Nogle komponisters partiturer forsvinder med tiden fra koncertsalene og mister sendetid. Det er ikke altid musikalsk retfærdigt. J. G. Rheinberger (1839-1901), der var født i Lichtenstein, fortjener mere opmærksomhed, skriver Ulrik Spang-Hanssen.
Læs hans første indlæg på Klassisk bureau, hvor han bl.a. overvejer J. G. Rheinbergers notationsmetode, hans position i samtiden og hans relevans for nutiden.
Josef Gabriel Rheinberger (1839-1901).
PR-foto
Vi er tilbøjelige til at mene, at tidens sortering af, hvilke af fortidens kunstværker, der påkalder sig vores opmærksomhed, er ganske og aldeles ufejlbarlig. Hvis en forfatter, en maler eller en komponist skulle være blevet glemt i århundredernes løb, er vi helt overbevist om, at tidens tand naturligvis har helt ret, og at det kun er de ypperste kunstværker, crème de la crème, toppen af poppen, der er nået helt frem til vores lystavler.
Men det er jo ikke nødvendigvis rigtigt.
Malerier kan bortkomme, bøger kan være skrevet i et for os fremmedartet sprog, og musikmanuskripter kan gemme sig under tommetykt støv på biblioteker, uden at de er ringere af den grund. For musikværker gælder der endvidere det helt specielle forhold, at de skal fortolkes af en nulevende kunstner for at træde ud af sin fortid. Det er de færreste, der som Brahms ville foretrække at nyde en opera hjemme i sin lænestol i al stilfærdighed med partituret foran sig. Mange af os ville ikke få nogen stor nydelse ud af det. Musikken kræver at blive spillet, ellers kan den ikke opfylde definitionen, som meget bredt udtryk er, at musik er ’organiserede lydbegivenheder, der opfattes æstetisk’.
Vi ønsker altså, at der skal være tale om lyd, der udspiller sig i tid, et partitur er ikke musik, det er et billede af musik. Ligesom et billede kan være mere eller mindre vellignende, således kan der være større eller mindre afstand mellem den musik, som komponisten har forestillet sig, og dens nedskrift. Det skyldes, at man i mange perioder – de fleste, faktisk – har været tilbøjelig til at notere musikken ufuldstændigt for at gøre den lettere at læse. Mange komponister har ønsket at spare tid ved ikke at notere alle oplysninger om klang, dynamik og især rytme, og musikere har foretrukket at få et overskueligt nodebillede, som det var let at orientere sig i, så skulle de nok selv supplere med det, der manglede.
I dag lever vi i en tidsalder, hvor vi læser nodebilledet uhyre bogstaveligt og mener, bevidst eller ubevidst, at det frembyder en komplet opskrift på, hvordan musikken skal realiseres i tid og klang. Forskellige komponister har i tidernes løb haft forskellige vaner med hensyn til, hvor nøjagtigt de ville skrive deres musik ned, og det kan også have været medvirkende til, at de har ’klaret sig’ forskelligt over for tidens førnævnte tand. Nogle komponister har været ret nøjagtige med deres ønsker. Johann Sebastian Bach er et udmærket eksempel.
Han skriver sine forsiringer meget eksplicit ud og overlever derfor overgangen til vores bogstavelige tidsalder forholdsvis fint. Andre lever derimod i en tidsalder og kultur, hvor man som hovedregel ikke gjorde sådan, og deres musik kan derfor have en tendens til at fremstå en smule kedsommelig. Det skyldes i det store og hele, at der er en masse oplysninger, der simpelthen mangler, og som den udøvende musiker ikke alene havde ret, men sågar også pligt til at tilføje. En sådan komponist er Josef Gabriel Rheinberger.
Mange udøvende musikere får i løbet af deres karriere et helt særligt tæt forhold til en eller flere komponister, fordi man får en fornemmelse af, at der er en forbindelse mellem én selv og den for længst afdøde kunstner. Man synes, at der trænger til at blive gjort noget, at man selv kan tilføje et eller andet til fortællingen om den pågældende komponist. Sådan har jeg det selv med Rheinberger.
Han blev født i 1839 i fyrstendømmet Liechtenstein som søn af den fyrstelige rentemester. Det musikalske talent vist sig meget tidligt, så tidligt, at han i en alder af syv år kunne passe organisttjenesten i den lokale hovedkirke. Liechtenstein var på den tid endnu ikke et selvstændigt bispedømme, og derfor var kirken ikke en domkirke, men det var i hvert fald en meget stor stilling for en syvårig.
Han kom i kontakt med en cellist fra en østrigsk strygekvartet, der gav koncert i byen, og fik en aftale om, at han kunne få en mere grundig undervisning hos ham i Feldkirch på den anden side af grænsen. Fyrsten ville imidlertid ikke give afkald på Rheinbergers tjeneste i kirken, så drengen måtte hver lørdag gå ni timer gennem bjergene for at komme hjem og passe sit organisthverv.
Derpå gik det søndag eller mandag den modsatte vej. Ikke mange forældre ville vel i dag synes, at det var en god idé, at en niårig knægt skulle vandre alene i bjergene i ni timer, to gange om ugen. Som elleveårig kom han dernæst på konservatoriet i München, selvom hans far var modstander af, at han gik musikvejen. Det synes at have været et uomgængeligt krav for komponistfædre at have været modstandere af det musikalske projekt og hellere synes, at de unge mennesker skulle studere jura.
J. G. Rheinberger var en mand med orden i sagerne. Det gjaldt også hans kompositioner, der er præget af solidt håndværk og god melodik.
PR-foto
Det gik ham naturligvis fint i München. Han blev færdig med sine studier som 14-årig, og kort efter begyndte han selv at undervise på det samme sted, hvor han var uddannet. Ledelsen vidste udmærket godt, at de havde med et usædvanligt talent at gøre, og allerede i en alder af nitten blev han udnævnt til professor i klaver og komposition. Der var ingen grund til at smøle med det. I 1867 giftede han sig med sin tidligere elev, digteren Franciska von Hofnaas, og de levede roligt med hinanden til deres dages ende. Rheinberger fik alle de æresbevisninger, der tænkes kan, han blev kongelig hofkapelmester og fik ordner og mange, mange prominente elever. Han levede altså på ingen måde det bohème-agtige kunstnerliv, som vi forventer af de store genier. Han var afholdt og rolig, og det gik ham godt.
Richard Wagner, den store operakomponist, derimod, synes så afgjort at have levet den helt rigtige slags kunstnerliv. Han har samtidig været en af musikhistoriens mindre tiltalende personligheder, for nu at udtrykke det diplomatisk. Hans trang til at sætte sig selv igennem på andres bekostning er legendarisk, fejder og ufred florerede i hans kølvand og skulle der endelig være en død periode, var han ikke bleg for at starte lidt anonyme avisskriverier, som kunne sværte kollegerne til.
Man kan faktisk vanskeligt forestille sig større modsætninger end de to komponister, der på et tidspunkt i 1860’erne var bysbørn i München, Wagner og Rheinberger. Selvfølgelig kendte de hinanden, større var byen jo heller ikke dengang, og Rheinberger var sågar repetitør på Königlichen Hoftheater i netop den periode, hvor Wagners Tristan og Isolde blev uropført der, og det kan næppe have gået helt uproblematisk for sig. Wagner var indbegrebet af den romantiske kunstner, uregerlig, selvcentreret og næppe voldsomt plaget af etiske hæmninger, hvor Rheinberger var lige det stik modsatte, tilhænger som han var af de gamle dyder, flid, påpasselighed og huslig idyl. Wagner undlod naturligvis ikke at gøre sig lystig over al denne sathed: ”Ser De, professor Rheinberger er en stor kunstner, som hver dag komponerer fra kl. 5-6 om eftermiddagen. Jeg er en dilletant, jeg kan kun komponere, når noget falder mig ind”.
Wagner sætter vel fingeren på noget centralt i Rheinbergers værk, når han fremhæver det metodiske, det rolige og det regelmæssige. Det gjorde også Johannes Brahms, som i 1871 havde været på besøg i det Rheinbergerske hjem, og siden hen havde fået to klaverstykker tilsendt med tilegnelse, og han skriver med stille ironi:
”Man empfindet so angenehm die schöne Häuslichkeit in der Sie leben und schaffen. Unsereins denkt wohl: Aber abseits, wer ist’s?...” ”Man kan så tydeligt fornemme det dejlige hjemmeliv som De lever og arbejder i. En og anden tænker vel: Men bortset fra det, hvem er det så?..”
Og noget kan der vel være om det – og så alligevel. Et af Rheinbergers særkender er uden al tvivl det fuldstændig uangribelige håndværk; ofte når man som musiker beskæftiger sig med det vi i behagelig selvovervurdering plejer at betegne som ”mindre ånder”, så er den mindre ånd også ledsaget af en mindre hånd, om man så må sige, håndværket er simpelthen ikke så godt, man støder hele tiden på steder, hvor det ikke rigtig ”går op”, hvor der er grebet til tekniske nødløsninger. Ikke så med Rheinberger. Han er teknikkens suveræne mester, og vi ved da også positivt, at selv en stor komponist som Brahms bestemt ikke havde nogen stille ironi til overs for vor mands håndværk, tværtimod, han søgte ofte hans råd, når han stødte på kontrapunktiske og andre problemer, som han ikke sådan lige kunne se sig ud af. På grund af dette mesterskab blev
Rheinberger er da også en af sin tids mest efterspurgte lærere i komposition, og dirigenten og pianisten Hans von Bülow, som ellers var en af de mest rasende partisaner for den nye tyske skole, endda i en sådan grad, at han blev Liszts svigersøn og senere sågar ikke blev specielt sur på Wagner, da denne huggede hans kone, han siger, at Rheinberger er ”den ideelle kompositionslærer…en af de agtværdigste musikere og mennesker i verden”. Noget sådant er så til gengæld bestemt aldrig blevet sagt om Wagner!
Det uangribelige håndværk, den rolige tilværelse og jerngrebet om den musikalske form, kort sagt den fuldstændige mangel på udskejelser af nogen art, har fået os til at tænke, at Rheinbergers musik er ’kedelig med kedelig’ på. Men det er ikke tilfældet. Rheinberger er en af musikhistoriens største melodikere, efter min mening i klasse med komponister som Mendelssohn og Verdi. Han har skrevet enormt meget i alle genrer: orgelmusik, klavermusik, kammermusik, symfonier, opera… 197 opustal blev det til plus det løse.
Det kan varmt anbefales at gå på opdagelse i denne vældige produktion, og finder man en indspilning med nogle kunstnere, som formår at tilføje rubato, klangbehandling og indføling til de lidt tørre og klassiske partiturer, så venter der til gengæld musik af en kvalitet som Brahms og Mendelssohn. Og som man til gengæld ikke kender i forvejen!
