24.02 2025

En stærk nation kan grine ad sig selv

Først og fremmest er det ret afstressende. For ikke at sige direkte fredfyldt, horisontudvidende og som at opleve en sightseeing ind i en tankeverden beskyttet af de færøske fjelde. 
At drikke en kop kaffe med Edward Fuglø i centrum af hans fødeby en lørdag formiddag er som at stå af lyntoget, slukke for den brølende nyhedsstrøm og lytte til en stille og farverig kilde af tanker om verden og menneskers færden.
Edward Fuglø synes at være roligheden selv; han taler i et fredeligt tempo i en dæmpet tone, og det virker, som kan intet slå ham alvorligt ud af kurs. Om det så er storm, tiltagende turisme i hjembyen, verdenssituationen eller spørgsmålet om rigsfællesskabets bestand.   

Edward Fuglø er en af Færøernes vigtigste billedkunstnere. Han er født i 1965 i Klaksvík, hvor han stadig bor. Sin uddannelse har han taget på Skolen for Brugskunst (Det Kgl. Danske Kunstakademi) 1987-91 i København, ligesom han også har været på kunstneriske ophold i bl.a. Italien og Frankrig. 

Hans produktion er både ganske omfattende og mangfoldig. Om det er udsmykning af hotelværelser i Tórshavn, væggene i den lokale roklub i hjembyen eller på uddannelsesinstitutioner, så er Edward Fuglø med på en opgave. Dertil kommer hans berømte kirkekunst i Christianskirkjan i Klaksvík, et væld af skulpturer, malerier og grafiske værker på Færøerne og i Danmark. Bl.a. har Edward Fuglø udsmykket en spisestue på Tirsbæk Gods ved Vejle, og for det danske kongehus har han lavet tre værker. Og så blev han til sin egen store overraskelse indstillet til Robert Prisen for sit kostumedesign i filmen ”Bye Bye Blue Bird” i 2000. I 2001 modtog han Nordisk Børnebogspris for sine illustrationer i forskellige børnebøger, og i 2021 modtog han Ridderkorset.

Da Klassisk bureau møder Edward Fuglø, er der én særlig opgave øverst på hans program: Totaludsmykningen af væggene i den store hal i arenaen Við Tjarnir – på dansk ”Ved indsøerne” – i Tórshavn. Her bliver Edward Fugløs billedfrise ”Lúðrarljóð” – på dansk ”Lyden af lurer” – på tre vægge i størrelsen 48 meter gange 2,3 meter synlig for en bred målgruppe, eftersom hallen bliver omgivelse for både sportsbegivenheder, koncerter, store messer osv. Den fjerde væg er udsmykket med to runde billeder på 3,5 diameter. 

Et hold håndværkere fra Düsseldorf, som kan håndtere den særlige digitale teknik, opsætningen af værket har krævet, har været med til at realisere ”Lúðrarljóð”.  

Det har taget et år at gøre ”Lúðrarljóð” færdigt. Nu kan man se billedfrisen med de nordiske lurer på væggene i Við Tjarnir i Tórshavn. Værket har været klar til publikum siden den 15. februar, men indvies officielt den 1. marts.

Foto: PR

”Jeg har travlt lige nu”, siger Edward Fuglø på caféen, dog paradoksalt nok stadig med sin karakteristiske ro, selvom han er spændt på, om han kan nå det til indvielsen. Han fortæller siden, at ca. 10 fagfolk har været involveret i ”Lúðrarljóð” og at det har taget et år at lave værket. Et værk, som i nordisk form viser forskellige lurer fra den nordiske fortid. I en mail senere i januar beroliger Edward Fuglø med, at det er gået godt med arbejdet og at ”Lúðrarljóð” nu er klar til indvielsen.

Hallen bliver officielt indviet den 1. marts ved en begivenhed, hvor bl.a. Færøernes Symfoniorkester skal spille. En begivenhed som helt sikkert vil tiltrække sig nationens opmærksomhed. For Edward Fuglø er et varmt navn, også i sit hjemland.

Danskerne får også mulighed for at komme tættere på kunstneren Edward Fuglø, når Lisbeth Bonde, cand.mag. og kunstkritiker, senere i år sender sin bog om ham på markedet. Bogen udgives også på engelsk og færøsk. 
Edward Fuglø virker ellers lidt påpasselig med at få opmærksomhed.

”Jeg er bange for, at de (indbyggerne i Klaksvík, red.) bliver trætte af mig. Jeg er over alt”, siger han ydmygt og dukker hovedet lidt, mens han henviser til sin omfattende produktion og synlighed i Klaksvík. Når man rundt i byen for nogle lokale folk nævner, at man har en aftale med Edward Fuglø, går tonefaldet imidlertid et niveau op i en blanding af omsorg, stolthed og ærefrygt for byens kendte kunstner.   

I Klaksvík har Edward Fuglø f.eks. udsmykket hovedvæggen i den nye og arkitekttegnede roklub. Her er der en installation bestående af samtlige 163 dele af en gammel færøsk robåd. Denne båd er splittet ad og deformeret til en kæmpe drage fra de færøske kvad. Det er et relief på 22 meter gange 5 meter. I princippet kan delene afmonteres og samles igen. Værket blev til med støtte fra bl.a. Augustinus Fonden.
I byens berømte Christianskirkjan kan man i kælderen se hans ret enestående og betagende billedfriseserie over Jesu liv udskåret i træ. På Nationalmuseet i Tórshavn kan man bl.a. opleve hans skulptur af en grindehval, der er sat sammen af mange tusinde stykker legetøj. Alle sammen værker, han bringer på bane i vores møde og som er resultater af hans konstante strøm af idéer, der vokser frem i en slags ensomhed.

”Jeg synes ikke, at jeg følger den færøske kunst generelt”, funderer han. ”Derfor trives jeg fint her i Klaksvík. Jeg har det fint for mig selv og arbejder godt med mig selv. Jeg er lidt introvert”, vurderer han og siger, at han ikke kan lide at blive filmet og at han ikke er på Facebook. ”Jeg er ikke så socialt anlagt, og jeg kan ikke lide at være med i en gruppe”, siger han med henvisning til de forskellige kunstnergrupper. For Edward Fuglø er ensomheden og kunsten i sig selv en form for selskab. ”Jeg er en enspændernatur, men jeg er ikke ensom. Kunsten er mit liv”, siger han også, så man mærker, at han er en stærk personlighed med et ret originalt drive.

I denne trivsel er hans hjem et vigtigt holdepunkt. Han fortæller om sit gule hus i byen, der er et gammelt sysselmandshus, som han købte, da han var 26 år.  ”Jeg bor lidt i en tidslomme – sådan ca. i tiden 1850-1900. Når man kommer ind til mig, træder man ud af Klaksvík”, fortæller han om indretningen af sit hjem. ”Mit atelier – en sort, nordisk præget bygning, som ligger i haven – er bygget i 2009, og et par gange om året er det åbnet for publikum”.
Selvom han på denne måde har dannet sin private tidslomme, virker Edward Fuglø bevidst om, at tiderne skifter. Og det accepterer han. ”Det er kun godt, at byen forandrer sig. Hver tid har sit og sine krav. Hvis de nye generationer skal kunne lide at være her, skal de også være med til at præge det”, mener han. Og så fortæller han i øvrigt, at han er inviteret med til et møde om, hvordan byens nye store hotel, der er i byggefasen, skal se ud. Vi kan se byggeriet fra vores plads på caféen.

Trods sin introverthed er Edward Fuglø meget meddelsom over kaffen på den rolige café. Han deler uhindret af sine tanker om tiden, kunsten og det, der ligger ham på sinde. ”Jeg ved ikke, hvad det har med min kunst at gøre. Det er bare snak”, siger han pludselig et sted midt i interviewet og reflekterer over sin rolige talestrøm. ”Eller, har det ikke noget med din kunst at gøre alligevel?”, spørger jeg. Og vi bliver enige om, at det har det nok. For det er, som om i princippet alt kan være et emne for en kunstner som Edward Fuglø. Lige fra udsmykningen af væggen i roklubben til Jesus-billederne i Christianskirkjan – alt på livets store skala synes at interessere ham. Som om verden konstant inspirerer ham, mens han selv lidt på afstand betragter den. 

”Jeg får nemt nye ideer hele tiden”, siger han. ”Jeg husker, at jeg som ung, engang sidst i 20’erne, gik en tur her i Klaksvík. Pludselig oplevede jeg fra det ene øjeblik til det andet, at der kom mange billeder til mig i min bevidsthed. Det kom til mig udefra, og jeg er et medie, der skal omsætte det. Motiverne kommer til mig”, fortæller han og gestikulerer lidt mere, end han ellers gør.

Måske var det nødvendigt, at kunsten måtte komme til ham på netop denne måde i første omgang. ”Vi havde Lademanns Leksikon i mit barndomshjem. Men der var ikke noget kunst her, da jeg var barn. Den drift jeg har haft i den retning, har været stærkere end omverdenen. Men så kom jeg til København, hvor der var meget kunst. Også i Italien. Jeg synes, det er vigtigt at kende til det og have set det og at det er vigtigt at kende sin kunsthistorie”, siger han.

For Edward Fuglø sætter sig grundigt ind i de forhold, han behandler i sin kunst. Og måske er hovedparten af hans produktion netop værker, der beskriver nogle emner, der stikker dybere end blot overflade.

”Hvis jeg skal illustrere en forside til en bog, så må jeg læse den. Måske er der noget på en side langt henne i bogen, der ender med at blive bogens omslag”, eksemplificerer han. Nysgerrighed og indlevelsesevne er således betydningsfulde energier for ham. Vi taler naturligvis også om billederne i Christianskirkjan, som blev færdige i 2013. En slags mosaik-serie, hvor billederne er sat sammen af træstykker i nøje afpassede farver. Det helt finurlige er, at der i hvert billede er en ægte ting – f.eks. en gammel nøgle, en stikkontakt eller sågar en lavaklump fra Island. Også her spiller hans indlevelsesevne sig ind.

”Jeg tror mere på det, der er på væggene end på mig selv. Jeg har brug for at have noget, der er større end mig, og jeg beder somme tider til Gud. Jeg vil dog ikke missionere. Men hvis man skal udsmykke en kirke, og samtidig være ateist – det ville virke underligt for mig”, funderer han.

Christianskirkjan i Klaksvík rummer en særlig kunstperle i kælderen under kirkerummet. Her kan man se Edward Fugløs
10 billeder over Jesu liv. Herover ses hans udgave af Mariæ bebudelse, tv. Th. en detalje fra samme billede. 
Foto: PR

Nysgerrigheden har desuden bragt ham en del rundt i verden uden for Færøerne.

”Jeg har rejst meget for at se, hvad det er for en planet, jeg bor på. Men jeg forsøger også ikke at lade mig forføre”, siger han. ”Der er så meget, der er flot. Men jeg skal ikke hjem og lave en version af noget, jeg har set ude i verden. Jeg skal hjem i min bunker. For mig har det været fint at have en base og komme hjem igen. Jeg bliver nemt fascineret, og jeg har været nysgerrig: At se, føle og lugte i helt anderledes samfund. Men jeg bruger det ikke i min kunst”, fortæller han. 

Det er, som betragter Edward Fuglø verden uden at tage helt stilling til den; som om, han undrer sig og at denne undren bliver en slags buffer mellem ham og verden. For han lukker ikke øjnene for det, som samfundet og medierne taler om. Man slipper derfor heller ikke for det ubehagelige, og her mærker man en vis færøsk robusthed; at Edward Fuglø f.eks. har været vant til at leve tæt på de farlige fjelde. ”I gamle dage passede man på børn ved at skræmme dem – f.eks. med farlige historier. Men du kan ikke beskytte uendeligt. Livet er farligt. Før eller siden møder vi noget ubehageligt”, siger han. ”Måske har vi i virkeligheden brug for noget at være bange for”, funderer han og fortsætter i det dystre.

”Jeg tror, vi har brug for noget mystisk. Nu er det ufoer, før var det elverhøj. Vi har en iboende angst, selvom det hele skal være så sikkert i samfundet. Måske har vi brug for at blive angste – ligesom når du sidder i biografen og ser noget uhyggeligt. Gru og angst er en fundamental ting, vi har brug for. Det kan være frydefuldt at læse om nogen, der er blevet bortført, mens man selv sidder sikkert i sit bløde biografsæde”.

På samme måde viger Edward Fuglø heller ikke tilbage for at beskæftige sig med ubehagelige emner i sin kunst.

”Jeg maler ikke så meget det færøske landskab, som andre malere har gjort”, konstaterer han. ”Mere det mentale landskab”, tilføjer han. I den forbindelse bringer han sit værk ”Whale War” fra 2019 på bane, som blev indkøbt af Ny Carlsberg Fonden til kunstmuseet i Tórshavn og som behandler emnet grindefangst. ”Jeg er ikke en aktivistisk kunstner”, siger han. ”Men jeg iagttager, spørger til emnet. Jeg har ikke svaret på, om grindefangst er godt eller dårligt”, siger han. Man mærker dog, at han med lidt undren bemærker den udvikling, der er sket i denne tradition.

”Jeg er opvokset med grindefangst; hvis vi var i skole og der kom grindehvaler tæt på, løb vi ud for at kigge med. Lærerne løb også ud. Det var en naturlig ting. Her siger vi jo, at vi har blå marker”, fortæller han. Han siger det ikke åbenlyst, men man kan mærke, at han undrer sig over tidens udvikling; at det, der var et naturligt og glædeligt tilløbsstykke i hans barndom, nu er blevet et kontroversielt emne, der skaber en slags uro og ligefrem international opmærksomhed. Derfor beskæftiger han sig med emnet i sin kunst.

”Nu om dage er folk ikke glade for at blive filmet i forbindelse med grindefangst. Men grindefangsten er blevet mere human nu, sysselmanden (den lokale embedsmand) og politiet er til stede. Kødet fordeles, og det hele er gratis. Hver husstand får noget”, fortæller han. Han er bevidst om, at traditionen er trængt, også på grund af nye interesser hos den næste generation. ”De unge kan godt lide pizza – de er på vej et andet sted hen”, vurderer Edward Fuglø og siger, at han gerne vil lave en kommentar til det, der sker, i sin kunst. Også grindefangst. 

”Færingerne tager til genmæle, og grindefangsten er en evig diskussion. Derfor har jeg lavet den her hval, ”Whale War”, der er sat sammen af 34.000 legetøjssoldater. Der er seks lydstationer inde i hvalen. Hvis man går tæt på skulpturen, kan man høre lyden af aktivister, færinger der er for grindefangst, lægen der advarer på grund af sundhedsrisici. Og så er der også lyden af det færøske, Grindevisen. For sådan var det i gammel tid, da der var fest i forbindelse med fangsten”, siger han. En skulptur, der fremstiller de mange aspekter, der er i grindefangsten.  

For han er optaget af færøske emner.
”Jeg er meget færøsk i mit afsæt, men moderne i mit udtryk, mens mange af de nye kunstnere er mere internationale i deres udtryk”, mener han. ”Min stil er meget personlig, men jeg er ikke aktivistisk. Min kunst er ikke ment som et modsvar til de emner, jeg fremstiller. Jeg er ikke bange for stærke udtryk, men man skal ikke provokere bare for at provokere. Jeg kan også godt beskæftige mig med kontroversielle emner, men jeg vil ikke være ondskabsfuld. Det er mere en form for iagttagelse. Man sender sine funderinger videre”, fortæller han, stadig i sin rolige talestrøm.

”Alle tre lande – Danmark, Grønland og Færøerne – er blandet sammen i alle fire motiver", skriver Edward Fuglø om ”C'monwealth”. Dyrene fra rigsvåbnet, som symboliserer de tre lande, indgår forskellige steder: Isbjørnen fra Grønland, vædderen fra Færøerne og den danske kongeløve.

Foto: PR

Han noterer sig desuden, at kunst ikke er matematik med en klar facitliste. ”Jeg har ikke selv svaret, heller ikke på rigsfællesskabet”, lader han os vide. Dén side af tilværelsen sætter han lys på i sin billedserie ”C’monwealth”. Her kan man betragte hans humoristiske fremstilling af landene i rigsfællesskabet. Humor og selvironi er netop karakteristiske træk i meget af hans kunst. ”En nation der er stærk, kan godt grine ad sig selv”, siger han. Man føler, at det syn tager toppen af de spændinger, emnet skaber mange steder.  
Edward Fuglø noterer sig i øvrigt, at rigsfællesskabet måske ikke fylder så meget i alles bevidsthed. I det spørgsmål er færingerne nationalt bevidste, siger han.

Det blev bekræftet, da jeg spørger, om der er gode forhold for kunstnere på Færøerne. ”Ja, færingerne er gode til at købe original kunst, og det skal være færøsk kunst, for det kan de overskue. Det er også en form for ”Nationbuilding”, for det viser, at de værner om det færøske”, fortæller Edward Fuglø ganske nøgternt.   

Lad os slutte af med den konstante undren og funderende tilgang til verden, som synes at præge Edward Fuglø. ”Jeg finder glæde i at lave min kunst. Men det er ikke hyggekunst, og det er ikke terapi. Det er mere konceptuelt, en slags idékunst”, fortæller han og tilføjer, at det rent praktisk og håndværksmæssigt også handler om at blive bedre til at male. Kunsten og dens indhold er hans livsopgave, som han nok aldrig bliver helt færdig med at modellere på. ”Jeg er mere et spørgsmål end et svar. Man kommer til verden og skal finde ud af det hele. Jeg tror, at man forlader verden med lige så mange spørgsmål”. 

Rachel Einarsson