30.12 2024

Den nordiske brutalitet, magtfuldhed og varme buldrede ind i hjerterne

Vi var kommet for at opleve Sunleif Rasmussens udlægning og fremstilling af den mytiske og dystre historie om Sjúrður, der involveres i en æreskamp og bliver født med opgaven at skulle hævne sin fars død. En barsk historie og samtidig nok også et indblik i, hvordan den førkristne verdens øje for øje-retfærdighed i Norden var alvorlig og ret voldsom i praksis.

Med få virkemidler har Sunleif Rasmussen meget rammende i den nordiske minimalismes ånd skabt en opslugende, monumental og dejligt dyster fremstilling af historien. Vendingen ”Less is more” (mindre er mere) vækkes til live.

Vi får en fantastisk indledning med Runí Brattaberg. Stille og roligt kommer han ind på den stille, sorte scene i sin sorte habit. Han tager det store sværd fra ambolten, løfter det op; han holder det i strakte arme over sit hoved.
Alt er stille.
Og mørkt.
Alle i salen venter.
Og så svinger han sværdet tungt og nærmest langsomt ned på ambolten foran sig. Og slaget mod ambolten giver et kæmpe gungrende ekko ud i salen. Et ekko, der med ekstra lydforstærkning og effekter varsler alvoren på helt magisk vis.
Så var vi i gang. Porten til fortiden var åbnet. Vi kom ind i hulen af den nordiske mystik.
Det viser sig, at vi får glædelige genhør af sværdslaget flere gange senere i forestillingen. Som kløves historien for os. Eller som en stabil reminder om alvoren i den oldnordiske natur og forestillingsverden.

Runí Brattaberg har den bærende og helt sikkert også krævende funktion som stykkets fortæller. Han er på hele tiden, og han passer helt perfekt til rollen; både med sin dybe, upolerede, naturlige og rolige stemme, ligesom hans ageren på scenen i en helt rolig fortælleform simpelthen passer perfekt i vikingeuniverset. Som er han den myndige stemme fra urdybet. Dertil konfronterer han publikum med et intenst blik. Som må vi ikke undslippe. Alt dette uden at overgøre sin rolle, og så det midt i det brutale faktisk er behageligt at lytte til og se på ham.

Sunleif Rasmussen har tænkt forsoning ind i stykkets slutning, visualiseret i de to dansere. Til højre fortæller Runí Brattaberg fra sit skrivebord, mens bagtæppet også fortæller. Som forestillingens instruktør og lysdesigner har Froncois de Carpentier bl.a. haft indflydelse på scenens stemning, mens scenograf Karine van Hercke og koreograf Lára Stefansdóttir også har sat deres præg på det visuelle udtryk. Det er videokunstnerne Aurélie Remy og Michel Hallet, der står for projiceringerne på bagvæggen.

Foto: RE

Sammen med sig på scenen har fortælleren danserne Rannvá Guðrunardóttir Niclassen og
Sigurður Edgar Andersen. Vi forstår, at de to skiftevis illustrerer de forskellige figurer i historien. Til tider er dansen lidt voldsom. Ligesom historien. Ganske tydeligt ser vi, at Regin Smiður er en grådig, dobbelttydig og selvoptaget figur. Somme tider ser vi ham som en lyst- og magtsyg galning, andre gange som et pengeglad fjols i et kostume, der bærer tankerne tilbage til en slags Charlie Chaplin.

Den kvindelige danser har mange roller, og med et stænk af humor illustrerer hun bl.a. fuglen, der smyger sig ind på skulderen af Runí Brattaberg, når han sidder ved sit skrivebord. Og det er i øvrigt en sjov detalje: At fortælleren ofte sidder ved sit skrivebord i siden af scenen og fortæller til publikum. Som er han delvist selv en del af fortællingen, ligesom han delvist er formidler af historien til et nutidigt publikum. Som en anden nyhedsoplæser på TV. Måske lidt som færingerne: At de via forfædrene er en del af historierne, men samtidig måske også ser på dem udefra, nu fra et lidt andet punkt end i fortiden.

Bagtæppet i forestillingen spiller en ikke ubetydelig rolle. Det er én stor skærm. Her projiceres helt fantastiske billeder, som ofte er kunstværker i sig selv. Sommetider ser man helt fantastiske, langsomme panoreringer hen over det færøske landskab. Vi svæver over bjergene. På et tidspunkt flyver en drage forbi, en slags personificering af Regins bror, der bliver dræbt. Andre gange ser vi drabelige billeder med blod. Som noget helt fantastisk kører der på andre tidspunkter videosekvenser over lærredet af nogle af Klaksvíks indbyggere, der synger de gamle kvad, mens man får fornemmelsen af deres kædedans i et klassisk færøsk træhus. Den ægte færøske folkesang har en varm og nærmest beroligende stemning og klang, der står i skærende kontrast til den brutale handling og stemning – og til Sunleif Rasmussens musik. Sangene synges somme tider forskudt, så den kører i to lydspor samtidigt. Et smukt særkende, der også findes i den islandske sangtradition.
På denne måde bliver musikken i Sunleif Rasmussens værk en fantastisk sammenfletning af stemninger, der går ind og ud af hinanden. Nyt og moderne i god samklang.

For musikken i orkestret er moderne. Atonal, uforudsigelig, effektfuld og nærmest skulpturel og umiddelbart en udfordring for en melodielskende øregang. De to slagtøjsspillere James Goodwin og Liz Gilliver havde konstant travlt, mens pianisten Jóhannes Andreasen så ud til at føre en lidt roligere tilværelse. Ofte var trompetisten Ernst Remmel og Maria Wang Reinert på trombone med til at sørge for en alarmerende stemning i orkestret, der fungerer uden strygere. Det er også bemærkelsesværdigt.
Efter nogle minutter har øret vænnet sig til de mange tværgående klange og lydeffekter. Det er vildt at lægge mærke til, hvor mange detaljer Sunleif Rasmussen har tænkt ind. Man glemmer nærmest, at det er moderne. Runí Brattaberg gør det mageløst og opslugende, så musikken, der egentlig rent musikalsk går meget imod hans rolle og giver ham masser af modspil, efterhånden virker som et ret naturligt akkompagnement.

Hele scenen er totalt sort, minimalt belyst. Vi er indhyllet i det nordiske mørke. Men Sunleif Rasmussen har tænkt en slags forsoning ind i historiens slutning. Uden her helt at afsløre hvordan, bliver den sidste del af forestillingen et mere roligt scenebillede. Som arbejder historien på at hele sårene. Det høres også i musikken, der bliver inderlig som lyd af forsigtige, klimtende klokker. Det er, som gælder det nu om at få de brusende bølger af frygt, voldsomhed og dysterhed til at lægge sig.

Den atonale musik gør, at man nok ikke just går syngende fra ”Regin Smiður”. Eller vent: Det har mange af salens færøske tilskuere nok faktisk gjort. For de kan genkende de smukke kvad umiddelbart på en særlig måde. Der bliver man som dansker nok lidt misundelig inderst inde. Og takker for, at vi alligevel er forbundet.

Rachel Einarsson