Mozart rockede huset, da ny koncertmester spillede i Aarhus
Man følte sig på mange måder klar til noget nyt, da Aarhus Symfoniorkester fejrede nye begyndelser i en velproportioneret koncert. Orkestrets nye koncertmester, Cristian Chivu Ivan, kom flot igennem i Mozarts 5. violinkoncert.
Koncertanmeldelse
”Genopstandelsens frø”
Musik: R. Wagner, F. Mendelssohn og W. A. Mozart
Aarhus Symfoniorkester
Solist: Cristian Chivu Ivan
Dirigent: Alexander Polianichko
Der var masser af vellyd, forår og optimisme i rummet, da Aarhus Symfoniorkester spillede under temaet ”Genopstandelsens frø” den 22. april. Salen var fyldt, og publikum blev fra første færd inddraget i koncertens emne, da musikchef Jesper Nordin indledte med at introducere den lille papirpose med indlagte plantefrø, der fulgte med det gratis koncertprogram.
Det blev en invitation til publikum til selv at sætte noget i verden, gøre en ny begyndelse og mærke foråret. En meget inspirerende måde at imødekomme publikum på og samtidig tematisere aftenens emne: Lovprisningen af nye begyndelser. Det var fint og alsidigt repræsenteret i programmet, der var både velvalgt og velproportioneret.
Først fik vi 10 minutter af R. Wagners ”Parsifal”, også kaldet ”Langfredagsmusik”. Operaen har som helhed fået mange rosende ord, og der var også en del lytteværdige detaljer i aftenens lille uddrag. Det blev en flot og fyldig start med rund messingklang og god buldren i paukerne. Det kneb dog med at holde intensiteten i orkestret, og man kunne ønske sig mere nerve og vibrato i violinerne. Generelt var det lidt søvndyssende – på samme tid på en lidt interessant, men også noget intetsigende måde.
Cristian Chivu Ivan er ny koncertmester for Aarhus Symfoniorkester. Han tegner til at blive en klar og tydelig leder for et stort orkester.
Foto: Jes Vang
Da vi nåede til F. Mendelsohns 5. symfoni, var der anderledes aktivitet i alle instrumentgrupper. Symfonien, der fejrer og tematiserer reformationen, fik generelt en velfunderet fremtoning i alle satser. De blomstrende passager blev foldet smukt ud i en dejlig lyd med fløjlsblød bund i basgruppen, og den piblende og opløftende energi var til stede i symfoniens første satser. I tredje sats satte alvoren ind i et fint tempo; det eftertænksomme fik plads, og man kunne nyde en smuk fagotduet og en betagende fløjtesolo.
Og ganske lytteværdig var sidste del, der leger med temaet i ”Vor Gud han er så fast en borg”. Fantastisk start hos fløjten, som orkestret flot sluttede sig til. Der var en god præcis lyd i orkestret og en god energi, der gjorde emnet vægtigt og nærværende. Sluttelig blev der flot triumf i messinggruppen, så man bare måtte sige: wow.
En anden begyndelse som Aarhus Symfoniorkester selv udgør, er udnævnelsen af Cristian Chivu Ivan som ny koncertmester. Og ham fik vi lov at høre i W. A. Mozarts helt vanvittigt lækre violinkoncert nr. 5. Cristian Chivu kom godt, men måske også lidt for nodebundet fra start. Han havde en god og spændstig energi fra orkestret bag sig, og han brød flot igennem med fyldige triller, ligesom Mozarts velkendte kadencer gik lige i hjertet. Afslutningen af første sats skete med et elegant bueløft hos alle strygere.
Således opmuntret var man klar til det rolige tempo og de vuggende takter i anden sats. Man var helt opmærksom på scenen. Der var en vidunderlig inderlighed og balance i orkestret, og Cristian Chivu tegner til at blive en god anfører, der er klar i mælet både med hensyn til rytmik og fortolkning. En kaptajn, der har fremdrift og ved, hvad der skal ske.
I sidste sats demonstrerede han desuden mod til at lave sine egne krøller på temaerne, ligesom de karakteristiske, melodiske rutsjeture i orkestret var på plads med gode buesmæld.
Det bliver interessant at følge Cristian Chivu på koncertmesterpladsen fremover.