10.03 2025

Sammenspillet fungerede,
men de store følelser udeblev

Det var et spændende og godt sammenhængende program, som barokensemblet Camerata Øresund med den britiske tenor Kieran White præsenterede i Musikhuset Aarhus onsdag aften.
(Brugsanvisning for mindre øvede: hvis et orkester kalder sig selv for ’Camerata’ eller ’Collegium’, musikerne står op og spiller, ikke har slips på og bevæger sig meget, så er der stor sandsynlighed for, at der er tale om et historisk orienteret band, der spiller på gamle instrumenter som dem, der var i brug, da musikken blev skrevet.)

Programmet koncentrerede sig om musik, der er blevet spillet i London, om end ikke i en bestemt periode, men over de to hundrede år fra John Dowland blev født i 1563, til Händel døde i 1759, og det blandede på udmærket vis velkendte ting som Dowlands ’Flow, My Tears’ og sømandssangen fra Purcell’s ’Dido og Aeneas’ med helt ukendte, men spændende sager som indledningsnummeret, ouverturen til Händels ”Theodora”.

Ensemblet består af specialister på deres instrumenter, og de er vældig godt sammenspillede. De følges meget nøjagtigt ad i tykt og tyndt, og de deler tydeligvis både fælles formål og begejstring for sagen. Når man (jeg) alligevel ikke havde en helt stor koncertoplevelse, skyldes det flere ting.

Ensemblet skriver i programmet, at ’støjen [i 1700-tallets London] helt sikkert overskred nutidens decibelgrænser’, og at ’alle følelser kommer i spil’. På denne baggrund var koncerten en meget tyst oplevelse. Det var ikke kun orkesterets skyld. Lille sal i Musikhuset er et ganske vanskeligt rum, der – selvom akustikken er blevet forbedret noget de senere år – ikke er ubetinget velegnet til al form for musikudøvelse. Man kan i hvert fald roligt sige, at de udøvende ikke bliver ligefrem båret på en bølge af pragtfuld lyd, og specielt når man nu spiller på de mere tyste gamle violiner med tarmstrenge, kan man godt have brug for lidt medvind på cykelstien. Noget helt andet er så, at ensemblet netop synes at prioritere det lette, det charmerende og det gennemsigtige, og det er de gode til. Men så er det jo netop ikke alle følelser, der kommer i spil.

Det samme kan man med nogen ret hævde om tenoren Kieran White. Han har en lys tenor, der netop klinger let og charmerende, specielt i det øvre mellemleje. Uheldigvis lå flere af hans sange i første afdeling for dybt for ham, og så var der ikke meget lyd tilbage. Ligeledes måtte vi give afkald på eksempler på de bravura-arier med virtuose koloraturer, som netop i høj grad var med til at fylde teatrene i London på Händels tid. Whites klang og hele måde at synge på passede helt perfekt til Purcell’s ’Music for a While’, hvor der synges om musikkens helbredende og lægende virkninger. Men man kan ikke høre forskel på denne tilstand, denne affekt, og så den hærføreren Jephta er i, når han i Händels arie netop har besluttet sig for at ofre sin eneste datter.

De ved det godt, camerataerne. Derfor bevæger de sig meget, mens de spiller, især cembalisten trakterede os med en større pantomimisk opvisning, men også lederen og koncertmesteren Peter Spissky indtog jævnlig en bredbenet lead-guitarist attitude og stampede i gulvet, så man kunne se, at nu var der gang i den. Problemet var blot, at det kunne knibe med at høre det, og selvom der blev arbejdet meget med dynamikken i detaljerne, var det sjældent, at ensemblet svingede sig op til et stabilt forte. Dette skyldtes blandt andet den udstrakte og hyppige brug af meget kraftige accenter, specielt på det første slag i takten.

Når enkelte toner skal fremhæves så meget, medfører det, at andre toner så ikke bliver det, naturligt nok. Så får vi nogenlunde følgende konfiguration: BAMmumlemumlemumleBAMmumlemumlemumle etc. Og som man kan se, fylder mumleriet det meste af tiden. Jeg overværede for mange år siden et mesterkursus, hvor den gamle amerikanske mesterpianist Adele Marcus havde følgende bemærkning til en ung pianist, der vred sig voldsomt og stampede med fødderne: ’Do it to the piano’, sagde hun venligt.

Jeg er en varm tilhænger af det lette, det charmerende og det gennemsigtige, men skal man have ’alle følelser i spil’, kræver det, at man ind imellem kan hidse sig op, råbe ukvemsord og stikke en lige højre. Så der var maksimumpoints for professionalisme, sammenspil og programlægning, men vi efterlodes med en ønskeliste angående drama og udtryk for alle de grimme følelser og ophidselser, som tilværelsen er så alt for rig på.

Ulrik Spang-Hanssen