”Nogle gange er der nogen, der bare ville blive glade, hvis jeg faldt og brækkede anklen”, konstaterer Sophie Klussmann med et hjerteligt grin via Zoom-forbindelsen til Klassisk bureau.

Og det er symptomatisk for hende: Hun sprudler af overskud, fortællelyst og glæde over sit frie liv som sanger. Og af glæden ved musik.
Nu er hun efterhånden så hårdhudet, at hun tør være sig selv i langt større grad end da, hun var i starten af karrieren. Her var der mere angst for at skuffe publikum og at blive bange for trætte ansigter ude i salen: ”Betyder det nu, at folk ikke kan lide min måde at synge på?”, husker hun om sine tidligere oplevelser.

Som freelancer er hun selvsagt mere fri, end da hun var ansat ved en opera. Men hun bekræfter samtidig fordommen om, at der kan være koldt i sopranafdelingen – også blandt freelancere.
”Jeg oplever sopraner, der vil gøre alt for at få et job. Det kan jeg ikke. Sådan er jeg ikke. Jeg presser ikke på for at få et job”, fortæller hun og henviser til, at der kan være kamp om rollerne til forskellige opsætninger.

Dog har hun haft held af at finde sammen med en kreds af andre sopraner, som støtter hinanden. ”Vi kæmper alle for vores jobs. Men jeg har gode sopran-venner: Vi kan dele jobs og på den måde nærmest vikariere for hinanden. Vi hjælper hinanden, og vi gør det her for publikum”, tilføjer hun, hvilket leder samtalen over på selve tilgangen til overhovedet at synge som klassisk solist.

”Somme tider mister folk fokus på, hvem vi gør det for. Vi sangere skal bringe skønhed og sandhed ind i verden, og her er stemmen noget særligt. Den kommer ind på en særlig måde. Publikum kan mærke, om vi er der for dem eller blot for os selv”, mener Sophie Klussmann.

Den del hænger sammen med at føle sig fri. ”Jo mere fri jeg er, jo mere responderer publikum. Det er noget, jeg søger”, fortæller Sophie Klussmann.

Som sin egen chef har Sophie Klussmann dog en form for anker, idet hun er tilknyttet et bureau. Herfra kommer der tilbud om forskellige roller og partier, og Sophie Klussmann må hver gang overveje, om det økonomisk og logistisk er rentabelt. Hun bor i Berlin og er mor til en pige på fem år, som hun deler sammen med sin fraskilte mand. Somme tider har hun datteren med på koncertrejse, men dog ikke til koncerten i København den 18. november.

”Det er mit eget valg at være freelancer”, fortæller hun. ”Jeg elsker at synge til koncerter, og da jeg var ansat på en opera, savnede jeg koncerterne. Der er mere kontakt og nærhed med musikken i koncerter end i operaer. Men det kommer også meget an på dirigenten. Der er mere musikalsk frihed i koncerterne”, oplever hun og fortæller, at hun stadig synger opera en til to gange om året og stadig holder af denne genre.

Freelance-livet er imidlertid også krævende. ”Det kan være udfordrende at leve det frie liv, men jeg er meget glad for det”, siger hun med overbevisning og sit karakteristiske smil. Et smil, der netop får hende til at fremstå fri og glad. Og troværdig.

Et andet anker kan Sophie Klussmann imidlertid også kaste ved Universität der Künste Berlin, hvor hun i oktober dette år er begyndt at give enetimer til seks studerende. En ny rolle, som hun også glæder sig meget til.

Nu kommer hun som bekendt til København og skal synge med Copenhagen Phil for første gang. Og dette job fik hun via en lettere tilfældig forbindelse til Peter Lodahl, chef for Copenhagen Phil. ”Vi var naboer i Berlin en gang”, fortæller hun. De to fandt ud af, at de var en slags kolleger. ”Og så inviterede han mig til koncerten for et par år siden”, fortæller hun. Sådan er freelance-livet også: Fyldt med overraskelser og nye forbindelser, der kan bringe én til nye steder og andre publikummer. I København vil Sophie Klussmann synge med i Brahms’ Requiem. Et værk, hun har sunget mange gange før.

”Brahms Requiem mister aldrig sin skønhed”, siger hun som noget af det første, da talen falder på værket, der blev opført første gang i 1869 i Leipzig.

”Det varer én time, og det føles som ét stykke og har meget dramatik. Sopran-stederne har en særlig stilhed. Og så er det et meget personligt stykke for Brahms. Det er derfor meget rørende”, fortæller hun om sin oplevelse af værket. Særligt holder hun af teksten fra 1. Peters Brev i Bibelen om, at "Alle mennesker er som græs”.

Livets skrøbelighed og håbet om himlen kommer til ørenlyd hos Brahms, der få år før uropførelsen mistede sin mor; en skelsættende begivenhed, som sandsynligvis har været med til at forme hans requiem. Sophie Klussmann fremhæver også, at Brahms har valgt sine egne Bibel-citater og løsrevet sig fra den katolske liturgi, der ellers er traditionen inden for requiem-genren. ”Det er personligt for ham. Der er tristhed, men værket siger os også, at vi vil ses igen. En idé om, at vi stadig er i en form for kontakt med de døde. Livet er dejligt, men også smertefuldt og krævende. Derfor kan døden også være en udfrielse”, funderer Sophie Klussmann.

Til koncerten opføres også A. Schönbergs ”En overlevende fra Warszawa”; et stykke, der hylder og mindes ofrene i Holocaust og som i hovedrollen ved denne koncert har den tyske baryton Michael Nagy. 

Koncerten

Fredag den 18. november 2022 kl. 18.00

Koncertintroduktion: kl. 17.10

Sted: Konservatoriets koncertsal, Julius Thomsens Gade 1, Frederiksberg 

Medvirkende: Copehagen Phil, Camerata, Hymnia og Det Kgl. Danske Musikkonservatoriums Kammerkor.

Solister: Sophie Klußmann (sopran) og Michael Nagy (baryton)

Dirigent: Christoph Eschenbach

https://copenhagenphil.dk/koncerter/brahms-requiem-18-11/ 

Udgivet den 16. november 2022

Rachel Einarsson