Who killed Bambi var helt sikker på isen sammen med svensk sangerinde

Mariam Wallentin havde Who killed Bambis ryg. Og omvendt. Der var en naturlig og meget velfungerende synergi mellem den klassiske musiktradition og Mariam Wallentins rytmiske stil.

Foto: Klassisk bureau

Det er jo egentlig ikke noget nyt. Siden 2010 har det aarhusianske, klassiske strygerensemble Who killed Bambi banet sig vej frem med klassisk lyd på mange forskellige danske scener. På tværs af skel mellem musikalske genrer, temperamenter og konstellationer. Det er egentlig ikke noget nyt. Men alligevel er det absolut fornyende at høre dem optræde. Deres virke er stadig dybt originalt og godt gennemtænkt.

Ensemblets bratschist, Mette Dahl Kristensen, har påtaget sig hovedansvaret for at transformere andre kunstneres værker til musikstykker med klassisk lyd; at omplante rytmiske sange i en grobund af klassiske strygerarrangementer. Med sig har hun holdet af dygtige, unge kvinder, der ganske ukrukket leverer en stærk vare. De fem strygere overspillede ved koncerten ikke deres rolle, men stillede sig nærmest ydmygt til rådighed. Måske kan man tale om en underspillet overlegenhed.
Det var en sådan vellykket transformation af Mariam Wallentins sange, publikum onsdag den 13. december oplevede i den hyggelige Lille Sal i Musikhuset Aarhus. I en kreds sad de fem strygere rundt om Wallentin, der frit bevægede sig rundt på scenen.  
I det hele taget var der fin bevægelighed. På alle måder. 

I koncertens lidt over 10 sange oplevede man en meget behagelig storm af fantastisk, interessant, varieret og medrivende vellyd. Den tilsyneladende lidt voldsomme tekst i "The Battel in Water" åbnede koncerten, og den begyndte harmonisk i et spagt udspil fra strygerne. Efterhånden voksede lyden til et meget lækkert samspil, der understøttede den rytmiske sang. Ligesom en håndboldkamp, hvor man hurtigt kommer foran i point, sådan kom holdet på scenen rigtig godt fra start.

På den måde fortsatte det hele aftenen. Som en stabil symaskine holdt strygerne pulsen og strukturen i Wallentins spændende univers.

Nogle af numrene var kædet sammen og arrangeret ind i hinanden. "Wait" og "Nearby Faraway" svømmede således over i hinanden, og det gav en fantastisk effekt og en flot fremvisning af den generelle variation, der var så omfattende, farverig, interessant og fængende i hele koncerten. Overraskelser, kreative og virkningsfulde effekter i strygerne og flotte harmonier var konstant på spil, og det blev flot præsenteret med Who killed Bambis ukrukkede attitude som før nævnt. Der er klar tilstedeværelse, men det virker ikke anmassende eller selvisk. Musikerne lefler ikke for publikum. De hviler i sig selv, og det giver en meget behagelig oplevelse. Denne attitude matchede Wallentins fremtræden og måde at synge på, og derfor opstod der en fantastisk synergi. Wallentins lidt mørke og brede, nærmest sandblæste stemme kom flot frem, og balancen mellem orkester og sanger var optimal. 

Set fra et klassisk synspunkt klarer Who killed Bambi at spille rytmisk musik uden at give køb på sit klassiske ophav. Indimellem mødte man passager, der lød som en stribe tapet af næsten direkte ren klassisk musik, andre gange var der fantastisk rytme og ryk i instrumenterne. Der var gode klassiske virkemidler som vibrato, staccato og flageolet-toner, men det blev anvendt på en ny måde uden at være enten for rytmisk-wanna-be-agtigt eller være dybt uharmonisk eller grimt eksperimenterende. Derimod var det meget velfungerende og medrivende i et melodisk genkendeligt univers. Man kunne bare læne sig tilbage og nyde musikken uden at kende den indgående på forhånd. 

Det virker som om, at Wallentin er inspireret af 1970'ernes folk eller popmusik. I nummeret "The string of everything" var der lidt afslappet 1970'er-agtig lyd, som gav associationer til hippiestilens enkle budskaber, gentagende mantraer, rolige tempo og bløde tromme. Der var tilsat klaver og let slagtøj, inden nummeret gled over i den noget anderledes klingende "Bleed Like There Was No Other Flood". Her indledte Wallentin nærmest med lyden af gråd, der blev efterfulgt at strygerne, som flød ind i en slags musikalsk strøm. Sangen udfoldede sig efterhånden i en lidt dyster stemning, der både rummede det klassiske og det rytmiske. Især basgruppen var virkelig interessant og gav sangen solid ressonans, langsom tyngde i rytmen og en stærk nerve. Man tænkte, at det egentlig lød lidt som Metallica!

Mariam Wallentin har sin egen stil. Men sangenes nytænkte harmonirækker er interessante uden at være fuldstændig aparte, og strygerklangen gør noget helt andet for hendes sange. Måske fremmer de ligefrem den indre kerne i sangene og gør dem en anelse mere intense.

De kan i hvert fald nydes også med klassiske ører, og hendes klange giver gode muligheder for en strygekvintet som Who killed Bambi, der forstår at tune ind på Wallentins kanal og tilsætte de effekter, der passer til det, som Wallentin vil sige.

Det var svært ikke at rocke med fra sædet. Og at gå glad ud af Musikhuset Aarhus ved

21.00-tiden.

Det blev en meget velklingende og overraskende aften, hvor alt var behageligt både at lytte til og se på. Og man blev mindet om, at Norden virkelig har noget at byde på indenfor den eksperimenterende, klassiske musik. Noget, der i virkeligheden appellerer til rigtig mange lyttere. 

Udgivet den 18. december 2023

Rachel Einarsson