Aarhus Symfoniorkester pumpede som et maskinrum omkring et medrevet publikum

Det var som at stå lige ved siden af et gammelt, pumpende lokomotiv. Eller at stå i et maskinrum med pulserende pumper. Eller at være i en levende og kraftfuld eventyrverden — hvis ikke snarere man var endt i et moderne, sundt computerspil?

Koncertformen Open Orchestra er udviklet af Copenhagen Phil, og fredag eftermiddag i sidste uge blev koncertformen gennemført i Aarhus med Aarhus Symfoniorkester. Man vidste, at publikum skulle have lov at stå midt i orkestret under en koncert. Men på hvilken måde?

”Hvordan gør man?”, spurgte jeg fuldstændig naivt billetkontrolløren, da min datter Elizabeth på 8 år og jeg var klar til at gå ind i salen. ”Det får I at vide derinde”, lød det beroligende svar.

Vi sivede derfor stille ind i Rytmisk Sal – ligesom de andre publikummer nok stadig lidt usikre på, hvad vi måtte og hvordan, det hele skulle spænde af.

Salen var mørk og kun stedvist oplyst. De forskellige instrumentgrupper i Aarhus Symfoniorkester stod pænt fordelt på sorte podier rundt i rummet, så der var gulvplads til publikum imellem. På et ophævet podie midt i det hele stod dirigent Subin Kim, der var fordybet i sit partitur og tog tilløb til forskellige indsatser, mens musikerne rundt om også var lidt i deres egen varm-op-verden med at øve et par triller, gennemspille et par drilske takter, trykke på ventiler og rigge til. Imens trippede publikum rundt nærmest i ærefrygt og stille usikkerhed. Det virkede næsten skræmmende på en fascinerende måde at være så tæt på instrumenterne. Var man nu til gene, fik man en basun i hovedet, eller ville man blive sat på plads af en stram kustode?

Usikkerheden blev dog vendt til tryghed, da en behagelig speakerstemme tog teten til tiden og instruerede os i, at det hele nu ville begynde og at vi måtte bevæge os rundt, når vi fik besked på det. Vi blev opfordret til at lægge telefonerne væk og ikke stille bagage ude i siderne af lokalet, hvilket var svært at overholde. Publikum var en god blanding af børnefamilier, teenagere, romantiske par – en god blanding i alderen anslået 4-75 år. Alle stod vi og kiggede rundt omkring os i det varme lokale.

Ganske passende indledtes showet med ”Velkommen til orkestret”, som Peter Due har skrevet til netop denne type koncert. Et fantastisk stykke eventyrlig musik, der strømmer én i møde og bare suger publikum med i en festlig velkomst, mens værket enkeltvist præsenterer de forskellige instrumentgrupper, der også blev belyst i hver sin farve.

Derefter blev vi introduceret til ”Romeo og Julie” af Tjajkovskij; vi blev forberedt på de store følelser i form af kærlighed, død, forelskelse og skønhed, og lyden i Rytmisk Sal medvirkede sikkert også til at bringe det hele meget tæt på os på en meget passende måde. Et barn sov trygt i sin fars arme, mens musikken udfoldede sig i hele følelsesregistret og vi alle stille bevægede os rundt, gloede, stirrede og sugede indtryk og lyd til os. 

Somme tider var der lidt trangt mellem podierne. Men publikum bevægede sig stille og roligt, så alle kunne komme rundt.
Foto: RE

Speakeren bragte os nu videre til ”Morgenstemning” og derefter ”I dovregubbens hall” af E. Grieg. Og her reagerede flere børn på de velkendte toner. Troldedansen gjaldede ud i salen, inden vi til Elgars ”Nimrod” måtte sætte os på gulvet og selv skabe en historie ud fra den rolige musik. Det nød publikum tydeligvis. Mange lukkede øjnene og tog sig virkelig tid til at tage en slapper og bare nyde det.
Som en overraskelse blev vi afslutningsvist hyldet ind i John Williams’ voluminøse og overlegne tema til ”Star Wars”. Her var publikum helt med – både det unge segment og flere forældre, der nærmest spærrede øjnene op. Elizabeth dirigerede også med, og begejstringen var tydelig rundt i salen.
 
Det var meget svært at finde noget at brokke sig over. Også når man fik et fantastisk velvalgt repertoire, der ikke forfaldt til de største, klassiske og sentimentale klichér, men viser publikum et symfoniorkester i et kvalificeret, fantastisk fuldt flor og fuld toneskala.
At få lov at gå rundt imellem instrumenterne på denne måde, mens det hele er i gang.
At stå midt inde i et levende orkesterværk.
At mærke åndedrættet som i en pulserende fabrik af stor og fyldig vellyd.
At se koncentrationen hos musikerne og betragte deres individuelle rolle i et samlet hele.
At stå så tæt ved pauken, at man egentlig kunne have fået én over nallerne, hvis man bare rakte hånden ud. At se Subin Kim som en flyvende superheltinde midt i det hele med styr på hele "byen" rundtom hende og mærke, hvordan hun superelegant trak grupperne med sig og koordinerede detaljerne. At mærke fagottisterne som en lille separat, pumpende tonefabrik. At se og høre basunernes fantastiske, majestætiske klang i ”Star Wars”, mens den velkoordinerede kontrabasgruppe sørgede for en sikker og blød baggrundspuls overalt. At se den smukke horngruppe og være tæt på at få en gong-gong i nakken, mens violinerne som en svævende sylfidesværm også trådte flot frem i deres soli.

Der var noget at lægge mærke til overalt. Og så var Elizabeth nok særlig optaget af den smukke, ensomme harpe, som vi også skulle hen og nærmest ae.

”Hvad var det bedste ved koncerten?”, spurgte jeg hende, da vi gik over pladsen foran Musikhuset Aarhus efter koncerten. ”Det hele var godt”, lød svaret. Når både begyndelsen, midten og enden er god – ja, så er alting ret godt.  

Udgivet den 3. juni 2024

Rachel Einarsson