Det bliver hundesjovt, når Danmarks Underholdningsorkester spiller gammel jagtsymfoni i september
Audition
Hvis alt går efter planen, blandes der ægte hundebjæf ind i musikken, når Danmarks Underholdningsorkester spiller Leopold Mozarts "Jagdsinfonie" til september.
Men hvilke hunde skal udføre opgaven?
For at finde de rette hundesolister afholder DUO audition i København den 13. april.
Klassisk bureau har talt med Adam Simonsen, der er producent for det sjældne foretagende.
"Jeg er meget spændt på det — hvad nu, hvis den ikke gør?", siger Adam Simonsen jordnært i telefonen. Han er producent for Danmarks Underholdningsorkesters iscenesættelse af Leopold Mozarts "Jagdsinfonie", der skal på scenen i forbindelse med orkestrets Haydn Festival den 1.-3. september 2023. Og han erkender, at idéen med levende hunde på scenen er lidt af et vovestykke.
"Nogle tror, det er en joke. Men det er det ikke", fortæller Adam Simonsen, der forklarer, at invitationen er et udtryk for orkestrets ønske om at invitere alle danskere inden for til klassisk musik.
Hvis man derfor er hundeejer og kunne tænke sig at give lille Fido eller store Pluto chancen for at være rockstar for en dag, har man haft mulighed for at maile Adam Simonsen. Fristen for tilmelding udløb den
7. april.
Det forventes, at hunden på forhånd kan basale færdigheder som at sitte, dække og evt. give pote på kommando. Hvis ens Fido bliver udvalgt, vil den få yderligere basistræning.
"Vi skal finde nogle hunde, der — ikke mindst — kan stoppe med at gø igen", siger Adam Simonsen med et smil i stemmen. Hvis således lille Fido eller store Pluto når frem til audition, vil hundene og deres ejere møde en jury bestående af orkestrets dirigent, Adam Fischer, direktør for Danmarks Underholdningsorkester Andreas Vetö samt hundetræner Mikkel Røjkjær, der arbejder med hundetræning hos politiet.
"Det skal være en rolig hund, der ikke bliver skræmt, men som har psyken til at være på scenen, hvor der er masser af lys, musik og mennesker", fortæller Adam Simonsen.
Denne del vil især Mikkel Røjkjær have øje for, så der ikke vælges hunde, der bliver overbelastet. Og så er der fin musikledsagelse af en strygekvartet til auditionen, der finder sted i Musikhuset København.
Med deltagelse af ægte hunde må man sige, at Danmarks Underholdningsorkester får Leopold Mozarts intention om et naturalistisk set up af en jagtscene til at gå i opfyldelse. "Vi drømmer om H. C. Andersen-synet med tre helt forskellige hunde på scenen", siger Adam Simonsen optimistisk, og han ser frem til at iscenesætte det sjældent opførte stykke musik, der på flere måder matcher Haydn Festivalen. "Der er en stærk relation mellem Mozart og Haydn, og med "Jagdsinfonie" holder vi os inden for tidsrammen på Haydns tid. Det er ikke stor-musik, men en lille hurtig ting på 11 minutter", vurderer Adam Simonsen, der også fortæller, at idéen til at opføre "Jagdsinfonie" stammer fra Adam Fischer. Det overhovedet at sætte en festival for Haydn på benene er også lidt af et sats.
"Haydn er ikke det samme geni som W. A. Mozart, og han arbejdede hos den samme fyrste i mange år. Han udviklede ikke så meget på sin musik. Alle kender Haydn, men han er ikke den samme kioskbasker som de andre store navne", fortæller Adam Simonsen. "Men når Fischer dirigerer, bliver det hele fyldt af liv", lover han. Så bliver det spændende, om hundebjæffene kommer til at sidde i skabet. Hvis og når projektet giver pote, hører vi nok et bjæf eller to om det.
De udvalgte hunde skal gø til afslutningen af Haydn Festivalen søndag den 3. september.