Dansk musiks første "Stabat Mater" er en stjerne i samlingen

Nu har dansk musik for første gang fået sin helt egen ”Stabat Mater”.
Jens Astrup, violinist i Aarhus Symfoniorkester, har komponeret et påskeværk med den ikoniske og oprindelige tekst, mens musikken også er skabt i den levende systematik fra barokkens tid. Et ganske eminent, varieret og lytteværdigt oratorium, som bør få en god plads i fremtidens påskekoncerter.

KoncertAnmeldelse

”Stabat mater”, Jens Astrup

Ensemble Orion

Skt. Lukas Kirke, Aarhus

Endelig nykomponeret musik, som man faktisk kan holde ud at høre. Og så medvirkede komponisten også selv ved Aarhus-premieren. 

Jens Astrup, der også er violinist og som sådan fast bestanddel i Aarhus Symfoniorkester, er fascineret af barokken, dens udtryk og kompositoriske regler. Siden sin tidlige ungdom har han skrevet musik. Men først de seneste år er hans værker begyndt at nå et publikum.

Den 10. april 2022 nåede hans nye værk ”Stabat Mater” publikum for første gang og det i Christianskirken i Fredericia. Dagen efter fik Aarhus muligheden for at hilse på det nye værk, som er komponeret i fuldendt barok stil. En slags pastiche, hvor man i indledningen i flere sekunder er i tvivl om, hvorvidt det er Bach, der bliver spillet.

Mandag i Aarhus var der desværre frafald i hele soprangruppen på grund af sygdom, men ret gesvindt havde ensemblet nået at transponere og rearrangere en smule, så langt det meste af oratoriet kunne gennemføres med enkelte ændringer. Denne anmeldelse hviler derfor i virkeligheden på en særudgave af det nye værk.

I alle henseender er Jens Astrup virkelig lykkedes med sit værk. Barokkens sørgmodige, træge og alvorlige væsen blander sig med dens ligeledes dansante, energiske og majestætiske udtryk. Måske kunne man have ønsket sig lidt stærkere dramatiske yderpunkter; i femte sats var det dog skønt at høre sangernes nærmest råbende udtale af det latinske ”Fac”, ligesom 9. sats også slog rigtig godt igennem med Vivaldi-agtigt drama og en fantastisk koralsats i satsens anden del.

Også i sats nr. 7 blev enkelte ord fremhævet hos sangerne, ligesom der her er god veksling mellem sangere og strygere. Det efterfølgende intermezzo er ganske enkelt verdensklasse: En elegant duet i violinerne sammen med cembaloet kastede rundt med de barokke dansesko, og der var både plads til det eftertænksomme, fantasifulde, optimistiske og sørgmodige. Mange steder har basgruppen travlt med at vandre op og ned ad salmens tonestige, helt i barokkens charme og maskinlyd.
I 11. sats høres den inderlige bøn til Jesus om at nå sejrens palme. Dette altafgørende ønske får netop et dybtfølt udtryk, ligesom passager med ottendedelsløb i strygerne understreger pointen: At der må løbes for at nå sejr. Den bratte slutning var en fantastisk skøn overraskelse, der også viser, at Jens Astrup ikke alene tænker sin musik indenfor barokkens regler, men også giver musikken sit eget twist.

Med hensyn til fremførelsen savnede man generelt et mere samlet fokus hos sangerne. Det var, som stod de og sang hver for sig især i begyndelsen af koncerten. Det rettede sig en smule længere inde i værket, men der skal stærkt fokus til, når der kun er en håndfuld sangere og et ganske lille orkester på omkring fem til seks instrumentalister. 

Afslutningsvist er værkets sidste sats, hvor der synges ”amen”, virkelig værd at sige amen til. Det er både dødsensalvorligt, vanvittig flot, inderligt og majestætisk. En helt fantastisk og bare lytteværdig afslutning på et nyt værk, som vi absolut må høre igen fremover.

Rachel Einarsson

Udgivet 15. april 2022