Det er lige før, man kan høre den lystige klarinet og se Egon Olsens utålmodige trippen og tyggen på en sur cigar, når man ser den ikoniske facade til Vridsløselille Statsfængsel. Men én ting er den lette underholdning, en anden er den alvorlige hverdag, som mange fanger gennem 160 år har gennemlevet bag murene, indtil de sidste indsatte forlod fængslet i 2016.

Nu står bygningerne til at skulle transformeres til en slags ny bydel, så det gamle fængsel bliver sat fri og får et helt anderledes liv. Men indtil videre står stadig meget af fængslets oprindelige look tilbage. Og det kommer nok til at passe perfekt til at danne ramme om ”HJEM”, en ny opera om ensomhed.
Bag opførelsen står librettisten Stine Rejnholdt, komponisten Josefine Opsahl og Nullo Facchini, der er instruktør.

Sammen vil trioen og et amatørkor med 40 sangere samt fire operasangere føre publikum rundt i de smalle rumforhold, gange og celler, mens autentiske fortællinger om ensomhed vil blande sig med Josefine Opsahls elektroniske enmandsorkester. For også musikken er solo.

”Jeg vil gerne lave et teaterrum, hvor man kan undersøge, hvordan ensomheden føles”, fortæller Stine Rejnholdt.

”Ensomhed er stadig et stigende samfundsproblem, og det skyldes også sociale medier og meget individualisering”, lyder hendes vurdering. Det bekræftes af nye tal fra Danmarks Statistik, der viser, at op mod 10 pct. af befolkningen oplever ensomhed. Ensomme mennesker lever kortere tid, og ensomhed koster samfundet over syv mia. kroner om året; fængslende fakta, som får autentiske udtryk i ”HJEM”.

”Jeg har interviewet en række mennesker om deres ensomhed, og de samtaler ligger til grund for librettoen. Ensomheden er meget forskellig. Måske er man vegetar eller autist. Hos andre findes ensomheden i et ægteskab. Det kan også være, at man savner en partner, og for nogen er ensomheden grundlagt i barndommen – f.eks. på grund af et svært forhold til forældrene”, siger hun og forklarer, at hver historie enkeltvist får sin egen plads i ”HJEM”.

Man mærker på Stine Rejnholdt, at samtalerne har gjort indtryk. ”Det er jo et dybt sted at starte: ”Fortæl mig om ensomheden i dit liv”. Og derfor har jeg også anstrengt mig for at videregive fortællingerne i librettoen, så de medvirkende kan spejle sig i det. Men samtidig må det også gerne blive alment og formuleret som grundfølelser”, funderer hun.

Derfor har Stine Rejnholdt holdt librettoen i naturalistisk stil og i den tone, de medvirkende har formuleret sig i. Teksterne er derfor meget ligetil, og noget er også direkte citat.

Hele ”HJEM”s sammensætning af emnet ensomhed, autentiske samtaler med ensomme og et fængsel som ramme giver stof til mange ordlege; et fængsel som netop er hård isolation lægger fysisk ramme til isolerede fortællinger. Hver historie har sin scene, og det lille publikum føres rundt i fængslets forskellige rum under forestillingen. Altså, en vandreforestilling.

”Jeg har lavet vandreforestillinger før, men jeg har aldrig været i et fængsel”, fortæller Nullo Facchini med en vis lettelse i telefonen.

Han er fascineret af, at en forestilling passer helt præcist til det sted, den opføres. Det har han haft rig mulighed for at dyrke i denne opsætning. ”Vi forsøger at bevare den rå stil i fængslet så meget som muligt. Vi er vant til at bruge det, der er på lokationen”, fortsætter han om den måde, teamet arbejder på. ”Det er bedst at lave tingene på stedet, hvor man kan mærke rummene”, fortæller han, så man føler, at man alene via hans ord næsten kan dufte fængslet. Han afslører også, at forestillingen munder ud i fællesspisning for publikum efter forestillingen.

”Det bliver en rejse fra ensomhed til fællesskabet”, fortæller Nullo Facchini, hvorefter han leder samtalen ind på musikken, som også repræsenterer ensomhed. ”Josefine Opsahl benytter kun ét instrument, men hun er så stærk i at arbejde med celloen elektronisk. Med effekter og forudindspillede tracks bliver det til en katedral”, siger han respektfuldt.

Netop sammenligningen med en kirke virker ikke helt fremmed for Josefine Opsahl.
”I skriveprocessen følte jeg, at jeg egentlig var i gang med at skrive et requiem”, funderer hun og forklarer, at operaen indeholder elementer som f.eks. bekendelse, skam, skyld, nadver, syndefald og afslutningshymne.

”Vi mangler nogle gange det, som kirken var engang: Et sted, hvor man mødtes”, vurderer hun. ”Vi har frasagt os det, men mangler det alligevel. Vi har glemt, at vi mangler det fællesskab, fordi vi er mennesker. Karrieren fylder meget for mange mennesker, og alt er til diskussion. Der kan vi stå på den anden side og konkludere, at vi lever i hver vores lejlighed. Der er et afsavn. Vi har ikke længere de her naturlige fællesskaber, som vi bare kan falde ned i. I denne opera kan vi tale om ensomheden. Vi er mennesker og kan mødes”, siger hun.  

”HJEM” er ikke så avantgardistisk,
og det har noget med ærligheden
i teksterne at gøre”

Josefine Opsahl, komponist

Men også musikken er ensom i "HJEM". En cello er det bærende instrument, og ved opførelsen er det cellisten Andrew Power, der fører buen. ”En ensom cello er musikkens anker”, forklarer Opsahl. ”Dens dybe og knurrende klange finder med- og modspil i elektronisk genererede skygger af dens klang; et nutidens digitale ekkokammer for den ensomme”, lyder det.

Men hvordan passer emnet ensomhed så med operaens somme tider voldsomme udtryk? Her fortæller Josefine Opsahl, at modsætninger netop kan supplere hinanden. Og hendes intention er, at det ordinære udtryk i librettoen vil få et løft i operaens ekspressive musikalitet.

Hun sammenligner i øvrigt stilen med sin single ”Past present future”, der udkom dette forår. Dog er flere passager alligevel mere klassisk akustiske i ”HJEM”, præciserer hun.

Og så har hun været på opdagelse i fængslets bare rum for at optage lyde. En arbejdsgang, som hun kalder for udmaninger.

”Jeg bruger koret som resonans, og så er der udmaninger af fængslets egne lyde. Det kan være en blæser, der blafrer, en lampe der blinker. Selve følelsen af indespærring. Det intime i celloen spiller sammen med højdepunkter i operaens udtryk, og solisterne får sangbare passager. ”HJEM” er ikke så avantgardistisk, og det har noget med ærligheden i teksterne at gøre”, fortæller Josefine Opsahl.

Ligesom i en klassisk opera medvirker altså også et hold sangsolister i ”HJEM”, hvor de også får hver sin rolle.

”I HJEM dvæler og svæver fire operasolister ind og ud af en række ensomhedens skikkelser som mobiler, der stille og i eget tempo drejer frit i luften. Hver skikkelse har en scene, hvori dennes ensomhed får plads, manes frem, finder udtryk og følelsesmæssige dybder i sit tonesprog”, lyder det fra en komponist, der kæmper for at bringe ensomheden til samtale i et fællesskab.

Og så skal der også være et håb i forestillingen, pointerer Stine Rejnholdt.

”Det skal ikke kun være tungt og trist. Der er også håb og fortælling om et fællesskab. Publikum bliver også en del af koret, og til fællesspisningen bagefter tager fællesskabet over. Som et modsvar til ensomheden”, siger hun.

Som sagt er der premiere den 14. august, og sidste forestilling gennemføres den 22. august.
De medvirkende solister er Nina Bols Lundgren, sopran, Nana Bugge Rasmussen, mezzosopran, Jens Christian Tvilum, tenor, og Steffen Bruun, bas.

Udgivet den 12. august 2023

Rachel Einarsson