding af stram struktur, vemodighed, inderlighed og gnistrende dansant livlighed. Selvom man ikke umiddelbart måtte kende sonaten på forhånd, er de stilistiske elementer let genkendelige, og det er herligt at få en mindre eksponeret komponist på scenen.
Særlig lækker er nok anden sats, hvor Maria Edlund har et skønt skrat i buen, der sparker liv i rummet. I tredje sats skal man ned i gear igen og nyder de smukke triller i celloens afslutninger.
I sidste sats er der spræl og sprød lyd i buen igen, så man bliver revet med, og generelt er der fin balance mellem de to instrumenter.
Man kan roligt sætte sig og nyde det hele.

Da de første toner – eller lyde – i Anna Thorvaldsdóttirs ”Transitions” fra 2014 for solocello er sluppet ud af højttaleren, er man klar over, at ørerne skal tunes anderledes; luftige hvæs, hvor buen skøjter over strengene i hurtige, korte løb skifter over i passager af rytmiske bank på instrumentet. Men der kommer også klare, stærke toner, som stråler i en stærk farve. Rigtig interessante er de stærkt dissonerende passager, der lyder som om, Maria Edlund er ved at stemme sit instrument. Men pludselig bevæger kvinten sig op – og ned igen. Virkelig interessant detalje.

Ifølge materialet skal stykket for resten udtrykke en spænding mellem maskine og menneske. ”Gradvist i stykket bliver cellisten både menneske og maskine”, lyder det blandt andet i pressematerialet. Det kan man arbejde lidt med som lytter, hvis man har lyst. Men umiddelbart er stykket bare lytteværdigt. Det er ganske vist lidt syret og meget moderne for en lettere konservativ sjæl som anmelderens (jeg kan ikke gøre for det). Men ”Transitions” har hele tiden noget på hjerte. Det kan man mærke. Det er ikke ren og tilfældig galskab, for der er en retning.

Stykket arbejder med noget og er eksperimenterende, men det er samtidig velproportioneret og fokuseret. Og man har lyst til at høre det igen. Maria Edlund gør det mesterligt uden at være decideret virtuos, men i stedet modig, hvæsende og udtryksfuld. Sådan som repertoiret lægger op til.

Dysterheden får overtaget i ”Cello sonate No. 1” anno 1978 af den russiske komponist A. Schnittke. Ved klaveret sidder Aya Tominagam, og hun bidrager med et meget flot og fyldigt akkompagnement.

Musikken lyder af og til som underlægningsmusik til en uhyggelig film. Og hør lige anden sats – helt fantastisk og fed rumsteren i både klaver og cello. Klaveret markerer sig lidt senere med korte klare toner, mens celloen fortsat drøner rundt som en mus fanget i en fælde. Med tiden tager klaveret styringen, mens celloen stadig roder rundt i underverdenen, som var der høj søgang. Siden skiftes de to instrumenter til at stikke hovedet frem i voldsomhed, musikalsk opfindsomhed, nerve og smerte.
Maria Edlund mestrer den vilde musik med fuld bue, ligesom takterne med pizzicato også får en flot klang. Sidste sats giver mere plads til det følsomme; inderlige toner i celloen der vandrer rundt og prøver at finde ro i en kold verden. Man kommer dog også til at kede sig lidt indimellem i denne sats. Det lyder lidt, som om de to instrumenter nu er blevet trætte af hinanden. Men med en rolig dialog i det dybe og mørke toneleje nærmer de sig tøvende hinanden igen til slut. Som om en krig lige er slut, og de to alligevel er nødt til at slå pjalterne sammen for at overleve.

Og overleve, det gør ”Applause” helt sikkert i anmelderens samling af musik.

Udgivet den 24. november 2022

Rachel Einarsson