22.11 2024

Københavnerkomponisten der fattes mere opmærksomhed efter sin død

‶Historien om C.E.F. Weyse (1774-1842) er ofte blevet reduceret til en fortælling om en næsten stereotyp dansk guldalderkomponist. En repræsentant for en idylliseret og forældet æstetik i en tid, der ellers bar præg af politisk tumult, enevældens fald og nye frihedsidealer‶.
Sådan skrives der bl.a. på bogens bagside. Og det er et udsagn, der virkelig rammer plet.

I år fejrer vi 250-året for C.E.F. Weyses (1774-1842) fødsel. Det kan man bl.a. markere ved at læse Jens Hesselagers bog ”C.E.F. Weyse Musiker under enevælden”, der omhandler nationalkomponistens liv, hans værker og hans rolle i samtiden. Hvad angår Weyses rolle i musiklivet i dag er det som om, der generelt er en modvilje mod hans større værker. Hvem har nogensinde hørt C.E.F. Weyses påske- eller julekantater opført til en koncert? Og hvorfor har vi dog i almindelighed ikke det, når vi hører så meget andet fra forskellige perioder?
Dette emne bør selvfølgelig nok behandles et andet sted. Men det er virkelig bemærkelsesværdigt hvor lidt, vi hører til C.E.F. Weyses musik udover de kendte salmemelodier, der heldigvis har fået lov at blive. 

Det er derfor meget kærkomment at kunne åbne den smukke bog fra forlaget Multivers. Det er et lækkert format, lækkert tryk og flotte illustrationer. Sammen med de fine kapitelinddelinger er det også rent visuelt behageligt at komme igennem siderne. 

Jens Hesselager har skrevet en grundig og detaljeret beskrivelse og gennemgang af C.E.F. Weyses liv i kronologisk orden. Man føler sig taget alvorligt og mærker, at han skriver nidkært og ærligt. Dog er der også nogle sten på vejen i læsningen. 
Dels er kommateringen ret usikker, ligesom der er en ikke stor, men alligevel mærkbar mængde fejl, der er undsluppet korrekturlæsningen. 

Portrættet kører som nævnt fremad i fin kronologisk form. Men i de første to kapitler er der ret mange afbrydelser. Mange forsinkende faktuelle input om samtiden. Det ender med, at man sidder og frygter, at der dukker en ny person op i fortællingen, for så skal vi igen høre om, hvem denne person var gift med, hvilke forbindelser denne havde til andre personer osv. Det forsinker en del og mindsker det friske indtryk af Weyse, som man ihærdigt søger at få etableret. En figur, som man er ret nysgerrig efter at komme tæt på og se tage form.

Måske har anmelderen været for utålmodig. 

For selvfølgelig er det rart og prisværdigt med en saglig og vægtig baggrundsviden. Det virker dog alligevel lidt for voldsomt at få så meget samtidshistorie med, fordi det ikke direkte har så meget med hovedpersonen at gøre. Når nu Weyse faktisk har skrevet en selvbiografi, hvorfor citeres der så ikke lidt oftere fra den?

Jens Hesselager får dog helt sikkert mange indsigtsgivende pointer frem om C.E.F. Weyse; f.eks. den, at han oftest komponerede værker på bestilling fremfor af egen fri skabervilje, hvilket placerer ham udenfor den typisk romantiske genre. Forfatteren betegner desuden Weyse som musikalsk konservativ og som københavnerklassiker, og det er interessant at læse, at Weyse også var påvirket af Sturm und Drang. Vi læser desuden, at Weyse voksede op i Altona i Hamburg og at professor Cramer fra Kiel hjalp ham til København, hvor han kom til som 15-årig.

Jens Hesselager beretter interessant om, hvilke strømninger Weyse var påvirket af og hvad han tog afstand fra, og fra kapitel tre begynder der at komme mere fart i selve fortællingen om komponisten. Her kommer vi tættere på Weyses hverdag i København, hans spisevaner og boligforhold, ligesom vi kan følge med i, at han fik arbejde som organist. Hele livet kæmpede Weyse med sin økonomi, selvom han var kommet ind i de fine kredse og siden også blev ansat som Frederik VI's komponist.

Læseren får desuden et godt overblik over Weyses symfonier og hvad han var inspireret af. Det er meget interessant, ligesom det også er sjovt at læse om, at han ikke var så meget til opera og syngespil. En overgang er der måske tendens til at fortabe sig i Weyses forskellige overvejelser over forskellige tilbud og tendenser i tiden. En mere overordnet opsamling af f.eks. hans kantater kunne være fint. Anmelderen savner mere viden om Weyses julekantate fra 1836. Den er trods alt indspillet med Tivolis Symfoniorkester på Dacapo Records og har om end i ret skrøbelig grad overlevet til en nogenlunde kendskabsgrad. 

I kapitel otte er det endvidere rørende at læse om plejesønnen, som Weyse tager til sig og som han skriver mange breve til. Vi får indblik i Weyses interessante brevskrivning, der giver et indtryk af hans hverdag. Vi hører om, hvordan Weyse samarbejdede med både H.C. Andersen, A. Oehlenschläger og B.S. Ingemann og at han ikke var en kunstner, der elskede forfald, katastrofer og forstyrrelse af den borgerlige orden. Vi erfarer, at Weyse i slutningen af sit liv skrev melodien til ”Julen har bragt velsignet bud”, og man mærker, at han delte Ingemanns fremstilling af barnetroen.

På side 279 lader Jens Hesselager os vide, hvordan man siden i 1870'erne generelt anskuede Weyses position: ”Weyse associeres ikke alene med en gammeldags musik, men også – nostalgisk – med lyden af en fortid der risikerer at blive glemt”. Et interessant perspektiv på Weyse, der giver stof til eftertanke om, hvordan eftertiden har behandlet ham.

At bogen har undertitlen ”Musiker under enevælden” virker imidlertid lidt underbelyst. Efter endt læsning står det ikke klart, hvad det egentlig indebar. Hvad var der særligt ved det? Var Weyse underlagt censur? Ja, sikkert. Men det udfoldes ikke synderligt hvordan. Måske der ikke er noget at sige om det. Men undertitlen virker til at slå mere brød op, end den nok kan bage. 

Under alle omstændigheder er der tale om en flot bog, der generelt er super interessant.
Der er et flot flow i sproget, der er forholdsvist stramt og fokuseret. 
Bogen giver én endnu mere lyst til at få Weyse i pladespilleren og på hjernen.

Rachel Einarsson