Hvem trådte på harmonikaen? 

De brummende basfagotter har en kæmpe fest, melodien er helt væk, og man er tit på randen af et hjerteligt grineflip. ”Oh yes my maker” udstråler Thomas Blachmans personlighed så meget, at man bare må overgive sig til et forløsende grin nu og da – indimellem de mange fragmenter af flakkende blæsersekvenser og spage strygerpassager, der er vævet ind i hinanden i et lettere komisk mønstermiks af harmoniindtryk.

Det er først og fremmest interessant, at en jazzmusiker i dén grad ruller sig ud i den klassiske musiks orkestersammensætning. Thomas Blachman der bl.a. er kendt som jazztrommeslager har udtænkt en udgivelse af en slags symfonisk musik, som bokser med de taktfaste rammer. Med sig selv ved laptoppen har han skabt ny musik uden brug af ”rigtige” instrumenter. Dog foregiver han, at der er et orkester – endda med et virkelig voluminøst navn.

”Future Freedom Chamber Orchestra of Copenhagen er et syntetisk ensemble - et, for Thomas Blachman, nødvendigt æstetisk greb for at slippe de musikalske konstruktioner fri i egen autonomi”, hedder det i pressemeddelelsen.

At han kalder det ”et nødvendigt æstetisk begreb” sætter læseren i en situation, hvor man ikke aner, om man bliver taget alvorligt eller grinet ad. Om man bliver ført bag et slør af ironi, eller der vitterligt er noget alvorligt på spil. Det hele virker helt utrolig typisk Thomas Blachman. Så meget, at man næsten ikke kan undgå at synes om albummet alene på grund af det nærmest ekstreme set up, selvom det hele også kan tendere ”Kejserens nye klæder”.

Thomas Blachman giver i øvrigt udtryk for, hvorfor han ikke arbejder med et traditionelt orkester: “Jeg har været nødt til at vælge et musikalsk format, hvor jeg selv kan realisere min musik (uden tidsrøvende ophold i de store orkestres venteværelser). Jeg manifesterer både mit partitur og min musik i én bevægelse.”

Så ved vi dét: Thomas Blachman har ikke orket at bakse rundt med et helt symfoniorkester; at stable et samarbejde på benene, indstudere partituret med dirigent og musikere, vælge instrumentsammensætningen osv.

Det forstår man måske godt. Det passer langt bedre til Thomas Blachmans temperament at springe over gærdet med det samme i stedet for at tage tilløb. En ekstrem udnyttelse af det nu, som alle har så travlt med at leve i. Det er på sin vis interessant og meget forløsende. Og ret morsomt.

Selvom lyden for så vidt er ok på pladen, bliver der alligevel noget meget ensformigt over hele albummet. Harmoniuniverset virker ens i alle numre, og der er umiddelbart hverken dur eller mol som kompas.
Strygerne lyder som en syntetisk hær fra et suppe-steg-is-orgel, og selvom man måske bør tage det som elektronisk musik og ikke som rigtig orkesterlyd, er det alligevel lidt dødt. For man bliver jo hele tiden mindet om, hvordan det kunne have lydt med et ”rigtigt” orkester.

Der er 10 korte numre på pladen, og man kan næppe synge eller danse rundt til nogen af dem. Alt virker ekstremt fragmentarisk. Lydstumper og udtryk flyver rundt, og somme tider lyder det som om, nogen er kommet til at træde på en gammel harmonika, hvis dissonerende toner ebber ud, da luften slipper op.

”The meet and greet theme” er første nummers titel. Som om, at vi lige skal have lov at træde ind i Thomas Blachmans univers og hilse på hinanden i et vildt syret rum, hvor alt kører rundt. Faktisk er der dog også ret fede elementer på pladen; associationer til G. Gershwins lækre harmonier blander sig med sjove og opfindsomme detaljer, der sættes sammen i et system udenfor den konventionelle taktfasthed og toneartsangivelse. Det lyder lidt, som om Thomas Blachman har taget noget af jazzens natur og oversat den til et klassisk orkester. En jazzimprovisation udsat for symfoniorkester.
Det sidste nummer spiller under titlen ”Waltz for total freedom of construction of music in the age of synthetic esthetics”. Hvad man i hvert fald ikke får, er en vals. På den anden side: Hvis det er en hyldest til den frie konstruktion af musik, så kan man vel heller ikke forvente noget traditionelt hos Thomas Blachman.

Efter flere gennemspilninger kommer man til at holde af nogle af pladens elementer. F.eks. de mange jazzede dybe blæs fra basfagotgruppen. Men man slipper alligevel ikke udenom det helt eksistentielle spørgsmål:
Hvornår har man lyst til at høre det her musik?
Skal vi spille det, når vi har gæster?
Når der er børnefødselsdag?
Når vi skal tænke over livets genvordigheder, når vi skifter bildæk eller kæresten er skredet?
Når vi har landet vores drømmejob, svigermor er taget hjem eller når vi bare vil slappe af?
Eller skal vi bare høre det?
Og kommer vi til det fremover?
Det er umiddelbart ret svært at finde et stemningsmæssigt behov, som CD’en kan dække eller fortolke.
I hvert fald for alle os, der står udenfor Thomas Blachmans hoved.
Men måske er det slet ikke dét, vi skal lede efter.

Udgivet den 13. november 2022

Rachel Einarsson