Hvis man ikke er til den moderne, atonale og stærkt eksperimenterende toneverden i stil med 12-toneskala-styresystemet, vil man nok få ret svært ved at komme igennem Jonas Frølunds første soloalbum.
I 73 minutter sender han klarinetten næsten helt alene igennem musik af eksempelvis Poul Ruders, Mette Nielsen og Gunnar Berg. Det er til tider en øreflænsende oplevelse, ligesom det kan opleves lidt ensidigt.
Det hele sker under titlen ”Solo alone and more”.
Det er uanfægtet, at Jonas Frølund, der spiller i Danmarks Underholdningsorkester, har en sikker og meget overbevisende føling med sit instrument. Det bringer albummet for dagen. Ingen tvivl om, at vi har en virkelig dygtig klarinettist i Jonas Frølund, der helt igennem lever sig ind i sit instrument og ikke tager noget for givet. Dét alene er en stor kvalitet.
Det at Jonas Frølund har dedikeret sit soloalbum ”Solo alone and more” til et hovedsageligt atonalt lydsystem, er imidlertid pænt udfordrende og ekskluderer på en måde et stort publikum. ”Solo alone and more” kalder Jonas Frølund sin udgivelse. Og det er netop, hvad det er: En helt igennem solistisk, sårbar og samtidig stærk kunstnerisk markering. Det kan uden tvivl betegnes som modigt at fylde et helt album alene. Man udstiller sit instrument og sin kunnen på det allernærmeste. Det kan Jonas Frølund sagtens bære. Men rent musikalsk smelter alt stort set sammen i én stor dynge af toner.
Jonas Frølund har givet god plads til danske komponister, hvilket er ret interessant. Der er også et stort spænd i musikhistorien, skulle man mene, hvilket også er en af hans intentioner med udgivelsen: At vise klarinetten frem i en lang historisk udvikling og i instrumentets forskellige udgaver.
Det er umiddelbart en god plan. Men musikalsk set er der alt for lidt spredning i stilarterne i de ni stykker, som han udfører med hhv. tre forskellige klarinetter. På en måde giver det anledning til en dybere betragtning af, hvordan det generelt ligger med optagelsen af den såkaldt moderne musik hos danskerne. Bør den moderne musik få mere plads? Eller er det svært at komme udenom, at den moderne musik nok i sin natur bare er lidt sværere at integrere i kataloget over musik, der umiddelbart begejstrer øret og kan samle en bred målgruppe? At den netop udfordrer den musikalske behagelighed og derfor måske lettere selvforskyldt og intenderet er i en boldgade, der ikke er så befærdet?
Det må vi tage en anden gang.
Jonas Frølund lægger ud med Carl Nielsens Cadenza fra hans klarinetkoncert. Han blæser den flot, men kadencestykket er samtidig svært at tage ud af sin sammenhæng. Det danner dog en fin bro til Stravinskys mere mystiske og dunkle første sats i ”Three pieces for Clarinet Solo”, inden der kommer mere spræl på i et mere lyst toneleje i de sidste to satser.
Fra Bent Sørensen er der sjove, sagte triller, som stikker lidt ud og løber i alle mulige retninger, og de lader lytteren blafre lidt rundt i landskabet. Til slut dukker en smuk og stille melodi op i det flimrende tonehav og giver en form for ro som afslutning, inden Mette Nielsens stykke særligt skrevet til Jonas Frølund leger med et skævt halvtonetrin, som bliver en slags omdrejningspunkt generelt. I 11 minutter bliver klarinettens skæve og knap så spilbare vinkler prøvet af; det er, som prøves periferien for instrumentets rækkevidde af. Hvor er det, at klarinetten er lige ved ikke at kunne nå tonerne, men alligevel rammer noget? Det fuldstændig anarkistiske og atonale univers er ren mystik og nok ikke lige noget, man sætter på til en havefest.
I stykket hentet i Messiaens ”Quatour pour la Fin du temps” er der mere eftertænksomhed på spil, men stadig i det helt amelodiøse univers. Videre hos Gunnar Berg og Poul Ruders er man helt ude at svømme og har ikke meget at holde fast i som lytter. Der er ikke meget hvile for øret og sjælen. Det virker mest som teknisk opvisning, som måske kan fascinere og overraske, men ikke giver ret meget holdbar og sammenhængende lyd, som man kan huske og længes tilbage til bagefter. Alt flimrer og flakser rundt i et dystert dynd.
Måske har Jonas Frølund stillet sig med ryggen mod muren med "Solo alone and more". Dog er der ingen tvivl om, at han ikke er en levebrødsmusiker, men at han lever med sit instrument og arbejder med det i alle mulige og også umulige vinkler. Foto: Julia Severinsen
Hos R. Wagner kommer der endelig en del vellyd og flot variation i dynamikken, inden vi igen og sluttelig sættes på prøve med Simon Steen-Andersens "De Profundis".
Jonas Frølund spiller ganske vist her på en basklarinet, og den har virkelig en meget smuk og interessant lyd, som Jonas Frølund mestrer og udnytter utrolig flot. Det er helt klart, at han ikke bare lirer noget af. Alene det gør, at man vælger at lytte, selv om man føler sig udfordret.
Han får undervejs selskab af en flok små og forskellige klokker, og der er en interessant mystik på spil. En masse finurlige løb fra de højeste bastoner til de nederst brummende. Og det giver lidt humor. Men pludselig klimter en slags cykelklokke som en form for afblæsning: Stop med at brøle! Og så tier klarinetten. Derefter må den gå nye veje for at komme til orde igen; stille lister den sig frem igen ad snoede stier. Det er for så vidt interessant. Men det kræver, at lytteren er helt indstillet på et lidt klaustrofobisk rum. Passagen med pustelyde er blandet med skrattende toner, og man tænker: Gad vide, hvordan noderne ser ud her? Og hvad med de steder, hvor klarinetten lyder som en fnysende og nervøs hund, mens man hører diffus trommelyd som akkompagnement?
Helt sikkert er Jonas Frølunds "Solo alone and more" en flot fremvisning af teknisk kunnen. Men det er ret svært at holde koncentrationen i længden. Man tørster efter vellyd og nogle meget mere fyldige historier om Jonas Frølunds kunnen. Klarinetten bør måske heller ikke stå alene så længe.
Hvis repertoiret endvidere var mere blandet, ville flere lyttere formentlig få glæde af Jonas Frølunds virtuositet.
.jpg?etag=W%2F%222fb5ca-65807296%22&sourceContentType=image%2Fjpeg&ignoreAspectRatio&resize=391%2B534&quality=85)