08.04 2025

Ung norsk cellist har debut i både moderne og klassisk lyd

CD-anmeldelse

“Cello Concertos”

Copenhagen Phil
Theodor Lyngstad, cello
Eva Ollikainen, dirigent

Cellokoncert nr. 2 i c-mol,
D. Kabalevsky
Cellokoncert i a-mol,
R. Schumann

Selskab: Our Recordings

Udgivet: 21. marts 2025

Fra dyster regimekritik til easy listening-romantik.
Selvom der kan anes ligheder mellem D. Kabalevsky (1904-1987) og R. Schumann (1810-1856), må man sige, at celloen skal agere ret forskelligt hos de to. Og det mestrer Theodor Lyngstad, som her sender sit første soloalbum ud i verden, hvor han præsenterer Kabalevskys Cellokoncert nr. 2 og Schumanns Cellokoncert i a-mol.
Sæt skiven på og oplev, hvordan der i begge værker er bud efter skrattende buestrøg, buesmæld og indlevet livsnerve.  

Det behøver ikke at være vildt kompliceret at lytte til klassisk musik. Smid f.eks. denne CD i anlægget og få rene ord for pengene. Her får man både noget moderne og noget helt klassisk, som på forskellig vis overbeviser os om, at celloen bare er et lækkert soloinstrument med sin brede, mørke strengelyd. Det gør det ikke ringere, at Theodor Lyngstad er på opgaven. Han har siden 2019 været solocellist i Copenhagen Phil, og nu prøver han kræfter med sit første album som solist.

Når man sætter D. Kabalevsky på, skal man være forberedt på lidt af hvert, og det er inspirerende. Betænker man samtidig hans situation som kunstner i et strengt og indesluttet Sovjetunionen, giver værket endnu mere at arbejde med. 
Man bliver til at begynde med i tvivl om hvorvidt, man har skruet op for lyden i anlægget efter at have trykket på play i hans Cellokoncert nr. 2. En listende, halvlang svagt gryende pizzicato-præsentation åbner forsigtigt døren ind til en skjult verden af dysterhed og alvor, før hele orkestret lidt mere end 2,5 minutter senere får lov at træde frem. Det sker i et nærmest respektfuldt akkompagnement for celloen. Det er, som vil Kabalevsky langsomt åbne sin

musikalske verden for os. Her møder vi celloen i forskellige figurer, og der vendes tilbage til pizzicatoet i indledningen. Generelt en lidt mystisk og lidt foruroligende indledning til koncerten.

Presto marcato hedder anden sats, og det høres helt fra start med opfarende og hidsige strøg i orkestrets violingruppe. Celloen løber nærmest rundt som en hare i en lyskegle i mørke. Theodor Lyngstad stryger godt igennem, og balancen mellem ham og orkestret er fin; der er liv i dramaet, som holdes interessant for os, der lytter. Lidt militæragtig musik får vi senere med trommetakter og faretruende opblomstring i messingblæserne, inden det hele nedtones og musikken opstår i nye, afvekslende men stadig lidt dystre former.

Her får vi mere sammenhængende, romantiske og følsomme cellomelodier, men stadig med riv og hvæs i strengene. Theodor Lyngstad disponerer sit instrument ganske fint; skiftetvist lister han afsted, kaster med buen og giver stykket den fylde og indlevelse, som det netop skal have. Alt er på plads. Særligt anden sats er skøn at lytte til. At høre Theodor Lyngstad i fin samklang med fløjtegruppen, som bliver en kontrast til celloens hurtige og intense toneløb.

Det er fantastisk at få to så forskellige cellokoncerter på samme skive, så man får en god bredde i celloens formåen. Og det er dejligt, at begge komponister forstår at sige det, de vil sige og har sans for at prioritere. Tillykke til Theodor Lyngstad, som lykkes så flot med at mestre sit instrument i så forskelligt krævende værker, deres ligheder til trods.

Måske kommer der med tiden mere udfarenhed i debutantens udtryk. Men han har lagt rigtig godt fra land, så man ikke kan tro andet end, at ham hører vi endnu mere til i fremtiden.  

Rachel Einarsson