08.04 2025

Når vejen lægges i dybe fodspor

Held den, der i disse tider stadig har beholdt sin CD-afspiller! Vedkommende kan nemlig nyde at få en lækker og gennemarbejdet produktion i hånden med flot grafik, oplysende noter, sangtekster og andet godt. Det er nu engang en helt anden oplevelse end et link og en streaming, som dårligt nok oplyser navnene på de medvirkende. Her er absolut alting i orden, og det indtryk holder sig, når først afspilningen begynder.

Uden på nogen måde at ville fornærme den fortræffelige sanger så er for mig akkompagnementet det, der udskiller denne indspilning fra adskillige andre. Den, som vil indspille denne lied-cyklus, træder som bekendt i nogle meget dybe fodspor. Alene Dietrich Fischer-Diskau har lavet fem eller syv plus et antal koncertoptagelser, og selvom jeg ikke personlig synes, at andre sangere af den grund burde gå hjem og skyde sig en kugle for panden, som Hans-Georg Lenz berømmelig skrev i Information i sin tid, så kan det dog ikke nægtes, at både han og forskellige andre forgængere har gjort sig kraftigt bemærket. Også i barytonfaget – Hans Hotter og Matthias Goerne trænger sig her på. Jakob Bloch Jespersen kan bære den tunge arv, han sætter faktisk ikke en fod ved siden af. Det klinger pragtfuldt. Aldrig er en høj tone klemt, aldrig er en dyb tone for luftig, og hans legato, hans tekstudtale og hans dynamik kan tåle en hvilken som helst sammenligning uden at falde igennem.

Sharon Prushansky akkompagnerer kongenialt (eller måske ligefrem bare ’genialt’ uden ’kon’) på et pianoforte, der er en kopi af et instrument fra Schuberts egen tid og område. For nogle årtier siden, da der først begyndte at komme indspilninger af repertoire fra wienerklassikken og den tidlige romantik på kopier af samtidige pianoforter, var det faktisk temmelig ulideligt at høre på. Man fik det indtryk, at det var helt ’almindelige’ pianister, der med vold og magt forsøgte at få den primitive kasse til at gøre noget i retningen af, hvad flygler plejer, og det lød ikke særlig rart. Her har vi at gøre med en decideret specialist, der dels får fortepianoet til at klinge pragtfuldt og dels drager nytte af de specielle effektpedaler, som siden er forsvundet fra almindelig klaverbygning. Hun anfører i sin biografi, at hun har specialiseret sig i romantisk opførelsespraksis, og det tror jeg på. Hendes rubato er subtilt og indforstået, hvilket bestemt ikke er noget, man hører ret tit. Sammenspillet fremstår meget gennemarbejdet, og det er tydeligt, at der er taget klar stilling til hver lied i denne samling på 24.

Når nu det hele er så godt, ja, i topklasse, så griber det utaknemmelige anmelderskarn sig jo i at ønske sig endnu mere. En af mine favoritter i ’Winterreise’-branchen er Peter Anders’ og Michael Raucheissens indspilning fra en kælder i Berlin i 2. Verdenskrigs sidste dage. Denne indspilning er bestemt ikke perfekt, det kan man heller ikke forlange forholdene taget i betragtning, men der er en meget påtrængende stemning af undergang, ensomhed og de sidste tider, hvilket er lige præcis, hvad denne sangcyklus drejer sig om. Den handler om menneskets ubodelige ensomhed og rejse mod døden.

Begge dele er understreget ved den sidste lieds brug af ’lirekassemand’-billedet fra begyndelsen af Goethes Faust (der, hvor Faust kommer ud af kirken efter påskehøjmessen og støder på den lille puddelhund, der skal vise sig at være noget helt andet). Der står den evigt ensomme lirekassemand, der aldrig hører til og aldrig kommer indenfor. Helt fremragende akkompagneret af Prushansky, i øvrigt. Det, som man kunne ønske sig, er, at Jakob Bloch Jespersen, som kan alting, også i sig finder modet til at synge grimt, når teksten kalder på det. Han er på vej derud i ’Die Krähe’, og hans isnende pianissimo i ’Der Leiermann’ vil blive stående længe i min hukommelse. 

Han klinger som nævnt pragtfuldt hele vejen igennem, og igen er i tvivl om, at det kan han altid. Men mere af det grimme, og også meget gerne mere af denne fremragende duo.

Ulrik Spang-Hanssen