13.01 2025

Færøernes natur sætter sit præg på hans Wagner-fortolkninger

”Du skulle se partituret. Jeg har aldrig sunget noget så svært før”, nærmest udbryder Rúni Brattaberg og slår ud med armen.

Vi mødes i koncerthuset Varpið i Klaksvík på Færøerne. Det er lørdag aften i slutningen af december 2024, og Rúni Brattaberg har lige gennemført uropførelsen af Sunleif Rasmussens nye kammeropera ”Regin Smiður”. En moderne, kaotisk, dyster og naturligvis dramatisk opera, der udfolder fortællingen om den onde Regin, der kan flikke sværd sammen, men som til sidst bliver slået ihjel af helten Sjurður, fordi han ikke er til at stole på. Operaen har kun én sanger på listen i sine 75 minutter. Og det er Rúni Brattaberg. Naturligvis er det derfor denne hans seneste opgave, vi først taler om.

Den bærende og multifunktionelle fortællerolle i ”Regin Smiður” er noget nær hovedrystende anderledes og mere krævende end alle de andre store roller, Rúni Brattaberg, født 1966, gennem tiden har sunget på store scener rundt i Europa, konkluderer han.

”Jeg synger alle rollerne i dette stykke”, fortæller han. ”Jeg har sunget Wagner i mange år, og her bliver man jo bakket op af musikken, båret frem af den. Men her er det helt anderledes”, forklarer han. ”Når melodien er der, er akkompagnementet helt anderledes. Rytmerne går imod det, man synger”, næsten råber han i desperation, selvom han stadig smiler og stråler af optimisme. Han virker samtidig lettet, naturligvis, over en godt gennemført uropførelse.
”Helten er alene”, siger han videre om ”Regin Smiður”. ”Og stemmen ligger utrolig dybt selv for en bas – der er jo ellers ingen roller, hvor man som bassanger ikke skal op at ramme et F. Det skal man ikke her!”, siger han med et stort grin, mens han nærmest opgivende slår ud med armene. ”Det er et vanvittigt stykke, og jeg er på fra start til slut”, konkluderer han og tager sig til håret.
Jeg får lidt dårlig samvittighed over at tære på hans stemme efter denne noget anderledes dag på kontoret. Men Rúni Brattaberg er imødekommende, glad og i stødet til at snakke. Så vi fortsætter. 

Han er ikke vokset op i et hjem med klaver. Faktisk var der dengang kun ét klaver i hans hjembygd Vágur, Suðuroy. Og det stod ikke i hans barndomshjem, fortæller han. ”Indtil jeg blev 28 år, havde jeg ikke hørt klassisk musik. Men kvad har vi sunget. Især om aftenen. Og det starter hvert år i januar”, siger han om den tid på året, da de færøske kvad, Sjúrðarkvæðini, har en slags højsæson. En særlig tid, hvor man mødes om aftenen for at vedligeholde og dyrke en flere hundrede år gammel tradition.

”Han sagde til mig: ”Du skal da synge”. Og det blev et vendepunkt for den dengang ca.
29-årige dokumentarfotograf. Rúni Brattaberg begyndte at synge i forskellige kor i København, inden han indledte sine studier ved Sibelius Acadamy i Helsinki. Siden studerede han også i Zürich. ”Jeg var 33 år, da jeg fik min første kontrakt”, siger han igen med et markant eftertryk. ”Det er meget sent!”, siger han. Men han forklarer samtidig, at det tager lang tid at modne en stemme, og derfor finder han samtidig en fred i, at han kom i gang med faget lidt senere end mange andre.
Da jeg spørger, om han har en særlig baggrund med sig som færing, lyser han op igen. ”Jeg er en bondeknold”, udbryder han med henvisning til sin opvækst på landet hos sine forældre. ”Men jeg har en fordel ved at være opvokset i den færøske natur. Alle de monumentale ting handler om naturen, og jeg har en særlig forbindelse med urkraften der, som man ikke kan forklare”. Han siger det på en helt overbevisende måde, så man alligevel kan mærke, hvad det betyder. At Rúni Brattaberg har en særlig fornemmelse for de store følelser, han skal arbejde med i sine store roller.

Da jeg siden taler med Rúni Brattaberg igen, kommer det for en dag, at han i virkeligheden heller ikke har glemt sin fornemmelse og interesse for fotografiet. Måske indleder han endda en ny periode med sine visuelle evner og sit gamle fag, fordi han i øjeblikket arbejder på at udgive nogle af sine billeder fra øen Mykines i bogform. Det lyder lidt, som om han tager fat, hvor han i sin tid slap. For to bøger er under udarbejdelse: En i sort/hvid og en med farver. En bog fra før han overgav sig til sangen, og en bog fra den tid, da han igen fik mulighed for at fotografere.

”I 1994 fik jeg min første sangtime”, fortæller han. ”Jeg gennemgik alle store operaer på ét år. Jeg var meget heldig og fik tre jobs i 1995, bl.a. i Det Kgl. Operakor. Jeg blev professionel efter et års træning. Og her stoppede jeg med at fotografere, for jeg måtte fokusere 100 pct. på at synge”, husker han. ”I 1994-2017 tog jeg slet ingen billeder”, siger han med et implicit udråbstegn.

Men pludselig stødte han ind i sit gamle fag. ”I Island lavede jeg på et tidspunkt en produktion i Harpa, Reykjavík, og her mødte jeg fotografen Rax (Ragnar Axelsson, en af Islands mest markante fotografer, red.). Han hjalp mig med at købe et Leica-kamera i 2017. Så startede jeg igen. Og så kom coronapandemien”, lyder det fra Rúni Brattaberg. En mulighed for at dykke ned i fotograferingen igen var oplagt.

”For første gang i 25 år havde jeg ikke en udfyldt kalender. Så tog jeg tilbage til øen Mykines”, fortæller han. Her bor hans onkel Búi, som han i en årrække besøgte hvert år fra 1983, og hvor han har taget mange billeder. 

”Under coronapandemien kørte jeg bare på med at fotografere – et helt år, hvor der ellers ikke skete noget”, erindrer han. ”Jeg fotograferede de samme mennesker som sidst, de drak stadig kaffe osv.”, fortæller han med et glimt i stemmen. Mykines er i øvrigt hjemsted for de berømte søpapegøjer. Og da Rúni Brattaberg vendte tilbage til øen, så han en stor forandring. ”Nu var alle turisterne også kommet. Der lever kun otte mennesker på den ø om vinteren! Så det er en stor kontrast med alle de turister”, fortæller han.
Rúni Brattaberg arbejder for, at hans fotobøger skal udkomme i 2025. I så fald bliver det et gensyn med et mangfoldigt blik på det færøske folk, livet på Mykines med bl.a. den årlige fuglefangst, og øens betagende naturelementer.    

Apropos naturelementer så får det danske publikum senere på året mulighed for at opleve Runí Brattaberg og hans vokale formulering af naturkræfterne, når han den 24.-30. august 2025 kommer til Esbjerg for at opføre R. Wagners ”Ragnarok” fra Nibelungens Ring. Det er Den Ny Opera, der gennemfører projektet, som begyndte med opførelsen af ”Valkyrien” i 2017. Til august synger Rúni Brattaberg rollen som Hagen.
Et repertoire og en klangverden, der falder ham lidt mere hjemmevant og som han løbende opfører på de store scener rundt i Europa og også New York. Men han har også tidligere sunget et nyt værk, der tager udgangspunkt i den nordiske mystik. Det skete i 2004, da briten Gavin Bryars skrev operaen ”From Egil’s Saga” om Vikingen Egill Skallagrimsson – Islands nationalhelt og digter – specielt til Rúni Brattaberg.

Værket blev uropført i London, og som en del af opførelsen var der mikset afspilninger af Rúni Brattabergs stemme ind, som stammer fra optagelser af hans sang i huler på Færøerne. En særlig lydlig stemning med en vis autenticitet, må man forestille sig.

Helt jordnært erkender Rúni Brattaberg, at der er et stort pres forbundet med at være sanger. Men han har altid en god støtte tæt på sig. ”Min kone er min coach”, fortæller han med fornyet glæde, da talen falder på Susanne Brattaberg, der også er operasanger og født i Tyskland. ”Hun er ofte med mig rundt og er med til slutprøverne”, siger han. ”Og hun er ærlig – hun siger, hvad der skal rettes til og laves om”.

Det er jo ikke helt til at vide, om det er på grund af den danske anmelders tilstedeværelse. Men Rúni Brattaberg lyder oprigtig – som i det hele taget i hele interviewet – da han til sidst kommer med et stort ønske. ”Min store drøm er at synge i København”, siger han med et stort lys i øjnene. ”Det var der, det hele startede”, husker han. Man mærker, at det betyder noget for ham. Som kunne det være en slags ring, der ville sluttes for ham privat. Men ikke endeligt. For der er fortsat god efterspørgsel på færingen med den store, rolige stemme, en fyldig positur og højde – og en lys, humoristisk og varm personlighed.   

Rachel Einarsson