Hun debuterer med en alsidig fortælling fra det mørke urdyb

Hun synger både jazz og romantik. Musik har altid haft hendes interesse og opmærksomhed, og nu debuterer hun fra solistklassen ved Det Jyske Musikkonservatorium.


Klassisk bureau har talt med mezzosopranen Kirsten Voss Petersen om hendes debutkoncert, planerne for fremtiden og hendes syn på videreførelsen af den klassiske sang.



Foto: Susanne Slot

Debutkoncert

Kirsten Voss Petersen, mezzosopran

Musikhuset Aarhus den 18. juni kl. 19.30, debut

Skt. Annæ Gymnasium den 28. juni kl. 19.30, postdebut

 

 

Der bliver ikke sprunget over, hvor gærdet er lavest, når mezzosopranen Kirsten Voss Petersen synger sin debutkoncert fra Det Jyske Musikkonservatorium lørdag den 18. juni. Drevet af alsidighed, passion og fortælleglæde har hun arrangeret en koncert med titlen ”Uhr”, som har til formål at kredse om urdybet, altings begyndelse og livscyklussen. Et tema, der ikke umiddelbart ligger lige til højrebenet eller C-durskalaen.


Det synes netop at motivere Kirsten Voss Petersen. Til sin koncert bakkes hun op af det aarhusianske Bellbird Kammerorkester, der arbejder for ny musik. Og det vil også skinne igennem til Kirsten Voss Petersens koncert, som bl.a. byder på musik af Hildegard von Bingen, Nadia Boulanger, John Cage, Richard Wagner og Gustav Mahler. Og så er der en uropførelse af et værk, som Signe Lykke har skrevet. Man mærker, at Kirsten Voss Petersen er drevet af en alsidighed, der både rummer de klassiske dyder og den mere eksperimenterende tilgang til sangens muligheder.


”Denne koncert er ikke helt som en almindelig debutkoncert. Jeg har forsøgt at gøre meget ud af historiefortællingen”, siger hun til Klassisk bureau. ”Derfor har det været et kæmpe arbejde at skaffe midler til det nye værk og de musikere, der skal spille det. Så er det jo også en udfordring, hvad der ligger af idéudvikling i programlægningen, hvordan det skal fungere scenisk og dertil at lære al musikken, så det hele kommer op i et niveau, som jeg er tilfreds med som musiker. Det er et meget varieret program med enkeltsange af 10 forskellige komponister, som alle byder på forskellige udfordringer”, forklarer hun.

”Vi kommer aldrig til at udvikle vores publikumsbase, hvis vi ikke tør udvide os og være mere mangfoldige i den måde, vi producerer musik på”.

Poul Kirsten Voss Petersen, mezzosopran


Hun vil ikke udpege særlige favoritnumre i programmet.

”Det er som at spørge en mor, hvilket af hendes børn, der er hendes yndlingsbarn”, forklarer hun. Måske hver sang dermed er hendes hjertebarn. Hun fortæller, at hver sang nøje er udvalgt til at passe til hende som sanger og til at være et led i fortællingen om urdybet.

Dog fremhæver hun, at hun har nydt at stifte bekendtskab med Hildegard von Bingen, ligesom hun medgiver, at John Cages værk "Forever and Sunsmell" gør hende i rigtig godt humør.


Kirsten Voss Petersen har allerede bred erfaring som sanger; Silkeborg er hendes fødeby, og musik har altid haft hendes interesse. Måske lige siden hendes eget urdybs begyndelse, kunne man tænke. På Det Jyske Musikkonservatorium har hun stået i lære hos bl.a. Bodil Øland og Reinaldo Macias, inden hun sprang ind på solistklassen.


Når ferien efter endt solisteksamen er ekspederet, kaster hun sig ud i jazz. Det sker bl.a. i Island sammen med Ensemble Edge. Og derefter gælder det Berlin, hvor hun vil dyrke nye stilarter og udvide sin alsidighed.

”I Berlin skal jeg i det næste år være i praktik hos et undergrunds-operakollektiv, der hedder "Operalab", hvor jeg skal lære mere om, hvordan man udvikler og producerer eksperimenterende musikdramatik og scenekunst”, forklarer hun om den nærmeste fremtid.


Men hvorfor er det vigtigt at søge nye veje for den klassiske sang, kunne man fundere?


”Vi kommer aldrig til at udvikle vores publikumsbase, hvis vi ikke tør udvide os og være mere mangfoldige i den måde, vi producerer musik på”, siger Kirsten Voss Petersen. ”Samtidig er der en masse af den gamle musik og måden det bliver opført på, som virkelig fungerer hvis man giver det en chance, and if it ain't broke, don't fix it. Den her dualitet, har jeg prøvet at omfavne i min koncert.


Kirsten Voss Petersen er i øvrigt fuldt bevidst om konkurrenceforholdene i sit fag. Og hun har en strategi.

”Der synes jeg, at det er vigtigt, at man som sanger gør sig bevidst, hvad man er god til og godt kan lide at beskæftige sig med, og så arbejder benhårdt for at specialisere sig inden for det område”, siger hun.

Måske har Kirsten Voss Petersen selve alsidigheden som speciale. Det kan publikum tænke over, når hun deler ud af sin sang i kommende tid.


Udgivet den 16. juni 2022

Rachel Einarsson

Copyright © Alle rettigheder forbeholdes