Tysk julepastiche i ny indspilning er blottet for juleglitterstads

Hvis man er på udkig efter julemusik med swung, der går en lige i hjertet, svinger sjælen op i festligt gear og lader det dufte af juleklokker, brunkager og glitterpapir, så skal man nok lige smage ”Die Weihnachtsgeschichte” en del til, før dén stemning er i skabet rent musikalsk. Kan man derimod geare ned til en slags andagtsfuld, liturgisk og mere tør stemning i en slank, slebet og næsten vibratofri korklang uden musikinstrumenter, kan man med sindsro trykke på on. 

Ned i puls og gear må man i hvert fald for at mødes med ”Die Weihnachtsgeschichte”, og det er der noget dragende, men samtidig også lidt krævende og uoverkommeligt ved. Når det nu trods alt er et juleoratorium.

Værket er færdigkomponeret i 1933 af den tyske komponist Hugo Distler (1908-42), der på mange måder førte et trist liv. Ikke at det nødvendigvis har nogen sammenhæng med ”Die Weihnachtsgeschichte”, men interessant er det at læse om hans liv; sine nok lykkeligste år fik han som organist og dirigent ved St. Jakobi Kirche i Lübeck 1931-37, i hvilken tid han netop også komponerede sit nærværende juleoratorium, der er skrevet udelukkende for vokal besætning.

Selv beskrev han værket som ”et oratorium med kammermusikalsk karakter”, og han var tydeligt inspireret af den tidlige musik i protestantismens stil. Den barokke stil og arven fra H. Schütz har han på mange måder videreført i de 20 satser, der på klassisk vis veksler mellem kor- og solistpartier i tyske tekster. I alt varer indspilningen 40 minutter og 17 sekunder, så der er tale om korte satser.

Oratoriet bliver fint indledt af et par indførende tekster, der annoncerer emnet: Jesu fødsel. Første sats rummer de stærke profetiske ord fra Esajas kap. 9: ”Thi et barn er født os”, lovprisningen af lyset der kommer til mørket og menneskesønnens forskellige navne: Underfuld rådgiver, evighedsfader, fredsfyrste. Men her kommer man helt instinktivt til at savne Händels uforlignelige, jublende og fuldstændig ekspressive parti med samme tekst. Hvordan kan Distler holde sådan en eksplosiv og banebrydende tekst i så beskedent og nærmest spagt et sprog? Hvordan kan han ikke smide en masse instrumenter på, rulle den røde løber ud og åbne kirkeporten på vid gab? Eller har han faktisk gjort det til fulde inden for rammerne af den tidlige musiks muligheder?

Måske skal man finde ind til en helt anden form for dyb inderlighed hos Distler. Eller indholdsrig stilhed. En nærmest meditativ ophøjethed, der på sin vis også virker, men som alligevel også forekommer lidt tam, når man nu kender den majestætiske og prangende glæde hos Händel.

Carsten Seyer-Hansen er også dirigent for Københavns Drengekor og kan kalde sig kongelig hofleverandør. Sidste år kunne han fejre 25-års jubilæum med Concert Clemens.

Foto: Privat

Som en yderligere annoncering af frelserens nærtstående fødsel får vi første vers i ”Es ist ein Ros entsprungen” første gang; et ganske eftertænksomt harmonibillede, der fint leder over til evangelistens arie, der synges af Adam Riis.

I en ordveksling med Johanne Fårup, der synger englens partier, starter julefortællingen nu med Mariæ bebudelse. Her passer den minimalistiske før-barokke stil fint til situationen. Derefter går det kronologisk fremad i forløbet med Jesu fødsel, og i alt hører man ”En rose så jeg skyde” syv gange i forskellige variationer og forskellige tekster i oratoriet. Den velkendte melodi optrådte for første gang i 1609 i komponisten Michael Praetorius’ nodebog og fungerer på en måde som et fast referencepunkt til en fast liturgitradition i Hugo Distlers ”Die Weihnachtsgeschichte”; en slags holdepunkt for hele oratoriet og en rar oase for genkendelsens glæde.

Generelt er det lykkedes Distler at lave et stykke vellignende pastiche. Den slanke, luftige klang fra den tidligste musik får god plads ikke mindst på grund af sin acapella-form. Renhed, enkelthed og nærmest meditativ melodiføring giver den rette smag af den gregorianske tradition, omend Distler benytter flerstemmig sang. Det medfører dog også en vis ensformighed, så man meget let mister orienteringen og koncentrationen. Det er, som har alle dramatiske punkter i juleevangeliet det samme monotone udtryk.
Nogle melodier går lidt i ring og bevæger sig på de samme tonetrin i flere takter, så det bliver lidt ensformigt og indsnævret. De somme tider lidt tomme klange giver værket en vis kølighed, der både er fascinerende og distancerende. I sats nr. 11 er det eksempelvist dog interessant at lægge mærke til, hvordan de forskellige stemmer agerer hyrder, der ivrigt taler om at løbe til Bethlehem. Og i sats 14 aner man, at der er ugler i mosen: En vis dysterhed præger den spørgende samling lærde i Jerusalem i de forskellige stemmer i koret. Men de kortvarige udtryk afløses igen af det samme monotone udgangspunkt, som hele værket drejer rundt om.

Selve udførelsen er imidlertid meget smuk og vellykket. Der synges med fin, men ikke krukket præcision, hvilket er meget behageligt og yderst prisværdigt; der er ro og tid til musikken, uden at det hele går i stå. Solisterne er også lytteværdige hver og en, og Adam Riis står fint og smukt frem som evangelist med sin varme stemme, så man oplever, at han virkelig har noget på hjerte.

Nogen gennembrydende kioskbasker bliver ”Die Weihnachtsgeschichte” nok aldrig. Ikke at det nødvendigvis skulle være et succeskriterium. Men det er stærke og meget veletablerede musikhistoriske kræfter, Hugo Distler er oppe imod, så der skal bankes gevaldigt til paukerne, hvis man vil frem på dén front.
Men hvor er det skønt, at Concert Clemens har givet os mulighed for at lære Hugo Distlers bud på et juleoratorium at kende. Og så i så flot en udgave i sin ukrukkethed, fine veltalenhed og dejlige ro og indlevede udtryk.

Udgivet den 6. november 2023

Rachel Einarsson