Hjerteblod, morild og van(d)vid

Det virkede lidt vovet: At sætte helt ny musik på programmet sammen med gamle, veletablerede værker. At placere et værk om vand midt mellem wienerklassik og tysk højromantik.
Lil Lacys nykomponerede orkesterværk ”Morild” fik sin debut med Randers Kammerorkester i onsdags.

Lil Lacy er vokset op ved vand. Ca. 10 meter udenfor sit barndomshjem ved Skæring Strand nord for Aarhus. Og vand er fortsat en kilde til inspiration og magi, som også sætter sit aftryk i hendes musik.
Som en ekstra luksus var der onsdag aften mulighed for at komme til foredrag med Lil Lacy før koncerten. Her fortalte hun om sit virke generelt som komponist, ligesom hun indviede os i tankerne bag ”Morild”. Hun fortalte også, at hun på et tidspunkt var ved at gå fotografvejen, men at musikken alligevel vandt; det ændrer dog ikke på, at hun stadig tænker meget visuelt, når hun komponerer. ”Jeg tegner mit værk, når jeg komponerer”, fortalte hun. ”Så har jeg også fornemmelsen af at være inde i mit eget værk”.

Det hele endte med at give god mening; Lil Lacy var tydeligvis selv spændt på at overvære uropførelsen, og det smittede af på publikum.
Vi opdagede, at det fantastiske og fuldt ud vellykkede ved ”Morild” er, at det afspejler naturen på en genkendelig måde. På en eksperimenterende, men slet ikke uforståelig langt-ude-abstrakt vis. Man fik nærmest et fotografisk lydbillede af morild.

Som en skøn indledning lægger hun ud med en transparent klang i hele kammerorkestret. Faktisk var der lidt New York-jazz-stemning indover med lækker walking bass under flotte akkorder hos blæserne. Strygerne fik deres melodiøse passage, og deres luftige flajolet-tæppe illustrerede helt fantastisk forestillingen om morild. Vi hørte pust fra havet som et åndedræt, og man ledte efter, hvor i orkestret det kom fra. Instrumenternes evne til at lyde som sagte havbølger og flygtige indtryk har Lil Lacy udnyttet på en meget smuk måde. Og pludselig kommer et brud frem i klarinetten, og orkestret følger efter i bølger som en rytme af havets åndedrag. Fuldstændig som Lil Lacy fortalte om før koncerten.

Nu vender hun tilbage til et tema fra starten af stykket, og det er meget virkningsfuldt; at det ikke bare er et moderne kaos af tilfældige stumper af indtryk, der flyver rundt, men at der er et anker som en slags holdepunkt. En bærende idé, som er til at få øre på. Vi genkendte også fløjtens opadgående tonerækker, der skal symbolisere en pludselig ændring i lyset i morild.
En slags melodi vokser nu op, og det er, som vender havet tilbage. Bassen, suset af havet, flydetoner, violinernes yderste toner i svag skratten på den anden side af instrumentets stol.

En anden styrke er, at stykket har en meget fin længde. Lil Lacy spilder ingens tid, men viser os morild i en passende portion, så vi er mætte på en behagelig måde. Man mister på intet tidspunkt koncentrationen.

Det gjorde vi heller ikke i koncertens andre dele, der repræsenterede helt andre epoker og stilarter fra musikhistorien. Mordechai Rechtmans udgave af J. S. Bachs ”Conserto nr. 2 efter Vivaldi” for blæserkvintet havde et måske lidt for frisk tempo, så noget af intensiteten udeblev. Men medrivende og vellykket må man sige, at det alligevel var; J. S. Bachs nærmest ubegribelige inderlighed og harmonier kom godt frem, og musikerne kringlede sig flot igennem det sikkert teknisk svære værk.

Lækre spinkle detaljer og let genkendelige kadencer var der nærmest overflod af hos tysk-tjekkiske Rosetti. En komponist der er noget kørt over af samtidens store stjerner i sidste halvdel af 1700-tallet. Så meget desto mere interessant at høre fra ham. Der var referencer til W. A. Mozarts fornemme akkorder, man bemærkede de flotte afslutninger på satserne, og en lækker, nærmest trippende dans af toner var kendetegnende. Fantastisk at høre ”nyt” fra en periode, hvor det flød med storladen musik i fineste udsmykning.

Sluttelig fik publikum en helt fantastisk fremvisning af F. Schuberts tankeverden spillet af et nærværende hold musikere, der kastede sig ind i kampen. Eller festen. Den særlige besætning med to cellostemmer giver ekstra dybde og tyngde til de ypperlige temaer, detaljer og meget tæt spundne klange, der bare betager og vidner om, at et geni har været på spil med alt sit hjerteblod. Romantikken kom stærkt og flot frem, så man næsten måtte rødme på stolerækken; overlegent, charmerende, tophamrende lækkert. Musikerne var dybt involverede i legen, og man kunne også høre kvaliteten af de fine instrumenter.
Værkets folkemusiske elementer, især i tredje sats, fik det rette lidt træskotunge swung, og man mærkede, at værket virkelig vil noget i verden. Den også meget spændstige sidste sats blev en overbevisende afslutning på en flot aften.

Og sådan gik det til, at ”Morild” passede fint ind blandt sine noget ældre kolleger i programmet. Vanvid blev til van(d)vid.  

Randers Kammerorkester opfører i øvrigt "Morild” igen i Støberihallen, Hillerød,
søndag den 10. marts kl. 16.00.

Udgivet den 1. marts 2024

Rachel Einarsson