Titel: The Essential Hebrew Violin Kunstnere: Anne Battegay, violin Francois Robin, cello Alessandro Tardino, piano Kurpfälzisches Kammerorchester Mannheim Marc-Olivier Oetterli, dirigent Forlag: ARS Produktion
Udgivet november 2022
Det begynder med død og slutter med liv – fra Kaddish til kaprice! ”The Essentiel Hebrew Violin” giver et godt indblik i et jødisk/hebraisk univers af klassisk musik, der er lidt anderledes end klezmer-stilen. Og et album, der samtidig afspejler den schweiziske solist Anne Battegays egen jødiske baggrund.
Den schweiziske freelanceviolinist Anne Battegay har jødisk baggrund. Derfor er hendes nyeste album lyden af en personlig historie, der rækker lang tilbage i tid. Foto: Forsidecover
Jødisk musik er ikke kun klezmermusik. Det får man en smag af på Anne Battegays udgivelse, der rummer stykker, der er arrangeret for violin og kammerorkester. Alle stykker er skrevet af enten jøder eller komponister, der dyrker den jødiske stil og det jødisk-religiøse indhold, og dermed kan violinisten Anne Battegay dyrke både sin violin og sin egen kulturelle baggrund. Det gør hun elegant, godt skrattende og overskueligt.
Det begynder ellers lidt sørgeligt med ”Kaddish” af Ravel. Et nummer, der oprindeligt er tænkt for klaver og sang, men nu omarrangeret til violinsolo med akkompagnement fra et orkester. Kaddish er en jødisk bøn for en afdød, og derfor passer stykkets sørgmodige og rolige karakter godt til sin titel. En fantastisk og vægtig indledning til et album, der veksler godt mellem alvor, vemod, ubekymret livsglæde og spontanitet.
I andet nummer får vi musik af John Williams, der også har skrevet musik til f.eks. ”Harry Potter” og ”Star Wars”. Her gælder det en ganske charmerende orkesterudgave af temaet fra ”Spillemand på en tagryg”, hvor violinen danser rundt med et spagt akkompagnement i strygerne. Anne Battegay får virkelig violinen til at sprutte, skratte og gnistre, og der er generelt en behagelig lyd i stykket.
Just som man var kommet i godt humør, skifter stemningen til det dystre fra Joseph Achron (1886-1943). En melankolsk stemning med en tydelig jødisk lyd og harmoni dikterer andagt og stilhed; der er vemod, men iblandet fremdrift, og der er flot afdæmpet pizzicato hos de lyse strygere og lækkert akkompagnement hos basserne, som bevæger sig så fint i stykkets skiftende landskab og voksende drama. Og så ender det hele i en smuk tåge. Som en slags udånding.
På samme måde er dysterheden dominerende i hans ”Hebrew Lullaby”, der som et smukt kendetegn har en slags orgelpunkt; et ankerpunkt under det hele, som holder stykket fast i en dyster stilhed. Og så kan det tilføjes, at Joseph Achron hørte til miljøet for jødisk folkemusik i Skt. Petersborg i begyndelsen af 1900-tallet og at han havde spillet til fest hos Zaren.
Også Joel Engel (1886-1927) tilhørte dette musikmiljø i samme by, og på mange måder har han stilistiske træk til fælles med Achron. Vi kommer op i tempo og livsgnist igen med hans ”Freilechs”, hvor klaver og violin i fin duet skaber livlig modvægt til melankolien. Stykket er slet og ret et dansenummer, og Anne Battegay får igen elegante skrat frem i violinstrengene.
Da det går op for ørerne, at nu kommer ”Kol nidrei” af Max Bruch, så falder man refleksivt hen i nærmest andægtig ekstase. Det er et vidunderligt stykke, som vi her får med orkester; vægtigt og smertefuldt stiller værket sig i vejen for lytteren, der kan nyde både violinen og celloen i solo. Der er god balance mellem akkompagnement og solister, og indlevelsen er tilpas uden at være hverken svulmende eller forhastet.
Prokofiev mestrede også den jødiske musiktradition, og derfor har han også plads på CD’en med ”Overture on Hebrew themes”, der er komponeret i 1919, da han befandt sig i USA. Oprindeligt skrevet for klaver, klarinet og strygekvartet, inden han 15 år senere skrev den for kammerorkester. Stykket er ”kogt” på et par kendte melodier, som Prokofiev har improviseret over, og klezmer-stilen fra klarinetten har han bevaret i denne orkestrering. Derfor kan man nyde typiske, letgenkendelige jødiske motiver, der flytter sig rundt mellem de tre instrumenter. Der er lækker rytme og spændstighed i strengene og gode skift i tempi og temperament. Måske savner man lidt mere drama og udnyttelse af spændingerne og umba-umba-rytmen. Sjovt nok høres en smule uskarphed i violinens sidste sekvens med ganske hurtige toner.
Albummets sidste nummer er et salon-agtigt stykke af Fritz Kreisler, der danner en festlig afslutning på hele udgivelsen. Men lige inden får vi en meget interessant ”Caprice Hébraïque” af Alexander Krejn (1883-1951). Han repræsenterede den hasidiske gren af jødedommen, som kan betegnes som mere karismatisk end den mere traditionelle jødedom. En udgave af jødedommen, hvor hjertets renhed er overordnet det intellektuelle studium af skrifterne og hvor frelsen er personlig frem for kollektiv. Men altså, hans stykke her bliver en skøn klagesang med vemod og impressionistiske farver komponeret i en fri form, der er aldeles lytteværdig. Et vægtigt indslag i albummets gang fra Kaddish til kaprice.
