Der er både nordisk urkraft og romantisk power i ny single fra Josefine Opsahl 

Det starter som en stak toner, der hvisler og brummer. Man forestiller sig whiskers på en tromme tilsat en cellobue, der ikke er trykket helt i bund på strengene, men som flyder over strengene.
Det er en tom akkord. Men den indeholder en murrende kraft, der arbejder indefra og maser sig frem. Indimellem standser musikken helt for lige at samle sig. Et sekund senere vender den tilbage i en mere samlet kraft. Som om den finder styrke i en brat vejrtrækning.

Efter et minut og ca. 20 sekunders murren begynder der at vise sig en retning i tonedyndet; en slags melodi er i fødsel, og den underliggende kraft samler sig igen. Det går lidt frem og tilbage, men i et skønt mønster, der alligevel vokser for hver gentagelse. Efter ca. tre minutter er stykket virkelig vågnet og har fundet sig selv. En sej melodi baner sig vej i et tæt krat af næsten ufremkommeligt tonespind af dybe cellotoner, der skratter, river i øregangen og lyder som insisterende sekstendedelsnoder. 

Sikkert bevæger celloen sig hele tiden fremad til næste bridge som i et popnummer, og vi når at opleve, at kaos samler sig og finder sit udtryk, idet melodien får luft og endelig præsenteres. Kort inden den så giver slip og stykket er slut.

Josefine Opsahl er 32 år og uddannet til at mestre sin cello på højt niveau fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og Northwestern University i Chicago, ligesom hun er solistuddannet fra Syddansk Musikkonservatorium.
Hun har allerede en stribe priser på sit CV, og i 2022 udkom hendes solodebutalbum "Atrium" på Dacapo Records. Og nu er det så tid til singlen "Past Present Future", der har rollen som tredje sats i et samlet værk på tre satser.

"Past Present Future" er skabt til udstillingen "Beyond the Light", der finder sted på The Metropolitan Museum of Art i New York og har verdenspremiere den 14. april. Det fem minutter og 15 sekunder lange nummer tager udgangspunkt i et dansk maleri, der i 1844 blev skab at Johan Thomas Lundbye (1818-1848). Billedets titel matcher Josefine Opsahls værk. 

Det er helt imponerende, hvad Josefine Opsahl har fået ud af det enkle billede; det viser en ung velklædt mand, der sidder ved en strand. Han støtter albuerne på knæene, mens hænderne skjuler hans ansigt, som var han i dyb krise. Han sidder under et stort træ med en kraftig stamme, og grenene læner sig ud og danner en beskyttende arm over ham. Et maleri med romantiske elementer, men måske også en del eksistentielt gods, der kan stamme fra malerens egne overvejelser over det at være kunstner og menneske. 

Med sit meget moderne stykke musik, der kombinerer den elektroniske musiks muligheder med den akustiske cellolyds charme og klassiske vibrato har Josefine Opsahl skabt noget fantastisk. Et virkelig kraftfuldt nummer, der har tænder og vil noget i verden. Man har lyst til at høre stykket igen og igen, nynne og swinge med midt i tankemylderet i den unge mands hoved.

Hvor er det interessant, at en ung kvinde af i dag tager et billede fra en ung mands hånd fra en helt anden tid og sætter musik til. At stykket på sin vis er nytænkende med sin blanding af materialer og rytmer, men også bryder igennem med noget nyt i sit klangbillede. Noget, der er nyt, men som stadig taler et tydeligt sprog, som man forstår og får noget konkret ud af. At vi kan linke til billedet, mærke en stemning og en levende fremdrift, opleve den unge mands eksistentielle tilstedeværelse og samtidig høre et vanvittig godt stykke musik, der har en stærk nordisk urkraft i sig. Men samtidig bliver det også et moderne udtryk for romantikkens store indre følelser; at vi får en tidligere kunstnerisk periode tæt på i et interessant nutidigt sprog.

Sagt uden filter: Det er da et mega fedt nummer.

Singlen kan opleves ved at kopiere dette link: https://orcd.co/pastpresentfuture 

Udgivet 12. april 2023

Rachel Einarsson