Carolin Widmann samarbejdede fint med Hartmut Haenchen i W. A. Mozarts ”Violinkoncert nr. 3”. Billedet er fra en prøve op til koncerten. Foto: Aarhus Symfoniorkester
En festival med musik af en af de absolut største komponiststjerner inden for klassisk musik – det må være værd at rejse efter. Det var det også.
Aarhus Symfoniorkester har fra den 25. april til den 2. maj kørt et flot program i tre koncerter, hvor der har været fokus på det intelligente vidunder-legebarn fra Østrig, W. A. Mozart. Til afslutningskoncerten blev vi ikke snydt for at opleve den særlige gnist, det helt særlige flow og kreative, velproportionerede og livgivende lydbillede, som W. A. Mozart altid er en sikker garant for. Ja, hvordan kan man egentlig indfange hans musik i ord… For anmelderen er den slags oplevelse nærmest nødvendig terapi. Et skud livsgnistvitaminer mod f.eks. stress. Er dit hoved fyldt med tunge tanker, har der været for meget at se til – så kom og lyt. Sæt dig i sædet. Her skal man ikke andet end blot lytte. Det løser op for noget.
Det lykkedes Aarhus Symfoniorkester at blive nærværende og udfarende, især i Jupiter-symfonien. Men hvorfor ikke være nærværende helt fra start i J. Haydns smukke 26. symfoni? Det var, som kneb det her med at komme helt ind i kernen af de følelser og påskestemninger, som Haydn havde i tankerne, da han skrev værket. Helt oplagt var det jo at spille Haydn, som er forløber for W. A. Mozart. I første sats fik vi et lækkert flow og et medrivende melodiunivers præsenteret i et godt tempo. Der var skøn trippen i tangenterne på cembaloet, inden anden sats gik over i valsetakt og ned i tempo; sjælen blev simpelthen vugget i ukompliceret vellyd, og man kunne desuden nyde hornets fremtræden i lækker Mozart-stil. Slutningen på værket blev også fin i sin egen pudsige overraskelse. Men lidt mere udfarenhed i orkestret ville have givet værket mere kant og gennemslagskraft.
Det var der til gengæld lidt mere af, da den tyske violinist Carolin Widmann tilsluttede sig et nu mere udbygget orkester for at spille solo i W. A. Mozarts Violinkoncert nr. 3. Som et helt særligt kendetegn kunne man nyde hendes egne små improvisationer rundt omkring – ekstra toner puttet ind hist og her, små krøller og triller, der lige gav lidt nye perspektiver uden at ødelægge det oprindelige nodetryk. W. A. Mozart ville helt sikkert have været vild med det, forestiller jeg mig. Indimellem savnede man stadigvæk lidt mere sparken til musikken i orkestret. Men det næsten smertende smukke tema i første sats bragte Carolin Widmann flot frem, ligesom hendes knasende tørre spiccato var en stor oplevelse.
Anden sats gik på en måde for hurtigt. Mere dvale var ønskeligt, idet den skæbnesvangre inderlighed i musikken fortjener lidt mere plads. Til gengæld kunne vi nyde en flot pianissimo-passage, hvor orkestret flot fulgte Carolin Widmann. Det var helt tydeligt, hvad der var meningen. Ud af det stille dynd voksede orkestrets kraft som én samlet masse op i et meget flot crescendo, og satsen blev i det hele taget en flot patchwork af smukke teknikaliteter og vekslende dynamik. I tredje sats var der mange vellykkede elementer. F.eks. det, at Carolin Widmanns solo stod flot frem omgivet af et meget flot og præcist, papirstyndt akkompagnement i orkestret. Hun mestrede med andre ord at fremstår både skarpt og inderligt på samme tid.
På den baggrund var det ikke svært at komme videre til Jupiter-symfonien, der simpelthen bare giver gåsehud og begejstring dybt ind i sjælen med sin jublende, legende og optimistiske fremdrift. Nu var der virkelig gang i orkestret, hvor der var mange flotte samtaler på tværs rundt i instrumentgrupperne. Der var mere tilstedeværelse og godt afsæt alle steder; i anden sats blev man mindet om, hvor velproportioneret W. A. Mozarts musik er. Hvordan han er super dynamisk og bevæger sig rundt i mange temaer og i tredje sats dyrker sine kadencer, som Aarhus Symfoniorkester smagte godt til, så det fejede flot over scenen med vellyd. I sidste sats er det, som breder musikken sig i en stor katedral – fylder hvert et hjørne og krog, ja, nærmest udvider rummet. Paukens majestætiske buldren var en vigtig del af den energi, som orkestret meget flot leverede.
Trods en lidt spag start på afslutningskoncerten tog man alligevel hjem med jubel og fornyet livslyst i hjertet. Et af de geniale træk ved W. A. Mozarts musik er, at den er så klar, at man allerede ved blot at kunne spille den i rene toner, er nået langt. Men på den anden side må det heller aldrig blive ren rutine at spille W. A. Mozart. Nerven skal holdes i live.
