01.10 2024

Om hvordan samklang er en ædel kunst både i musikken og livet

Allerede ved screening af bogens forside aner man, at en lidt anderledes læseoplevelse er i vente. ”Duografi” står der som en slags kategorisering af bogens art og genre. Som en forlængelse af denne sproglige opfindsomhed kan man med småt på en af bogens første sider læse, at forfatteren helt bevidst har valgt at skrive i et frit og personligt sprog. Et sprog som ikke er domineret af retskrivningsordbogens regler. Og det ses tydeligt; emfaser, versaler og lighedstegn fungerer side om side med et i øvrigt meget levende og ellers ret korrekt sprog. En sproglig frigjorthed der vidner om, at Elisabet Selin er engageret i fortællingen om sin far og det liv, de to fik sammen. Et regelret sprog er for snævert til at rumme historien, ligesom Axel Borup-Jørgensens musik, der i sin modernistiske opfindsomhed også brød en del traditioner for tonekunst.
Og så evner Elisabet Selin desuden at sige en del mellem linjerne.

Rent fysisk føles bogen tung – og er svær at proppe i en håndtaske med sit betydelige format. Men også indholdsmæssigt kan ”Samklang” i perioder forekomme lidt tung at komme igennem. Fordi Elisabet Selin er så omhyggelig; omhyggelig i dokumentarisk forstand. Hun blander forskellige litterære genrer, så man både får hendes egne erindringer, ligesom indledningen om faderens ophav også sker i datterens fremstilling. Siden refererer Elisabet Selin fra brevvekslinger mellem bl.a. hende selv og faderen, ligesom der også er brudstykker af komponistens dagbog. Elisabet Selin virker troværdig og fokuseret på at grundfæste fortællingen i historiske kilder.

Indimellem springes der pludselig fra ét emne til et andet, ligesom det kan være svært at fastholde, hvem de forskellige personer er. Som et fast princip afbryder Elisabet Selin ofte sin egen fortælling med en slags faktaboks om det værk, der nu følger i kronologien i fortællingen: Værkets titel, hvor uropførelsen finder sted, hvem der spillede på hvilket instrument osv. På den ene side er denne form afvekslende og interessant, mens den på den anden side også giver en noget ujævn og afbrudt læsning. Især i bogens sidste del er der mange faktuelle oplysninger om opførelser, musikere og værker, hvilket virker lidt tungt, når man som læser er en slags udenforstående. På den anden side kan man ikke andet end beundre denne grundighed og omhyggelighed, for man kan jo faktisk også benytte bogen som et opslagsværk for konkrete oplysninger om Axel Borup-Jørgensens virke og værker.

Det er helt sikkert værd at holde ved læsningen. For bogen giver et virkelig interessant og levende indblik i et specielt arbejdsliv. Elisabet Selin virker ærlig i sin fremstilling af sin far, ligesom hun selv meget levende og samtidig ydmygt fletter sin egen historie ind. Om hvordan hun selv kom ind i musikken som fløjtenist og elev af Michala Petri efter først at have prøvet bankverdenen af. Om hvordan hun efter mange års hårdt slid og store oplevelser må skifte livsbane. Og hvordan hun kommer videre derfra og stadig bevarer en plads i den verden, hun havde delt med sin far og til dels også sin mor i en årrække.

Bogens styrke er også, at Elisabet Selin ikke er sensationsfikseret. Elegant, med masser af humor og en stor portion kærlighed og forsoning lader Elisabet Selin sin fars både svage og stærke sider komme frem. Hans temperament og tilbøjeligheder, som hun beskriver med varme, respekt, humor og værdighed. Hun udleverer ikke sin far i alle detaljer, hvilket er en stor kvalitet – at hun f.eks. ikke graver dybt i grunden til forældrenes skilsmisse. Hendes forskellige sammenstød med faderen lægger hun ikke skjul på, og vi får et spændende indblik i hendes og faderens arbejdsliv, idet hun selv blev uddannet fløjtenist og også engagerede sig i sin fars virke og hans netværk i mange henseender.

En stak andre kvaliteter er Elisabet Selins umiddelbarhed og fortælleglæde. Det er godt krydderi i fortællingen at opleve hendes sans for virkelig sjove detaljer. Det virker befriende, når hun ærligt deler sine egne oplevelser med kendte navne i musikverdenen, ligesom hendes givende pointer og hendes enkle omgang med milepæle i livet også giver kæmpe inspiration. At hun f.eks. ikke væver side op og side ned om sit farvel til livet som musiker. Men at det skete og at hun kom videre. Det taler egentlig helt imod tidens tendens til at udpensle alt og analysere alle følelser ud i det uendelige. 

Under alt er det meget interessant at læse om Axel Borup-Jørgensens liv, når det fortælles på denne måde. ”Samklang” er en speciel mulighed for at få indblik i de kampe, der følger en kunstners liv i en tid tæt på vores egen. Hvordan det til tider kan være svært at komponere, at der er forskellige forventninger til en opførelse og at der også skal tjenes penge. At en kunstner udsætter sig selv for offentlig bedømmelse og at det somme tider kræver en særlig psyke at klare opmærksomheden, som på den tid trods alt var helt anderledes og mere tilstedeværende i f.eks. pressen.

Rachel Einarsson