01.10 2024

Fransk pianist giver et kram til nordisk musik

Er der noget som en knasende vintermorgen i tør frost?

Er der noget som en stor, fyldig skov med genklang af den nordiske mystik?

Eller hvad med de smukke søer på den nordlige halvkugle med deres dybe og nærmest skræmmende, monumentale ro?
Men hvad har det med klassisk musik at gøre? En del, faktisk. For en fransk pianist en hel del. 

Man bemærker titlen. ”søleils blancs”. Som er den oversat fra det franske ”soleils blancs”, der betyder hvide sole. Coveret er domineret af den dybe, nordiske sne, som pianisten befinder sig midt i, og sammen med titlen føler man nærmest den blege kulde sive ud af forsiden.

Klassisk bureau har skrevet om Jean-Baptiste Doulcet for ikke så længe siden. Til Aarhus Kammermusikfestival i slutningen af september spillede den franske pianist bl.a. ved festivalens afslutningskoncert, som er anmeldt her på siden.
Nu kigger vi nærmere på hans seneste album, der er en slags hyldest til det nordiske klaverrepertoire; et klanglandskab, der ifølge ham dufter af snefald, stilhed, søer, skove og frosne vintermorgener. Jean-Baptiste Doulcet er dansk gift og har opholdt sig i Finland, Sverige og Danmark lidt på skift de seneste år, hvilket har givet ham et særligt forhold til den del af den nordiske musik. Og nu har han samlet et forfriskende udvalg af musik fra Norden; en blanding af rene klaverværker og også et orkesterværk transskriberet til solo klaver.

Til alle os fra C. Nielsen, Sibelius og Grieg.

På fantastisk vis lægger Jean-Baptiste Doulcet ud med Griegs nyklassicistiske ”Holberg Suite”, der oprindeligt er skrevet for klaver og siden blev gjort klar til strygeorkester. Det er super interessant at lytte til hans tolkning af de fem fantastiske satser med deres forskellighed, sorg, glæde, smerte og livsvilje. Han holder et passende, lettere frisk tempo og kommer godt rundt i de forskellige modi. Den sprudlende første sats strømmer ud af klaveret som en frisk flod, mens anden sats får lige netop den ro, som passer for den eftertænksomhed, der bør ligge i den. Måske kunne man savne lidt mere smerte i sidste sats. Her kommer Jean-Baptiste Doulcet på en måde for let igennem det triste mellemstykke. Det er, som dvæler han ikke så meget ved inderligheden, fastholdelsen i det svære; samtidig er det interessant, at Jean-Baptiste Doulcet vælger en mere legato-glidende tilgang i et lettere tempo, så smerten ikke er så stor en kontrast til det stærkt dansante, livslystne tema, det er omgivet af. At smerten kun er her for en tid og at livet vinder?
I hans højromantiske ”Ballade” kan man nyde, at Jean-Baptiste Doulcet virkelig folder klaveret ud, kommer ud i alle hjørner og spiller i et fængende og varieret sprog og uden at komme til at virke for bastant.

Overfor Grieg kommer der med Sibelius et anderledes fyldigt udtryk over klaveret. I hans ”Impromptus nr. 5” får vi en buket brede, storladne indtryk. Genren impromptu, der betyder noget uforberedt og improviseret, formidler Jean-Baptiste Doulcet fint. De seks korte stykker holder sig til hvert sit tema, og Jean-Baptiste Doulcet får musikken frem via de brede og fyldige melodibaner, som Sibelius’ harmonier rummer. Særligt den femte impromptu gør indtryk med sine perlende melodirækker, der bliver foldet ud i et dramatisk og fyldigt mol-miljø.

Som et ret originalt indslag har Jean-Baptiste Doulcet fået øje på C. Nielsens ”Drømmen om ”Glade jul”. I hænderne på ham bliver det en skøn lille improvisation over den kendte julemelodi, der bliver lidt mere eventyrlig og får lidt mere ramme omkring sig. Meget interessant, tak for det. Og også tak for den kontrast, det skaber til de næste Carl Nielsen-stykker på CD’en i form af de modernistiske ”3 klaverstykker op. 59”. En samling meget markante stykker klaverkunst, der på en måde virker mere skulpturelle end melodiske. Der er mange følelser på spil, men de kastes hid og did, og Carl Nielsen gør ikke meget for at please øret. Det er måske forfriskende, men ikke så fængende. Jean-Baptiste Doulcet viser dog Nielsen stor ære i et stærkt og sikkert udtryk, så vi alligevel kan være lidt stolte af en af vores store nationalkomponister.

Sibelius får lov at afslutte albummet med ”The Trees op. 75”, som er små poetiske variationer, der har hvert sit træ som tema. Og som dermed bliver en direkte inspiration fra den nordiske natur. Aspetræet får her en fin præsentation i et eftertænksomt sprog, små raslende blade i korte nærmest klaprende tonetrin i klaveret, ligesom birken bliver fremstillet i et dejligt livligt og tonetæt billede, som Jean-Baptiste Doulcet bringer fint frem i et roligt sprog. Det sidste træ i samlingen får i øvrigt en dejlig mystisk, næsten uhyggelig afslutning, som efterlader lytteren i nærmest anspændt respekt for den nordiske lyd. 

Albummet virker som et stort kram til nordisk lyd. En omfavnelse og en virkelig fin oplevelse med en spændende sammensætning af nordisk klaverkunst. Grieg løber nok med anmelderens publikumspris for lækreste musik og umiddelbare appel, men også Sibelius får ros for sin lidt dunkle og fyldige tolkning af verden. Hertil kommer Carl Nielsen, der lidt ucharmerende bokser til øregangen med sine skulpturelle øvelser, men som når at redde lidt publikumsyndest med sin frie julemelodi.

Rachel Einarsson