Rumænsk kædedans og dansk tango slog gnister i Aarhus

Det var som julenat. Der var kun en stald. Men deri udfoldede sig netop det mest vidunderlige og livgivende. Jakob Bahr og Mihaela Oprea tør kaste sig ud i folklore-stilen, som de får til at futte og gnistre, så gåsehuden ikke vil lægge sig.

Og så tager de musikken og publikum alvorligt. 

Koncertanmeldelse

Mihaela Oprea, violin

Jakob Bahr, klaver

Musikhuset Aarhus

Det kan være svært at vide, hvad man har i vente, når blot to instrumentalister stiller op. Alt er fuldstændig åbenlyst, det kræver ekstra meget at være så eksponeret, det kan enten briste eller bære – eller blive kedeligt. Sådan en situation har pianisten Jakob Alsgaard Bahr og violinisten Mihaela Oprea sat sig selv i.

Den 11. maj var det som julenat i deres selskab, hvor det mest autentiske og mest over-vældende dukkede op.

Mihaela Oprea og Jakob Bahr har spillet sammen i en årrække og har to udgivelser bag sig. Repertoiret er musik af rumænske og danske komponister, og dermed dyrker de to musikere hver sin nationalitet i musikken sammen. Det er egentlig ret simpelt, men også ganske genialt. Og i hænderne på de to bliver det yderst virkningsfuldt og helt fantastisk.

Carl Nielsen fik lov at åbne koncerten med Sonate nr. 2 for violin og klaver, inden Sonate nr. 3 for violin og klaver af rumænske G. Enescu kom til ørenlyd. Mihaela Oprea introducerede musikken på en kort, præcis og levende måde, og koncertens to første indslag var de længste. Efter pausen kom en blanding af kortere stykker, så det skiftede mellem rumænske og danske stykker.

Det gik hurtigt op for én, at Mihaela Oprea og Jakob Bahr kan noget særligt sammen. Helt ukrukket og ubesværet gør de musikken til en leg, som er meget behagelig at overvære. Repertoiret er også meget velvalgt både i indhold og spilletid. Og duoen tager ikke musikken for givet, det mærker man tydeligt.

Mihaela Oprea kom godt i bund med buen, så de lækre toner på violinens G-streng fik masser af plads i Carl Nielsens lidt underfundige og snørklede sonate. I stykkets anden sats var der flot voldsomhed og udbrud i begge instrumenter, mens der i tredje sats kom opblomstring og optimisme på den lidt skæve Carl Nielsen-måde.

Heroverfor fik vi efterfølgende G. Enescus sonate, som man hurtigt rockede med på, selv om man måske ikke havde hørt den før. Den sprælske, gnistrende og fyrige tone fra den rumænske folkemusik stod på tæerne, og Mihaela Oprea viste flot solistisk overskud og teknisk overlegenhed og alsidighed uden at være bastant. Både klaver og violin bragede godt igennem, også i den lækre buldren i de dybe toner.

I afdelingen for små stykker fik vi et væld af livsbekræftende energi, farverige overraskelser og spændstig folkemusik, så man mærkede livets inderste og stærkeste kerne. Særligt imponerende var en bondedans af C. Dimitrescu og en romance af Carl Nielsen; at sætte to så forskellige stykker op overfor hinanden gav en fantastisk dynamik, som i sin forskellighed alligevel komplementeredes gensidigt. Den fyrige folketone og de meget tætte tonerækker hos Dimitrescu dannede smuk kontrast til Carl Nielsen i et af hans bedre øjeblikke, hvor han har tænkt i harmonisk ro og orden.

I samme vægtklasse fik vi Fini Henriques ”Vuggevise”, som duoen fremførte med fantastisk inderlighed og enkelthed.  

”Hora Staccato” af G. I. Dinicu viste sig af være en fantastisk kædedans, hvor klaveret også spiller op med mange skønne detaljer. Sluttelig svingede duoen tonerne rundt i J. Gades ”Tango jalousi”. Her var der generelt god energi, men man savnede nok mere hvæs og udfarenhed i violinen. At det uperfekte gerne måtte træde de trykte noder lidt mere over tæerne. 

Da man gik fra koncerten, ville hårene ikke lægge sig. Ligesom julen, der varer ved i mange dage. 

Rachel Einarsson

Udgivet 13. maj 2022