09.05 2025

To kontinenter omfavner hinanden
i melankoli, livsvilje og inderlighed 

Hvis man ikke selv lader det ske, sker det alligevel. Låget ryger af indelukkethedens tætte dåse, når man lytter til nærværende mix af tango og Carl Nielsen. Det er nærmest uforskammet ikke at åbne sit hjerte helt og aldeles for denne nærværende, gribende og super flotte fortolkning af Carl Nielsens inderlige melodier. 

Prøv lige at sætte en flok argentinske tangomusikere i Buenos Aires til at fortolke ”Jens Vejmand”. Plus andre yndige sange af Carl Nielsen, som vi her i Danmark har tæt på vore hjerter. 
Det har Saul Zaks prøvet. Og gjort. Og gennemført. Her er udfaldet.

Der er kulturudveksling på højt niveau for hver en øre i ”Carl Nielsen Vol. II”. Den herboende dirigent Saul Zaks er primus motor på idéen med at udsætte Carl Nielsens musik for tangoens udtryk. Det er de argentinske komponister Ariel Pirotti og Diego Sandullo, der har stået for selve transformationen og fusionen af Nielsens musik og de argentinske tangoudtryk, ligesom de også musicerer på albummet. Det Buenos Aires-baserede ensemble Ensamble Tango XXI lægger den musikalske bund hele vejen igennem, mens en håndfuld argentinske sangere deler solistopgaverne mellem sig.  

Umiddelbart forekommer idéen ret ambitiøs. Men hold op, hvor bliver man grebet af, hvordan enkelheden, livsnerven og tangoens både sprælske og eftertænksomme udtryk simpelthen gør Carl Nielsens sange kæmpe ære. Men det skyldes naturligvis også komponisternes eminente evne til at forstå og fange pointen. Det er lykkedes dem i overvældende grad. Alle melodier er lette at genkende, og tangoarrangementerne er som skræddersyede til Carl Nielsens melodiske idéer og også til teksterne. Det er bare lavet ordentligt og med god forståelse for og fin udnyttelse af sangenes karakterer. Det er ret vildt. To kontinenter omfavner virkelig hinanden i melankoli, livsvilje og inderlighed.

”Retrato de Carl Nielsen Vol. II” er virkelig et album, der stråler i et direkte, vellykket, veldisponeret, rørende, indlevet og topprofessionelt produkt på en skøn upoleret måde. Man føler sig opfordret til bare at slå vinduet til verden op og gå den frontalt i møde med al dens glæde og sorg.

Lyt for eksempel til ”Tit er jeg glad”. En sang, der får en flot start i strygerne, mens guitaren spankulerer som en fin figur hen over harmonierne. Sangerinden Ivana Fortunati træder elegant ind på scenen. Hun svinger sig melankolsk, indlevet og dynamisk rundt i melodien, inden en violin åbenbarer en solo i et højt, inderligt register. Ivana Fortunati gør det super godt med et talevers, inden hun synger sidste vers. Hvordan skal man forklare det! Tangostilen passer genialt til det, som sangen udtrykker. At livet veksler mellem sorg og glæde, at vi ikke altid er parate til det, vi skal, har mere lyst til noget andet end det, vi står i osv. En konstant vandren i livet, søgen efter overensstemmelse. Tangoens medfødte melankoli og enkle måde at tolke og favne livets yderligheder passer bare lige til dette nummer.

Eller hvad med ”Hun har mig glemt! Min Sorg hun ej se!”. Et fantastisk stykke dansk musik med melankoli, kærlighed og livets ægthed. Her synger sopranen Alejandra Malvino dansk, så man da kun kan smelte. Flot, at hun har gjort sig det stykke arbejde. Og musikken her er lidt mere europæisk, klassisk præget ligesom solistens klang. Klaveret lægger en god bund og kommer med lækre dystre, nærmest skæbnesvangre, dybe nedslag i basregistret. Solisten er som en påfugl, der langsomt spreder sin fjerpragt. Instrumenterne danser forsigtigt rundt i de roller, de er tildelt, og inderligheden blomstrer i stærke farver i et dejligt roligt tempo. Det er et fantastisk, fyldigt drama, der står rundt om sangerinden.

Der er virkelig alverdens smukke detaljer at lægge mærke til overalt på dette album. Men sluttelig må udgaven af ”Jens Vejmand” nødvendigvis nævnes. Det er altså hårrejsende at høre den charmerende sanger Luis Sampaoli synge ”Jens, el caminero”. Hans mørke lidt ru stemme, hans klare artikulation og fantastiske, inderlige formidlingsevne klæder historien om vores Jens helt fantastisk. Smukt at høre den kendte sang på et andet sprog. Charme på charme kører derudad, violinen er på sned som en blød hat på en dreng i sommervarmen, guitaren spankulerer på kattepoter, violinen fløjter som fuglen og hæver sig over scenariet, mens bandoneónen kommenterer situationen som en gammel, klog hund.

Da Luis Sampaoli i andetsidste vers går helt ned i tempo og nærmest hvisker teksten, hører alt op - inden det hele som en overraskelse vågner op igen og giver os en optimistisk slutning på en trist historie. Det fungerer helt ufatteligt. Hvor er det smukt, indlevet og godt kommunikeret. Det er verdensklasse, som aldrig hørt før. Næppe har Carl Nielsens nationale hit været mere charmerende, elegant og enkelt midt i sin tristesse. Inderligt tak.
Og også tak for det forudgående album ”Carl Nielsen Vol. I”, som dribler derudaf i samme spor med andre sange af Carl Nielsen.

Rachel Einarsson