En halvglemt og halvt dansk komponist dukker atter op og giver liv til modernismen

Hvor mange kender i dag komponisten Leopold van der Pals (1884-1966)?
Og hvorfor gør vi generelt ikke det? Hvad har han at byde på, og er vi gået glip af noget?
Nu er der mulighed for at stifte bekendtskab med van der Pals og måske få alle spørgsmål besvaret, idet nærværende udgivelse giver et sjældent kig ind i dansk/hollandske van der Pals’ klangverden. En verden der er et spektakulært miks af senromantik og modernisme i en urindspilning af hans første strygekvartetter.

Hollandsk-danske Leopold van der Pals (1884-1966) levede et lettere omstrejfende liv, der bl.a. bar præg af hans hustrus svære sygdom og en omverden i konflikt. I mere end 50 år boede han i Schweiz. Rent kunstnerisk stod han i et krydsfelt mellem den senromantiske tradition og det modernes eksperimenterende form i begyndelsen af det 20. århundrede, og han nåede at opleve sin musik blive uropført af verdens mest prominente orkestre. Men hvor blev han så af?

Nu kan man endelig lytte med på den første indspilning af van der Pals’ første tre strygekvartetter. Resten af hans strygekvartetter er planlagt til at udkomme på et senere tidspunkt.
Indspilningen er gennemført af den svenske kvartet Van Der Pals Quartet, og blandt dens medlemmer finder man cellisten Tobias van der Pals, der er oldebarn til komponistens lillebror ved navn Nikolaï van der Pals, der i øvrigt var dirigent. Tidligere har Tobias van der Pals været med i indspilninger af andre af Leopolds værker, f.eks. sammen med Helsingborg Symphony Orchestra.

I sin samtid nød Leopold van der Pals megen opmærksomhed og fik sin nyskabende musik uropført af f.eks. Die Wiener Symphoniker og New York Philharmonic. Han opholdt sig i Berlin i begyndelsen af 1900-tallet, hvor han var omgivet af en blomstrende og eksperimenterende modernisme, som han selv tog med i sin egen kunst. 

Der er i alt de tre første af hans strygekvartetter på skiven, ligesom vi afslutningsvist får ”In Memoriam Marie Steiner”, der er skrevet til minde om en nær ven, Marie Steiner-von Sivers, i 1948. De tre første strygekvartetter komponerede van der Pals i perioden 1916-1925.

Som et gennemgribende karakteristika i hele indspilningen dominerer altså det fyldige klinch mellem senromantikkens virtuose udtryk og modernitetens brud med en logisk melodiføring; et miks, der giver mange gode og mættede oplevelser, men som også i det lange løb måske bliver noget ensformigt.

Vi kastes med det første ud i et tema, der er spundet ind i en hvirvel af en energisk fremaddrift i hele stykket. Som en generelt lidt konservativ sjæl som denne anmelder savner man lidt mere melodi, når nu kvartetten spiller så aldeles dejligt og spændstigt. Men man mærker, at van der Pals arbejder med noget, med besvær bevæger sig frem mod noget. Leder efter noget. Men finder han så det, han leder efter?

Mange af de klassiske dyder har van der Pals i behold: vibrato, alle instrumenter har en ligeværdig stemme, der er de velkendte dynamiske skift i piano og forte osv. Vi præsenteres for et stærkt romantisk og mættet udtryk med fyldigt vibrato og levende dynamik, god fremdrift og fremhævede højdepunkter. Men med en moderne melodik. Eller overhovedet mangel på melodi.
Van der Pals har dog ikke ødelagt idyllen helt. Der er masser af krads, bid og tæt kontakt til strengene, og musikerne er ikke bange for at bruge instrumenterne. Der er smukke pianosteder, hvor stykket måske forsøger at finde ro. Men mestendels forgæves. Der rækkes hele tiden frem mod noget, måske en søgen efter ro.  
Generelt leverer kvartetten en meget flot fremførelse, hvor man mærker, at musikerne giver musikken tid, så lytteren kan følge med og mærke energien og budskabet. Det er lækkert og en stor kvalitet. Et stort sted i første sats er, hvor alle strygere rejser sig mod himlen i høje triller, mens bassen holder jordforbindelsen. Alle synker til ro igen, og der høres lidt klezmer-agtige elementer.
Efter nogle lytninger bliver man bedre og bedre ven med stykket, som er en god udfordring for et lidt konservativt øre.

Overgangen til næste sats er næppe hørlig. Den sker midt i et pianosted, og lytteren føres ind i en eftertænksom tåge med oktavført melodi i første violin og cello, mens der udenom skiftevis er lavt akkompagnement og pizzicato. Meget smukt. Celloen får en melankolsk solo.

Det er klart, at van der Pals har meget af det romantisk, storladne udtryk med sig, men i en moderne logik. Det virker fint. Og han økonomiserer godt med tiden: Intet er på dette tidspunkt for langtrukket eller pinagtigt. Man hører instrumenterne tæt på, og der er mange flotte højdepunkter, hvor instrumenterne er bragt i spil med hinanden på en meget givende måde. Dette stykke bliver dog også lidt hvileløst, fordi der ikke er mange holdepunkter. Stykket munder ud i en meget flot pianopassage.

I tredje sats liver det hele lidt op. Instrumenterne kigger ud mod hvert sit verdenshjørne. Der er lidt mere optimisme, men stadig i den samme stemning. Der er flot livlighed og opblomstring og riv i strengene. Der er god variation i udtrykkene, der er spillet med dejlig indlevelse. 

I anden strygekvartet skifter musikken en smule i karakter. Der er en flot start, og lidt folketoneinspiration og funderende, vandrende og undrende udtryk blander sig med klezmerinspiration/jødisk stil. Overgangen til anden sats er glidende, og måske det hele bliver en smule ensformigt nu. Måske det er en af ulemperne ved den moderne tankegang og opbruddet med den gængse meloditanke.

Hvor langt er vi i teksten?

Hvad har vi fået løst indtil nu, og hvad er der egentlig blevet sagt?

Det er svært at holde ud fra hinanden. Dog er der en skøn passage med et smukt og skrøbeligt vemod med alle stemmer i et stille piano, inden vi i tredje sats får musik med fart på. Der er noget betagende ved stykkets energi, men ensartetheden trænger sig atter på i den korte sats. Sluttelig får vi en tøvende start på sidste sats, inden opblomstring melder sig og afkaster flotte og farverige udtryk. Men det er stadig uvist, hvor vi var på vej hen og om vi nåede et mål.

Tredje strygekvartet ligner de to foregående på mange måder.

Der er mange flotte udtryk, men man aner stadig ikke, hvor man er. Jeg ender med at konkludere, at det kan være for meget at høre alle tre strygekvartetter i én køre. Måske er det netop ikke meningen, at man skal vide, hvor man ”er”. At den konstante søgen og rækken efter noget måske er et udtryk for van der Pals indre uro og bekymring, hvis man skulle forstå musikken biografisk.
Eller et udtryk for, at modernismen baner vej ind i en helt ny verden.

Hele stykket har glidende overgange mellem satserne, og satserne vil hele tiden noget. Og det er for så vidt godt. Der er masser af gode passager, som åbner øret for nye måder at tænke på, men der mangler også referencepunkter. Noget at holde fast i midt i kaos.

Det hele kører videre i tredje sats: Undersøgende og udforskende uden at komme så langt. Men det er på sin vis stadig smukt og under alle omstændigheder meget flot spillet af kvartetten, der brænder igennem med flot nærvær og forståelse for værkets personlighed. 

Som en smuk afslutning får man ”In Memoriam Marie Steiner”, der er skrevet til erindring om Marie Steiner-von Sivers, som var en nær ven af van der Pals og i øvrigt gift med Rudolf Steiner. En meget smuk start i piano fører lytteren ind i et egentlig mere melodisk univers af vemod. Der er god hvile i fraserne, som egentlig mere indgyder eftertænksomhed end tung sorg. Og slutakkorden er endda i en blid dur, hvor førsteviolinen slutter i en smuk oktavering.

Nu kender vi lidt mere til van der Pals. Og godt for det. Det tager måske lidt tid at vænne sig til hans klangverden og de stier, hans tankegang vandrer henad. Efter blot én gennemlytning kan man være lidt rundt på kareten. Men efter flere aflytninger har man fået mere overblik over landkortet og stierne og kan forstå musikken bedre. Dertil kommer den energi og fremdrift, der gennemsyrer det hele og som fremføres meget overbevisende af Van Der Pals Quartet. Kvaliteten er i orden, selvom van der Pals nok ikke umiddelbart bliver en stor ørehænger i bred forstand.   

Men det er måske heller ikke hensigten.

Udgivet den 23. september 2023

Rachel Einarsson