Albummet der gør livet mere fremkommeligt

CD-anmeldelse

"Upheaval"

Søren Rastogi, klaver
Janne Fredens, cello

OUR Recordings

Udgivet den 19. januar 2024

Hvordan beskriver man bedst sådan et album, der bare rammer plet på alle parametre?
Jeg skal gøre et forsøg.

Vellyden ruller ud af klaveret, mens celloen fører sig frem som en kriger, en gentleman på frierfødder eller en poet i varsomme tanker, og det er en stor oplevelse at åbne for dén spændstige, livfulde og fuldt ud meningsfulde interaktion mellem cello og klaver, som ”Upheaval” ligger inde med. Og som Søren Rastogi og Janne Fredens så ubesværet og elegant kommer ud med.

Det netop udkomne album ”Upheaval” bærer en titel, der refererer til den turbulente tid omkring Første Verdenskrig. Som et udtryk for, at en stor omvæltning efterlader frustration og bekymringer. Men måske nærværende musik netop er med til at hjælpe igennem sådanne tilstande og omvæltninger?
Repertoiret stammer fra den svære periode i begyndelsen af det 20. århundrede, og musikken er skrevet af fire kvindelige komponister, der desværre ikke har fået meget opmærksomhed i den etablerede klassiske musiks verden. Med dette album rådes der bod på det, og det er åbenlyst, at vi er gået glip af noget gennem årene.

Ægteparret Søren Rastogi og Janne Fredens leverer som tidligere antydet en times virkelig lækker lyd, som bare giver mening, fylde, power og nærvær hvert eneste minut. Alt er velproportioneret, vel tilrettelagt og velvalgt, og man får et opbyggeligt indspark i sit liv. Et skub fremad i vintermørket, som bliver spredt af albummets gode energi.
Det lyder stort. Men det er virkeligheden. 

Albummet kan betegnes som ensartet i sin stil, men det virker meget positivt, fordi musikken siger noget hele tiden og fordi, musikerne forstår at få det ud til os.

Søren Rastogi og Janne Fredens lægger ud med de fire satser i Henriëtte Bosmans' ”Sonata for cello and piano Aminor”. Bosmans var født i Holland og havde gang i en ellers lovende karriere som pianist og komponist, men hun blev afbrudt af nazismens indmarch i landet. Siden kom hun aldrig helt tilbage med samme kraft. Men dog efterlader hun et tydeligt spor.

”Allegro maestoso” kalder hun første sats, og det passer flot med fremførelsen. Vi kommer godt i gang med brede akkorder, og der er stort spænd mellem piano og fortissimo, så udtrykket netop virker majestætisk. Celloen skal ofte op i de høje toner, så den næsten agerer violin, og det lyder fantastisk. Janne Fredens brager flot igennem med bredt vibrato. Næste sats har en mere dvælende karakter; lidt blødere vibrato med perlende tonerækker i klaveret. Meget smukt.
Adagio er lidt mere dyster og nede i gear, inden celloen i sidste sats bliver skudt ud af en kanon. Den fægter sig frem i en bærende molakkord, så man mærker, at Bosmans har noget konkret på hjerte. Det at hun gentager første sats' tema, er ekstra luksus.

Tredje sats indleder klaveret dejligt i korte akkorder i smukt moltema, inden celloen sniger sig ind i det dybe toneleje. Pejačević slutter af med en slags festlig og oplivende stemning, hvor der er spræl i både cello og klaver. Det hele slutter i et festligt brag som flot punktum. Dermed et flot bidrag fra en af de vigtigste kvindelige komponister fra Kroatien. 

Ganske behageligt får vi nu en stille og rolig ”Nocturne” af Lili Boulanger, der er repræsenteret på CD’en kun med dette korte stykke. Den unge franskmand havde et skrøbeligt helbred, men nåede på kort tid at vække opmærksomhed med sine kompositioner. "Nocturne" er oprindeligt skrevet for klaver og fløjte, og titlen har stykket fået med tiden. Særlig lækkert hos Nocturne" er de parallelle opgange i oktaver i celloen, som er stykkets dramatiske højdepunkt. Og helt ærligt: det stykke skal spilles langt oftere fra nu af. 3 minutter og 21 sekunders velvære med en hårrejsende smuk afslutning.

Storesøsteren Nadia Boulanger underviste kendisser som bl.a. Igor Stravinsky og Leonard Bernstein i komposition, og man kan ane hendes inspiration fra det impressionistiske. Hun lægger i sin "Trois pièces" forsigtigt ud med stille akkompagnement i klaveret, mens celloen stadig med bredt vibrato folder en lidt melankolsk melodi ud over klaveret. Siden dykker begge instrumenter ned i et dynd af tåge med dybe toner i celloen og stille, klingende toner i klaveret.
Dette hele liver lidt op igen i næste sats, inden den allersidste sats på CD’en er ren rock’n roll. Der er fuld fart og kraft i begge instrumenter; staccato, opfarende melodirækker og varmt, bredt vibrato i celloen får det hele til at smage som en lækker ret, man ville ønske, fyldte hele tallerkenen. ”Vite et nerveusement rythmé” hedder satsen, og der ryger nok mindst ét eller to hestehår på buen her. Virkelig fantastisk afslutning. Man har bare lyst til at starte forfra med det hele.

1000 tak, siger jeg – både for musikken, nærværet og de ”nye” melodier i et forståeligt sprog.

Thi konkluderes: Det er et fantastisk album.

Udgivet den 22. januar 2024

Rachel Einarsson