Bo Boje Skovhus virker som en personlighed, der måske hele sit liv har været overbevist; sikker i sine valg i livet og vejledt af et indre kompas til bestemte mål.

Da først han fik sporet sig i den musikalske retning, gik det hurtigt fremad til de vigtigste scener indenfor klassisk musik rundt om i verden. ”Jeg ville egentlig have været læge, men jeg dumpede den lille latinprøve”, fortæller han afklaret om et kort afsnit af sit liv. Men den mistede prøve tog han som endnu et tegn på, at han skulle gå musikkens vej. ”Nu er vores datter blevet læge, så på den måde er drømmen alligevel gået lidt i opfyldelse”, konstaterer han med en vis ro. Datteren har han sammen med sin hustru, der er kulturmanager i Østrig, leder af forskellige festivaler og også arbejder for et galleri i Salzburg.

Der er således flere forhold, der holder Bo Boje Skovhus i Wien, hvor familien nu er bosat.

Men det hele begyndte i Ikast, hvor Bo Boje Skovhus er opvokset og gik i gymnasiet. Her blev han opdaget af et opmærksomt lærerpar, og det blev afgørende.

Vi taler i øvrigt i telefon sammen ved interviewet. Bo Boje Skovhus er på tidspunktet for samtalen i Madrid, hvor han i slutningen af januar til den 7. februar synger den krævende og noget dystre rolle som Kong Lear i Aribert Reimanns opera ”Lear” – en opera, hvis libretto lægger sig efter W. Shakespeares tekst i ”King Lear” fra 1605. Operaen fik premiere i 1978 i München, mens den aktuelle opsætning sker på Teatro Real i midten af den spanske hovedstad. En såkaldt moderne opera, som Bo Boje Skovhus tidligere har sunget i Paris, og som med sit ofte kaotiske melodiunivers og sin nærmest aggressive undergangsproces river op i øregangen. Men Bo Boje Skovhus trives med hele spektret af den klassiske sang – de nye, eksperimenterende værker såvel som de storladne, gammelklassiske. Faktisk især med de nye.

Det skal vi høre mere om lidt senere.
For der var det med lærerparret fra Ikast.

”Jeg har oplevet gode musiklærere, både i folkeskolen og i gymnasiet, nogle, der kunne lære os elever musik. Det findes ikke på dén måde i dag”, erindrer og vurderer han. ”Jeg var heldig. Jeg kom på gymnasiet, hvor lærerparret Hanna og Åge Christiansen hjalp mig. De sendte mig videre til en lærer i Aarhus”, fortæller han med taknemmelighed i stemmen.

Derfra gik turen videre til Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus, hvor Bo Boje Skovhus stødte ind i udfordringer med en del af den danske mentalitet.

”Problemet dengang var, at da man kom på konservatoriet, kom man ind med stor entusiasme. Jeg ville leve af at synge. Men man fik én i hovedet: Vi skal blive pædagoger, og vi kommer til at synge i kor, lød det rundtomkring”, husker han. ”Middelmådigheden skal sejre, det er dansk. Det, at der ikke er nogen, der skal være bedre end andre, men at vi går efter det store midten", siger han om oplevelsen af ånden i det danske musikliv dengang.

Trods det fandt han alligevel sin egen vej videre.

”Jeg har været heldig med, at jeg er blevet plukket ud”, konstaterer han. ”Jeg havde et kursus med Lone Koppel, og hun sagde: ”Du skal til København og synge på operaskolen (Det Kgl. Teaters Operaskole, red.)”. Det kom han så, og her fik han sangundervisning hos Lone Koppel og hendes mand, Björn Asker.

”Man kan godt, hvis man vil”, siger Bo Boje Skovhus og henviser til ambitionsniveauet i Danmark, som han ikke kunne finde sig selv i. ”Det er helt anderledes i Østrig, og jeg er meget glad for at være kommet ud af Danmark”, konstaterer han, igen med en klar tone i stemmen. Jeg bad ham om at uddybe dette, og han nåede frem til denne forklaring:

”Jeg tror ikke, jeg kunne tænke mig at flytte tilbage til Danmark. For det første naturligvis, fordi jeg er gift med en “wieneren“, som aldrig kunne bo et andet sted end i Wien. Men også fordi, jeg igennem 35 år har vænnet mig til, at det, jeg laver som profession i Wien, absolut står som nummer et. At være en kendt operasanger i Wien er måske som i Danmark at være en stor fodboldspiller. Og det siger jo egentligt mere, end jeg behøver at forklare…..!”, skriver han til mig efter interviewet i telefonen.

Vi må altså forstå, at Danmark har svært ved at udkonkurrere Wien i klassisk musik. Naturligvis.

”Jeg bor i Wien nu. Der er ikke nogen by i verden, hvor der er så stort udbud af kulturelle udbud. Der er enormt mange ting at vælge mellem, og kulturen er meget højt sat her. Den betydning kultur har, er helt anderledes her. I Danmark er man i højere grad kun kulturel, når man skal have det sjovt. I Østrig er kultur grundlæggende for selve livet”, siger han.

Men hvordan er det så med klassisk musik i Østrig, spørger jeg ham – er det forbeholdt den økonomiske elite i samfundet? Han medgiver det delvist. ”Det er stadig et delt selskab, for Staatsoper-billetter har jo en vis pris. Men det, der er glimrende, er, at der også er ståpladser på Staatsoper, faktisk 700 pladser. De koster ca. syv euro - det er jo ufatteligt, hvis man kan se Netrebko til den pris”, vurderer han.

Og man er tilbøjelig til at give ham ret. Man bør så dog nok huske gode sko og lade de stive stiletter blive hjemme i skabet.

Hvis vi spoler tilbage til Bo Boje Skovhus’ første tid i Wien, begyndte hans liv i udlandet i Die Volksoper Wien som tidligere nævnt. Men hvilken bro kunne han træde ud på fra København til Wien?

”Jeg var på kursus med sopranen Sena Jurinac”, fortæller Bo Boje Skovhus. ”Jeg spurgte hende, hvad man kunne gøre for at komme lidt ud i verden, for jeg var lidt træt af Danmark. Hun anbefalede mig til Volksoper. Derfor kom jeg til Wien for at synge for, som det hedder”, erindrer han om sit første foretræde for den internationale scene.

Og derfra gik det hurtigt.

”Så blev jeg engageret med det samme. Det havde jeg ikke regnet med, heller ikke på operaskolen. Jeg sagde ja, selvom det til at begynde med selvfølgelig var halsbrækkende”, fortæller han. Igen mødte han modstand fra den danske middelmådighed.
”Folk sagde, at jeg ville brække halsen på det. Men ”hvis det her går galt, så har jeg stadig mulighed for at læse medicin bagefter”, sagde han til sig selv. ”Det var lidt overrumplende, og jeg skulle omstille mit liv i så ung en alder. Jeg var 26 år, og det var bare med at pakke tingene sammen. Hvis man ikke vover noget, vinder man ikke. Og heldigvis gik det godt", slutter han fortællingen om broen fra København til Wien, som han krydsede i 1988.

Efter nogle år hos Die Volksoper Wien skiftede Bo Boje Skovhus til Die Wiener Staatsoper, hvor han blev indtil 1993, og han savner ikke trygheden i at være fast tilknyttet en enkelt arbejdsgiver. ”Det er væsentligt mere interessant at være freelancer. Det er godt i starten af karrieren at have et fast sted, hvor man opbygger et repertoire. Når man er i et ensemble, har man tid til at lære tingene, og det er vigtigt for unge sangere”, lyder hans vurdering.

Men hvordan er det så at være dansker i det store, internationale klassiske miljø, spørger jeg ham – er der fordele eller ulemper, som man mærker fra sin danske baggrund?

”Der er en god ting, som jeg har med hjemme fra: Man har begge ben på jorden, når man kommer fra Jylland. Man er stadig forankret i noget. Man går ikke helt op i stjernerne. Som dansker er man altid velset ude i verden. Der er ingen fordomme overfor danskere, og det skyldes, at vi er så lille og ubetydeligt et land, at vi ikke gør nogen ondt og har en masse fordringer. Mange beundrer også Danmark for sit frisind og det, at vi ikke har så mange fordomme. Sådan er det også i det sydlige Europa, hvor der netop er mange fordomme om alt muligt.”, lyder hans erfaring.

Temmelig fordomsfri kan man godt sige, at Bo Boje Skovhus er i det materiale, han har på sit repertoire. Han har vist prøvet alt det, der helt klassisk er attråværdigt for en baryton, mens han også gerne tager mere vovede roller i nyopsætninger af kendte værker og også er positiv overfor helt nye værker.

Bo Boje Skovhus har ført et travlt karriere-rejseliv med opførelser mange steder i verden på scener som eksempelvis The Metropolitan Opera i New York, Teatro Liceo i Barcelona samt de store scener i Østrig. Det er også blevet til flere besøg i Danmark gennem årene. Han lagde hårdt ud med hovedrollen i W. A. Mozarts ”Don Giovanni”, da han debuterede på scenen i Der Volksoper Wien. Det var i 1988. Og før, han var helt færdig med studierne i Danmark.

Da han var i 30’erne, kunne man opleve ham som Billy Budd i B. Brittens opera af samme navn, mens rollen som greven i ”Figaros bryllup” også har været i hans kalender en del gange. På Det Kgl. Teater har han fremført rollen som Odysseus i operaen med samme titel af C. Monteverdi, ligesom rollen som Eisenstein i ”Flagermusen” har været opført på The Metropolitan i New York med Bo Boje Skovhus i hovedrollen.

Men altså, den nye musik har også en plads i hans hjerte.

”I øjeblikket laver jeg Aribert Reimanns ”Lear” på Teatro Real i Madrid”, fortæller han. ”Det er moderne musik. Sådan nogle ting kan jeg bedst lide, for det er interessant at arbejde med”, siger han, så man mærker hans stadige nysgerrighed efter at udvide horisonten; at nå videre ud end det vante og udover den sikre middelmådighed.

Det kræver dog også en anden måde at arbejde på, lader han os vide. ”Det at læse ny musik tager mere tid end at lære det klassiske. Mine overvejelser er, om jeg vil blive ved at bruge så meget tid på det. Det tager virkelig meget tid. Det jeg laver nu, tager nok et halvt år at øve på. Men det er samtidig det, jeg laver mest, og i 2024-25 har jeg fire moderne stykker i kalenderen”, afslører han.

”Man skal tænke sig om, før man siger ja til sådan noget. Jeg er ikke sikker på, at folk ved, hvor meget arbejde, der ligger i det”, funderer han. Det kan vi som publikum tænke lidt over til næste gang, vi sætter os i sædet til en moderne forestilling.

For Bo Boje Skovhus handler det også om kvaliteten i det, han leverer. ”Målsætningen er, at det skal gøre ordentligt”, pointerer han og fortæller, hvorfor han er særligt begejstret for Reimann.

”Det går sådan med ny musik, at det ofte spilles få gange og derefter går i glemmebogen. Men "Lear" er blevet opført flere gange nu, og jeg har sunget den et par gange før. Den er blevet en klassiker og vil også være der i fremtiden”, forudser han.

Men der er stadig det med den moderne musik og dens teknik. ”Det kræver noget helt andet at synge Reimann, også på grund af sprächgesang”. Det vil sige, den særlige sangteknik, der kræver, at sangeren kan balancere mellem at synge og tale. Teknikken er særligt kendetegnende for den tyske ekspressionisme, og der er kæmpe forskel på at synge det nye og det gamle, siger Bo Boje Skovhus. ”Mange sangere fravælger det nye. Men hvis man har en god teknik, kan man synge hvad som helst”, siger han og lader igen sit drive for at nå nye mål med sin sang skinne frem i samtalen. Der er ikke så meget klynk, føleri eller tvivl i hans svar. Han er en mand med klare overbevisninger.

Overbevist er han også om, at Lied-genren er værd at gå ud i verden med. Som et parallelt kunstnerisk spor har Bo Boje Skovhus dyrket denne genre, der på nogle måder skaber et modspil til operastilen. Det er især værker af Schubert, Schumann eller Hugo Wolf, der har fået en tur på scenen i hans selskab.

”Jeg har altid ført de to spor, og det giver en god balance at dele det op”, siger han. ”Jeg er sanger, og så kan man synge begge dele. Jeg lever mere eller mindre af opera, man kan ikke leve af at være koncertsanger”, konstaterer han desuden.

Sceneformen er også anderledes i Lied-stilen. Og her rammer Bo Boje Skovhus ind i noget centralt for vores tid.

”Hvis man synger Lied, er man mere nøgen. Der er ingen scenografi; man står der alene — ingen orkestergrav, du er bare udleveret. Og der er ikke et eller andet, som folk kan se på. Det er en anden opsætning af musik, hvor man som publikum kun skal bruge én sans”, forklarer han. ”Men fra de visuelle medier er vi vant til, at der konstant kommer nye billeder. Man er vant til, at alt bliver serveret på en bakke, også det, man skal føle. Publikum fordres ikke til at få vakt associationer via visuelle medier, hvor alt bliver serveret”, siger han, så man føler, at han sigter efter den konstante madning af øjnene og et somme tider hektisk fortælletempo.

”Det er godt at komme tilbage til, at der kun er én sans”, siger Bo Boje Skovhus. ”Det er interessant for folk at kunne danne deres egne følelser og billeder af det, de hører.” Hvilke roller har mon så gjort mest indtryk på Bo Boje Skovhus selv igennem en så lang karriere, vil jeg gerne vide. Da jeg spørger ham om det, melder W. A. Mozart sig først i tankerækken.
”Alle Mozart-roller”, siger han og nævner bl.a. ”Figaros bryllup, som har opført med store dirigenter som for eksempel Claudio Abbado. ”Men også de moderne ting og værker, som bliver skrevet til én”, tilføjer han.

Det er netop, hvad der sker søndag den 11. februar, når Bo Boje Skovhus skal synge en ny udgave af Schuberts ”Winterreise” med Danmarks Underholdningsorkester. En udgave, som John Frandsen har skrevet. Bo Boje Skovhus er også ret begejstret for den tyske komponist Aribert Reimann. ”Jeg begyndte at synge ”Lear”for 10 år siden, og det er en rolle, man tager med sig, og det udvikler sig hele tiden”, oplever han. Men også rollen som Brittens Billy Budd har præget ham, fortæller han og forklarer, at det bl.a. var mærkeligt for ham, at der kun var mænd med i forestillingen.

Nogle roller ser han som aldersbestemte, og derfor vil han ikke længere synge ”Don Giovanni”. ”Man kan ikke blive ved med at synge de samme ting, for så passer det ikke med musikken”, siger han nøgternt og nævner i samme ombæring, at han gerne stadig vil spille greven i ”Figaros bryllup”.

Bo Boje Skovhus er 61 år. I en række år har han også gjort sig tanker om, hvornår han vil indstille karrieren og det travle rejseliv. Hvordan ser han på dén del nu, tænker jeg.

”Jeg har været freelance i 30 år 100 pct. Jeg har sunget alt muligt, og jeg rejser stadig rundt”, konstaterer han. ”Jeg er kommet i en alder, hvor det går lidt langsommere. Men jeg har nok at lave. Og det er et spørgsmål om, hvor længe man vil blive ved. Jeg vil gerne synge nogle år endnu. Spørgsmålet er, om man gider at blive ved at rejse så meget rundt, når man er kommet i denne alder. Men det er stadig sjovt”, lyder hans overvejelser.

Vi får lov at have ham på scenen nogle år endnu, lyder det til. Han har dog en drøm om, hvordan det skal blive at stoppe med karrieren en dag. ”Jeg vil gerne have en hund igen. Min hustru vil gerne have en gravhund, men jeg vil have en ordentlig hund, en stor hund”, siger han. ”Vi må have to hunde, og så skal jeg holde op med at rejse, for det er ikke let at have en hund med på rejserne”, forklarer han.

Men der er altså fortsat opsætninger i kalenderen et stykke ud i fremtiden, og det gælder også en spændende uropførelse i næste sæson. Og her gælder noget særligt, når det er uropførelser, siger han. Man får tit noderne lidt sent, men det er samtidig også det spændende ved uropførelser, fortæller han.

Om nogle dage gælder det så F. Schuberts ”Winterreise” fra 1827, som han vil opføre sammen med Danmarks Underholdningsorkester. I en symfonisk orkestrering af John Frandsen. Lied for solist og orkester. Og her ligger landet på nogle måder også åbent for Bo Boje Skovhus, for han ved endnu ikke helt, hvordan det kommer til at lyde eller foregå.

”John Frandsen har orkestreret ”Winterreise” til mig, og det er en kæmpe mundfuld for mig. Det bliver spændende at høre de 24 store sange, som jeg har sunget masser af gange, fra jeg var 50 år. Men med orkester bliver det anderledes”, vurderer han. Han mener, at det kræver noget livserfaring at synge ”Winterreise” med al dens melankoli, smerte og længsel. ”Enhver idiot kan synge tonerne, men man skal have oplevet noget i livet for at kunne udtrykke indholdet”, siger han uden omsvøb. ”Jeg har hørt unge sangere synge det og tænkt: Hvorfor synger de det, når de ikke kan gøre mere ud af det?”

På søndag viser Bo Boje Skovhus, hvad han får ud af de 24 vintersange. Man fristes til at sige, at det sker, når en fugl fra syden er på vinterbesøg i det kolde nord.

Koncertinfo:

Koncerten finder sted søndag den 11. februar kl. 16.00 i Konservatoriets Koncertsal, Frederiksberg.

Udgivet den 5. februar 2024

Rachel Einarsson