23.05 2025

Den klassiske musikkritiks næsten endeligt i dagbladene

Hvad er der lige pludselig sket med den klassiske musikanmeldelse i dagbladene?
Eller, har klassisk musik i virkeligheden lidt en langsom død i medierne i en lang årrække til trods for alverdens festivaler, priser, internationale samarbejder, store koncerter, store stjerner, lange traditioner og tiltagende innovative aktiviteter?

Bør man i stedet kigge indad og konstatere, at det klassiske musikmiljø nu for alvor er blevet så selvhøjtideligt og elfenbenstårnsagtigt, at det er helt ude af trit med tiden?

Eller hvordan er det gået til, at læserne tilsyneladende ikke længere læser de klassiske anmeldelser, hvilket jo er dagbladenes argument for at tie genren ihjel? Tjener anmeldelserne efterhånden alene det formål, at kunstnerne selv kan få feedback på deres formåen?

Hvad skal vi fortsat med den klassiske musikanmeldelse, og hvis vi skal noget med den, hvordan og hvor skal den holdes i live på et plan, der er rimeligt og nogenlunde dækkende for hele branchen? Hvis madnørder gider at læse madanmeldelser, hvorfor mangler der så læsere til klassiske musikanmeldelser? 
Jeg kunne let fortsætte.

For nærværende anmelder sætter nærværende bog en del tanker i gang. Det føles godt. Det føles sundt at gennemtænke noget, man måske i lang tid blot har taget for givet. Det gør samtidig også lidt ondt, for en af konklusionerne i ”Signaturer fra en provins” er, at anmeldelser af klassisk musik er ved at tone kraftigt ud i de danske medier, især i provinsen – i hele Jylland og Fyn. Dog, lyder det til, har klassisk musik stadig en stemme i Nordjylland med Tore Mortensens tilknytning som anmelder hos Nordjyske.

Rent mediehistorisk ved vi, at flere forskellige genrer og nyhedstyper er røget ud af dagbladene gennem tiden. Begivenheder taber terræn og dermed omtale i dagbladene, mens forskellige vidensområder måske er sivet ud til nichemedier. I min barndom havde Jyllands-Posten f.eks. en fantastisk side for børn, vistnok én gang om ugen, med sjove billeder og opgaver, som jeg klippede ud og gemte. Det er for længst forbi. Vi ved, at dagbladene har gennemgået en også gevaldig generel indholdsmæssig udvikling de seneste f.eks. 100 år. 

Netop 100-års jubilæet for Musikanmelderringen er en anledning til at kigge nærmere på de klassiske anmeldelsers aktuelle status rundt i landet, og den sag har Jens Rossel og Lars Ole Bonde løst i deres bog ”Signaturer fra en provins”. Bogen er ment som et supplement til Musikanmelderringens jubilæumsudgivelse ”Man skal høre meget”, også fra 2024, og formålet er at bidrage med historier fra anmeldernes virkelige liv og præsentationer af de vigtigste anmeldere rundt i landet. Forfatterne har desuden sat sig for at beskrive anmeldernes arbejdsvilkår og videreformidle deres tanker om anmelderiet. 

Projektet er lykkedes rigtig godt.

Ganske fint og overskueligt er bogen hovedsageligt inddelt sådan, at byerne Aarhus, Esbjerg, Odense, Aalborg og Sønderborg får hver sit kapitel. For hver by følger en fin gennemgang først af de store linjer i byens klassiske musikliv, hvorefter byens betydeligste anmeldere præsenteres og somme tider kommer til orde.

Generelt virker det godt; informationerne er godt prioriteret, mens det er fint, at enkelte anmeldere fortæller anekdoter fra og refleksioner over deres tid som anmeldere. F.eks. fortæller Peer Kjær Andersen fra Aarhus, at han blev fyret fra Aarhus Stiftstidende for at bruge for svære fremmedord. Peter Jensen, der har været anmelder samme sted 1975-89, fik med egne ord udstedet en fatwa af Jens Okking, da han havde anmeldt dennes og Ole Schmidts musical ”Harald og Tine” i 1988. Og det er super interessant at læse om den tid, da anmeldere – og journalister i det hele taget – skulle indtelefonere deres tekster. Faren ved denne praksis kunne føre til skøre misforståelser, der siden kom hele vejen til tryk. Eller Steen Søgaard, der har anmeldt for både Stiften og Jyllands-Posten og bl.a. fortæller om det risikable i, at ens anmeldelse læses igennem på redaktionen og udsættes for bessermachen af en redaktionssekretær. Det nikker jeg genkendende til, når jeg tænker tilbage på min tid som klassisk anmelder hos Jyllands-Posten 2014-2023. Dette er samtidig nævnt som en venlig rettelse til bogens side 37, hvor det er anført, at klassiske anmeldelser efter John Christiansen forsvandt i takt med nedprioritering af stofområdet. Undertegnede fortsatte imidlertid  anmeldergerningen i Jylland og på Fyn hos JP efter John Christiansen frem til ca. 2023 med rapporteringer fra bl.a. Aarhus, Thisted, Aalborg, Odense, Esbjerg og Hamburg.

Malena Rønnow har efterfølgende anmeldt for Jyllands-Posten.   

Ole Straarup blev den sidste klassiske anmelder på Stiften i Aarhus, erfarer vi i ”Signaturer fra en provins”, og hans virke sluttede der i 2021. Hans erindringer er også læseværdige, fordi man får et lille musikhistorisk indblik i Aarhus-området. Men han fortæller også, at han allerede i 1990'erne somme tider måtte overtale redaktionen til at få lov at anmelde. 

Man kan konstatere, at rigtig mange af anmelderne er uddannede i musikvidenskab ved universitetet; det er samtidig skønt, at forfatterne har prioriteret, at forskellige givende iagttagelser om selve anmelderiet er taget med. F.eks. antagelsen om, at anmeldelsen er en kvalitetsvurdering og et formidlerled mellem musiklivet og dets publikum. Bogen lægger i den grad op til eftertanker og refleksioner. Enkelte frustrationer dukker også op, naturligvis, og man drages til atter at skulle bekræfte sig selv i, at genren fortsat er relevant. 

Måske bør man som anmelder fremover overveje, hvordan man selv kan styrke relevansen ved sin anmeldelse. Netop her har den skriftlige form efter min mening en særlig styrke: Fremfor f.eks. podcasten eller live-radioudsendelsen, hvor indholdet sendes direkte, har en artikel eller en anmeldelse bedre mulighed for at være mere velforberedt, skræddersyet og velprioriteret i sit indhold og sit sprog på forhånd, før den når modtagerne. Én stemme taler, og dén er udgangspunktet for at have en holdning til emnet. Det giver fokuseret ro for en samtale. 

Rachel Einarsson