J. Haydns livsglæde skal frem i lyset, men publikum inviteres også til at reflektere over døden

Vi tager et kig på det kommende repertoire hos Danmarks Underholdningsorkester

Klassisk bureau har talt med Andreas Vetö, direktør i Danmarks Underholdningsorkester,

og bedt ham om at udfolde, hvorfor orkestret giver
J. Haydn sin egen festival

og døden sin egen udvidede koncert. 


Haydn Festival udspiller sig den 1.-3. september, mens "Dødens toner" kommer til orde og ørenlyd den 29. oktober 2023.

Danmarks Underholdningsorkester har overlevet turbulente perioder og har siden 2015 været et selvstændigt orkester. 

Foto: Toke Bjørneboe, Danmarks Underholdningsorkester 

Liv overfor død, umiddelbarhed i modsætning til det uudgrundelige eller lys overfor mørke?

Kontrasterne er til at få øje på, når Danmarks Underholdningsorkester kaster sig over at præsentere klassisk musik, både når den lovpriser livet og mens den tager dets allersværeste livsvilkår under behandling. En spændvidde med den menneskelige tilværelses ypperste yderpunkter, som de kan udtrykkes i den klassiske musik, kunne man tilføje.

Det er andet år i træk, at orkestret giver J. Haydn sin egen festival, og festivalen kan ses som et led i, at orkestret i løbet af fire år udgiver de sidste 24 symfonier, som J. Haydn skrev efter sin tid som kapelmester på Schloss Esterházy i Eisenstadt i Østrig.

Det virker som lidt af et sats for orkestret. For Haydn trænger til noget sendetid. 

 

”Haydn er snæver og ikke særlig populær i Danmark, og det er langt nemmere for os som orkester at sætte L. v. Beethoven på programmet. Måske kan man kalde det dumdristigt af os at lave Haydn. Vi har i hvert fald en langt større opgave i at fortælle, hvorfor man skal høre Haydn”, konstaterer Andreas Vetö, der samtidig ser frem til, at orkestret også i de kommende år vil gennemføre en Haydn Festival og dermed genoptage udfordringen.

”Der er for lidt Haydn rundt omkring, og det er interessant, hvorfor der er det”, siger han. ”Vores mission må være at give ham den plads, som han egentlig fortjener som foregangsmand for det meste af den klassiske musik, vi kender i dag”, går han videre og henviser til, at J. Haydn var W. A. Mozarts lærer og i det hele taget ligger forud for de mange andre store navne, der siden kom til i musikhistorien. Og så kan J. Haydn tænde det gode humør, oplever Andreas Vetö.

”Haydn kan få mig til at smile. Han skaber livsglæde og en rar følelse, og jeg bliver glad af at høre hans musik. Der ligger også historie i det, og han har indlagt mange overraskelser i sin musik”, siger han og henviser f.eks. til hans Farewell-symfoni nr. 45, hvor musikerne forlader scenen til slut i stykket.


Noget tyder på, at orkestrets chefdirigent, Adam Fischer, har andel i æren for, at Haydn nu igen hyldes med en festival. Og at han måske ligefrem har personlighedstræk med komponisten. ”Hvis nogen skal gøre det her, så er det Adam Fischer”, fortæller Andreas Vetö. ”Han kan noget med Haydn og er en af få dirigenter, der har indspillet alle hans symfonier”, lyder det.

 

Chefdirigent Adam Fischer er ofte idemanden bag tiltagene

i Danmarks Underholdningsorkester.

Sidste år kunne han fejre

25-års jubilæum med orkestret. 

Foto: Toke Bjørneboe, Danmarks Underholdningsorkster

Til årest festival er det de sidste seks symfonier, som Haydn skrev i London, der er omdrejningspunktet for præsentationen af hans livlighed, børnevenlighed og umiddelbarhed. Netop inddragelsen af de yngste medborgere taler til Danmarks Underholdningsorkesters mission om at inddrage unge mennesker i klassisk musik.

”Der er forskellige temaer i spil i år, og et af dem er at bringe unge talenter i spil. Det taler også ind i vores vision om at hjælpe unge talenter frem. Der er musikskoleelever, der skal spille legetøjssymfonien, og Københavns Drengekor vil medvirke i opførelsen af ”Salve Regina”, fortæller han.


Og så er det tilsyneladende opfyldelsen af et mangeårigt ønske hos dirigenten, når L. Mozarts ”Jagdsinfonie” opføres på søndag. Med ægte, levende hunde som solister, der blev udvalgt ved en audition i foråret. ”I seks år har Adam Fischer snakket om denne hundesymfoni”, siger Andreas Vetö med et smil i stemmen. ”Når Fischer får en idé, så gør vi det ni ud af 10 gange. Når det skal være, så skal det gøres ordentligt”, siger han med henvisning til hundene, der skal levere akustisk hundeglam.  

”Det må gerne være lidt sjovt, og vi vil gerne give det lidt kant”, forklarer han også om tankerne bag Haydn Festivalen. ”Fredag kommer der lidt A. Schnittke på, så der er lidt historik og netop kant til Haydn”, fortæller han desuden.


Festivalens åbningskoncert giver i øvrigt et genhør med stjerneviolinisten Gidon Kremer, der opfører J. Haydns dobbeltkoncert for violin og klaver sammen med den unge pianist Georgijs Osokins. Når J. Haydns symfoni nr. 100, ”Militärsinfonie”, ruller over scenen, kan man opleve unge gardister fra Tivoli-Garden, der indtræder som medvirkende i orkestret.


I festivalen er der også mulighed for f.eks. at høre hjerneforsker og musiker Peter Vuust fortælle om, hvad talent egentlig er, mens kunsthistorikeren Bente Scavenius til en talk vil gøre publikum klogere på kunsten i J. Haydns samtid. Alt sammen som et tilbud i at udvide koncertoplevelserne. Og det kommer også til at ske ved Allehelgenskoncerten ”Dødens toner”, som Danmarks Underholdningsorkester fremfører den 29. oktober. Her opfører orkestret bl.a. W. A. Mozarts berømte ”Requiem”, der skal stå side om side med forfatteren Maren Uthaug, der vil læse uddrag af sin roman ”En lykkelig slutning”.


”Der er for lidt Haydn rundt omkring, og det er interessant, hvorfor der er det”

Andreas Vetö, direktør

Andreas Vetö har været direktør for Danmarks Underholdningsorkester siden 2017.

Foto: Toke Bjørneboe, Danmarks Underholdningsorkester 

”Det er tredje gang, vi laver Dødens Toner”, siger Andreas Vetö. ”Vi vil gerne arbejde tværæstetisk og invitere et andet publikum ind med denne koncert, og her bliver det en kobling mellem litteratur og musik”, fortæller han. Men hvordan kan det være, at døden får lov at komme så tydeligt til udtryk? At den på en måde bliver bragt til live i al sin ubehagelighed og mystik?

”Temaet har vi valgt, fordi kunsten kan hjælpe med at sætte ord på døden og skabe et rum for følelser og refleksion og en smuk fortælling i dødens tegn. En aftabuisering af døden”, forklarer Andreas Vetö, inden han fortsætter. ”Her har kunsten en særlig evne til at formulere sig, og sorgen kommer tættere på lytteren på en anden måde end i musikken”, forklarer han om litteraturens særlige evner.

I W. A. Mozarts ”Requiem” er døden sprogligt set forbundet med en vis alvor, der også får sit dramatiske udtryk i musikken. Med Maren Uthaugs bidrag kan talen om døden få endnu et rum at komme til orde i.


”Vi vil gerne vise flere måder at skrive om døden på. Det at du får en forfatters personliggørelse af døden, er med til at sætte temaet i en bredere ramme. Referencepunktet er ens for os alle i litteraturen. Vi hører de samme ord, men musikken kan vi opfatte forskelligt”, oplever Andreas Vetö.


Derfor går det altså an at sætte døden på plakaten. Både i formulerede tanker og spillet musik. Hvordan det kommer til at lyde, kan man opleve den 29. oktober. Og så er det i øvrigt også tilladt at benytte koncerten som en anledning til at tænke selv.

Forfatter Maren Uthaug er født i Norge. I 2019 udkom hendes roman "En lykkelig slutning". 

Foto: Simon Klein Knudsen

”Vi prøver hele tiden at udvikle og skabe en totaloplevelse. Sidste år havde vi et træ i foyeren ved koncerten, hvor publikum kunne skrive en hilsen til en, man havde mistet. Vi ønsker at frame en koncertoplevelse, der ikke kun er musik. Det er hensigten, at man også ved koncerten i år får plads til fordybelse og får tænkt de tanker, man har brug for”, siger Andreas Vetö.

Haydn Festival finder sted i Det Kongelige Danske Musikkonservatorium på Frederiksberg den 1.-3.  september.


Læs flere detaljer om Haydn Festival i linket:

https://underholdningsorkester.dk/haydn-festival-2023/

 

Dødens toner opføres den 29. oktober i DR Koncerthuset i København. Se mere her:

https://underholdningsorkester.dk/allehelgen/

 

 


Udgivet den 29. august 2023

Rachel Einarsson