05.04 2025

Når døren til den elektroniske lydverden bliver sparket ind

Josefine Opsahl sætter ikke sit lys under en skæppe. Kig blot på coveret til ”Cytropia”. Både i sit personlige udtryk og sin musik skaber hun noget, der bliver set og hørt. Med elektronikken som orkester har hun skabt sin egen signatur – et gennemgribende særkende og en lyd, som kun kan være hendes.
Hvis man leger til, at ”Cytropia” er ét tema med variationer, er det en vild plade.

Genkendelsens glæde kan altså stadigvæk slå benene væk under én. Der går ikke mange sekunder fra, at man har sat ”Cytropia” i gang, før man tydeligt genkender Josefine Opsahls stil, lyd og genre. Hvor er det lækkert, at en dansk kunstner har skabt sig sit eget område, som stikker så tydeligt ud. Og som er ret interessant at lægge øre til.

Josefine Opsahl er kendt for sin interesse for at blande elektronisk musik med akustisk, og det har hun nu praktiseret gennem en årrække. Hun er kendt som en opfindsom, foretagsom og ret innovativ kunstner, der nærmest konstant er i arbejde med noget nyt.
Nu kan vi så lytte til ”Cytropia”, der indeholder 11 numre. Drivkraften bag er en slags hyldest til den menneskelige skaberkraft og en optimistisk tro på fremtiden. Og det kan vi godt bruge lige nu. Men lidt paradoksalt er albummet generelt ret dystert og nærmest monumentalt dybt; en generel patos med en særlig nerve af smerte, tyngde, inderlighed og livsvilje driver musikken og celloen fremad.

Flere steder kan man lægge mærke til, hvordan Josefine Opsahl bygger op. Først et sløret landskab af elektronisk gnidren med lyde og hvæsende strenge som en tåge. Derudaf vokser celloen frem som hovedpersonen, der skal bane sig vej og som kommer til at indgå i en harmoni med sit elektroniske bagtæppe. Det virker ret godt. Måske går man ikke syngende fra en lytning. Men stemningerne, rytmerne og den stærke, pumpende livsåre gør indtryk. Hun er god til at lave forskellige indgange til stemningen i hvert nummer, men alt i alt er hele albummet lavet af den samme dej.

Det kan godt blive lidt ensformigt. Men hvis man tænker hele albummet som én stor samlet fortælling, bliver det et tema med flere fortolkninger. F.eks. indledes det andet nummer ”Leave” i en lidt trist molstemning, hvor melodien kører i et parallelt oktavspor, inden en mere enlig solo træder frem. Det er meget genkendeligt Josefine Opsahl. Og det er så dejligt. Hun laver virkelig interessante stemninger, der ganske vist er moderne, men ikke helt frie for en vis struktur og retning. Man føler sig ledt fremad på en sti, så man kan gebærde sig og opleve et meningsfyldt rum af musik.
I næste nummer, ”Blume”, møder vi først et kor af florerende, transparente flajolettoner, inden celloen træder frem som ledende figur. Det er meget smukt. Dystert, alvorligt, klagende. Enkelt og direkte. Det vokser til en intens smerte – noget stærktfølt. Der er god bund under stemningen, og stykket er bygget flot op.

I nieren, ”Tide”, hører vi det elektroniske materiale, der vibrerer som flimrende og blinkende lyskæder. Celloen træder frem igen med sin egen stemme på den flakkende baggrund, og der anes en smule J. S. Bach-inspiration. Helt typisk Josefine Opsahl. Flot, let genkendeligt, pulserende og insisterende.

Man mærker, at Josefine Opsahl har noget på hjerte og at hun tør sparke døren ind til en elektronisk verden med celloen i front. Hun tør noget. Hun kører solo og iscenesætter celloen i et særpræget og lidt uvant univers, men heldigvis uden, at det bliver alt for abstrakt eller smager af ”Kejserens nye klæder”. Man kan føle sig stolt over, at Danmark har sådan en kunstner.

Rachel Einarsson