06.06 2025

”Man har selv ansvaret for,
at det lykkes”

Interview med pianisten Jesper René

Pianisten Jesper René har siden 2013 turneret landet rundt med et klassisk repertoire, der bl.a. tæller J. S. Bach, Carl Nielsen og C. Debussy. 

Foto: Privat

Det er ikke fordi, han virker ubarmhjertig eller kold.
Eller kalkulerende på en kynisk måde.
Men det er, som er der på en måde en benhård eksistentialistisk ånd og en tungtvejende bevidsthed om eget ansvar over Jesper Renés tilgang til sin tilværelse som udøvende musiker. For hvordan han kontinuerligt arbejder for at holde sit kunstneriske niveau, samtidig med at han er sin egen agent og bogholder. Som om, at der er en stor modsætning mellem det levende materiale, musikken, og disciplinens og planlægningens objektive magt og system, som musikken skal trives med.

Under alt dette bygger Jesper Renés virke på et stærkt ønske om at nå ud til de yderste kroge af kongeriget – hele rigsfællesskabet.

Jesper René er født på Fyn i 1974. Han har studeret bl.a. på det nuværende Syddansk Musikkonservatorium og Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, men har ikke afsluttet sin uddannelse. Siden 2013 har han været aktiv i sit enkeltmandsfirma med koncerter over hele Danmark. Fra 2018 har han været tilknyttet musikskolen i Nuuk som fjernunderviser, ligesom han for et par år lod sig hyre som klaverstemmer på Det Rytmiske Musikkonservatorium. 

”Jeg afsluttede ikke studierne, slet ikke. Jeg gør det på min måde og er en enspændernatur”, fortæller Jesper René nøgternt og lader mig forstå, at han vel egentlig på egen hånd har opøvet sit repertoire. Resultatet af hans strategi er nu, at han for mange at se har valgt en ensom vej i livet.

Ved at lytte til hans stilfærdige, men nøje og velvalgte ordstrøm i telefonen fornemmer man det overordnede paradoks, hans liv som pianist består af: En enmandshær overfor en anden hær kaldet publikum. Konstant. At han kontinuerligt giver, og at publikum modtager. Men at han måske også selv får noget af at give. At den ensomme vedholdenhed i at øve, øve og øve på egen hånd skal munde ud i, at han til en koncert skal skabe et vellykket, nærmest ensomt fællesskab med et ofte ukendt publikum – et nyt sted og til andre mennesker næste gang. Den koncentrerede ensomhed er en forudsætning for et kvalificeret samvær med sit publikum.
Denne ensomhed nager heldigvis ikke Jesper René.

ENSOMHEDEN

”Jeg er entreprenant af natur, og jeg tilbringer meget tid alene. Det, jeg laver, er så specialiseret, for det er kun soloklaver, og jeg har vænnet mig til at være alene om alting”, fortæller han. Derfor kom han f.eks. også igennem coronapandemien på en anden måde end mange andre. Under nedlukningen indlogerede han sig hos sin familie på Fyn, gav online undervisning, cyklede Midtfyn tynd og indstuderede nye værker. Og så var det også lidt af en befrielse, husker han.   

”Først var det faktisk en velsignelse at slippe for det konstante pres i at holde koncerter. Jeg slap for modløshed og uvished ved at imødegå perioden anderledes – ved at gøre noget i stedet for at være pessimist. Jeg holdt mig des mere i form og fik mere tid til overs, som jeg ganske vist selv måtte betale for”, konstaterer han.

De mere negative sider mærkede han dog også – og mærker han stadig. ”Der var problemer med at overholde aftaler, når aflysningerne kom”, husker han. ”Ting der tidligere var naturlige, turde man ikke fortsætte med efter pandemien. Man turde ikke indgå aftaler, og det betyder, at her fem år senere har min del af musiklivet endnu ikke fundet samme kadence som tidligere. Der er færre koncerter nu. Men jeg kan tåle det, for jeg har spillet så meget”, siger han roligt. ”Nu har mine aktiviteter fundet et mere naturligt stade set fra mit lille hjørne i kulturlivet”.

”På en koncertdag øver jeg på det program, jeg skal spille samme dag. Jeg laver stort set ikke andet end at øve og spille, og det kan jeg gøre, for jeg har ingen at skulle tage hensyn til.”, siger han med henvisning til, at han ikke har ansvar for en familie eller andre forpligtelser af særlig vægt. Friheden til kunsten er intakt. Men det kræver disciplin.

”Det er nødvendigt at øve sig”, konkluderer han, mens han samtidig konstaterer, at rækken af koncerter også giver ham en vis rutine i at spille sit repertoire. ”Jeg har et standardrepertoire, der befinder sig midt på skiven”, siger han og uddyber: ”Det er ting, der er så kendte, at de ikke behøver nærmere introduktion. Og det er også fordi, det er så gode værker, som har deres eget publikum”, vurderer han. Den nyere moderne musik har ikke fundet vej til hans nodestander på klaveret.

”Ingen kan alt; man er nødt til at specialisere sig. Man skal kunne sit materiale godt, og den nye musik er bare ikke blevet mit område”, konstaterer han. ”Man kan spille det, man selv tror på. Der er heldigvis meget at vælge mellem for en pianist”, siger han med en vis afdæmpet glæde. ”Vi pianister har det bedste repertoire, men mit er fordelt på få komponister. Det intellektuelle og det psykologiske tiltaler mig mest, for jeg er mere optaget af det indvendige end det udvendige”, funderer han. 

REPERTOIRET

Denne karakteristik har især J. S. Bach gjort sig fortjent til. Han er blevet et stort emne i Jesper Renés repertoire. Jesper René holder enten koncerter med mikset repertoire af forskellige komponister eller koncerter alene med Bach-repertoire. Faktisk udgør Bach-koncerterne halvdelen af hans udbud af koncerter.

Hen over foråret og sommeren 2025 har han valgt et gennemføre en trilogi over J. S. Bachs musik, så publikum får præsenteret den store mesters største klaverværker. Koncertrækken startede på J. S. Bachs fødselsdag den 21. marts med opførelsen af Goldbergvariationerne (BWV 988). Tredje og sidste del af koncertrækken slutter på komponistens dødsdag mandag den 28. juli. Anden del af trilogien omfatter ”Ouverture i Fransk stil” (BWV 831) og ”Italiensk koncert i F-dur” (BWV 971), der befinder sig i hans udgivelse Clavierübung fra årene 1731-1741.

”J. S. Bach har sin egen menighed. Goldberg-variationerne – de lyttes til mange gange af dem, der kan lide dem. Hver gang er de alligevel en ny oplevelse”, siger han. ”Men jeg spiller også andre ting, for store værker som f.eks. Goldberg-variationerne er både opbyggelige og opslidende at arbejde med”.  Selv for en entusiast som Jesper René kan musikken blive for overvældende.

”Jeg kan nå et mæthedspunkt i nogle af de vægtige værker, men jeg lever med dem i tykt og tyndt”, siger han og vender tilbage til manden med Goldberg-variationerne. ”J. S. Bach hører til det vanskeligste at realisere. Hans værker beror på en logisk stringens og en mønsterbearbejdelse, der gør, at hele konstruktionen er et urværk, der skal passe sammen. Når det lykkes, lyder det naturligt og selvfølgeligt. Men den mindste upræcision kan ryste dén, der spiller det. Det skal derfor spilles hyppigt og over lang tid, i hvert fald for mig. Men der er ting, der stadig er den højeste udfordring, selvom jeg har spillet det mange gange”, funderer Jesper René og oplyser, at han har spillet Goldberg-variationerne 250 gange. Og at han kan huske alle de 250 opførelser.

Måske hænger det sammen med den fascination, værket vækker hos Jesper René. På samme måde oplever han J. S. Bachs pædagogik som kunst. ”Klavierübung, kalder Bach det”, siger han, ”men det er tekniske, intellektuelle og sjælelige øvelser, som forener det hele i overjordisk skøn musik. En ophøjet konstruktion, som lider fatalt under, at et tandhjul falder ud.
”Har du prøvet det?”, afbryder jeg.  
”Det har jeg”, fortsætter han. ”Jeg vover at påstå, at der ikke er meget tilbage, som jeg ikke har været udsat for.”

”Han har været en inspiration for mig, men der er ikke så stort et udvalg i klaverværker fra ham. Jeg har valgt hans sene værker, der er skrevet i 1915-1930. Carl Nielsen var ikke selv pianist, så man skal have et særligt håndelag for at spille værkerne, der spillemæssigt er besværlige. Jeg har kendt til denne musik før, men først for 10 år siden fik jeg rigtig spillet det i 150-året for Carl Nielsens fødsel. Og det har hængt ved siden. Hvert andet år tager jeg det frem, ” fortæller Jesper René. Herudover er bl.a. Beethoven og Debussy også på hans repertoire. Et bredt, ægte klassisk repertoire, som han må fremføre på mange forskellige klaverer.

FRYGTEN

De skiftende koncertsale og koncertinstrumenter er således også en væsentlig del af det omrejsende liv med musikken.

Her dukker endnu et paradoks op; som det, at Jesper Renés liv kan ses som en blanding af noget stabilt med noget uforudset; han præsenterer sit faste repertoire på altid forskellige instrumenter for skiftende publikummer. ”Det er præmissen”, siger han roligt om de varierende arbejdsforhold. ”Men når man er opvokset med at skifte instrumenter i studietiden, hvor man øver på skolen og ustandseligt flytter lokale, så har jeg vænnet mig til de skiftende instrumenter på koncertstederne. Faktisk har jeg en interesse i det instrumentfaglige – jeg har det som en inspiration at spille på forskellige instrumenter. Det er motiverende for mig. Men man skal være hårdfør og ikke lade sig ryste”, siger han med sin sædvanlige blanding af noget alvorligt og behageligt.    
Der hviler en generel ro over Jesper René. Den følger måske netop af hans priviligerede ensomhed.

Det er ikke sådan, at ordene vælter ud af ham i en ustoppelig strøm; dog, han har meget på hjerte. Men Jesper René vægter det velovervejede og udvalgte ordforråd. Ordene kommer, når de først er vejet på en fintfølende vægt. Som er sproget også et udtryksmiddel, han tager alvorligt, ligesom musikken selv. En musik som han typisk serverer i en varighed på 1-2 timer ad gangen.

Hver tilstedeværelse et nyt sted betyder fortløbende noget nyt for ham. ”Øjeblikket inspirerer. Omgivelserne, publikum, instrumentet inspirerer. Musikken kan spilles på så mange forskellige måder. Jeg holder af at spille de lange, intellektuelle værker, der kommunikerer til dem, der spiller, dernæst til dem, der lytter”, siger Jesper René.

Men kan man mon vænne sig til at skulle præstere konstant på en så ensom post? Også når man har et krævende repertoire, der ikke umiddelbart indbyder til improvisation og anden forhåndenværende tryllemidler til at fikse noget uforudset?

Her dukker frygten op. Frygten for, at man pludselig falder ud af stykket på scenen og ikke kan finde ind igen. For Jesper René spiller oftest uden noder. Her kommer hans rutine ham til hjælp. En ressource, han ellers ikke bruger som hovedpude.   

ӯjeblikket inspirerer. Omgivelserne, publikum, instrumentet inspirerer.
Musikken kan spilles på så mange forskellige måder”

Jesper René, pianist

”Jeg har oftest et dedikeret publikum, og jeg er altid bange for at blive hylet ud af den. Man har selv ansvaret for, at det lykkes, Jeg har lært at leve med det ”, lyder det fra ham. For ensomheden fortsætter i en vis grad for hans vedkommende helt ind på scenen.
”Man sidder alene. Det er jeg altid bange for. Det vilkår er altid til stede. For mig understøtter udenadsspillet øjeblikkets nærvær – enkeltmandspræstationen, og det fordrer, at man har brugt en mangedoblet faktor i tid på at få det lært. Det giver et sikkerhedsnet for, at det kan lade sig gøre”, siger han, mens han fremhæver, at der også er andet på spil. ”Det har også noget med trangen til frihed at gøre. Det er så frit, at du ikke har brug for hjælpemidler. Det påvirker min egen opfattelse af spillet. Publikum bemærker det også”, vurderer han det at spille uden noder. Men i det spørgsmål er nogle værker værre end andre, lader han os forstå.

”Der er det problem med J. S. Bachs musik og tandhjulene, at hans musik er mange gange vanskeligere at memorere og realisere. Men kontakten mellem mig og klaveret og til publikum bliver mere koncentreret. Til sommer skal jeg igen spille ”Kunst der Fuge”, og det er så tørt og teoretisk, at jeg tænker, at jeg nok ikke får det opført uden noder. Men det afhænger at indsatsen”, siger han; igen med den eksistentialistiske realitet for øje og i baggrunden.  

I hvert fald er Jesper René ikke mere træt af at rejse, end at han gerne vil længere ud i krogene af det danske rige – gerne hele rigsfællesskabet, som han også dyrker som sit publikumsområde.

”Jeg håber, at det kunne blive en tradition for mig at spille på Færøerne. Det er let på Færøerne, fordi de har en stor mængde flygler, og der er et rigt og gammelt musikliv”, siger han og lovpriser den fine infrastruktur på de små øer, hvor det er let at komme rundt. Her vil han gerne tilbage til.
”Når man gør sig store anstrengelser for at komme frem og med at komme med noget ordentligt, så er det dejligt at kunne spille flere koncerter”, siger han, så man mærker hvor meget, han tror på sit produkt. At han gerne vil omfavne verden med det, han selv bygger på. Bachs universelle musik skal bringes ud, siger han. Men han er også klar over, at Færøerne måske ikke ligefrem mangler dygtige musikere til den opgave. Heller ikke til undervisning. ”Online-undervisning er ikke på tapetet på Færøerne, hvor der er dygtige lærere. Her er der et meget godt undervisningsniveau”, siger han.

Derimod er han nu på 7. sæson hver uge i gang med online undervisning af elever ved musikskolen i Nuuk.

Han fortæller, at han én gang om året giver koncert i Grønland, men at han kun har besøgt Nuuk på verdens største ø. ”Den store musik skal også ud de mindste steder, og jeg har en interesse i at lære hele rigsfællesskabet bedre at kende. Jeg vil gerne se andre steder end Nuuk, hvor der er mange danskere. Jeg kan godt lide specialopgaver – at lære sit land at kende”, siger han. Og så er han i øvrigt ikke vild med at skulle aflyse sine aftaler. ”Jeg må aldrig aflyse. Der er vedholdenheden igen. Jeg har aldrig haft en sygedag, selvom jeg har spillet med feber. Jeg synes ikke, at jeg kan aflyse”, lyder det med stille overbevisning fra Jesper René. En aftale er en aftale.
Vedholdenhed og ansvarlighed er grundpillerne i Jesper Renés liv som musiker. Også efter coronapandemien. Lige så stabilt som tandhjulene i et Bach-værk.

Rachel Einarsson