Intensitet, spilleglæde, flydetoner og elguitar for violin flød fra scenen

Aarhus Kammermusikfestival lagde i år ud med et åbningsprogram fyldt med nyere musik, overraskelser og fart over feltet. Det begyndte imidlertid i den helt uvisse flydetone, inden man efter pausen i dén grad blev rykket rundt i sædet af Vision String Quartet fra Berlin. En åbningskoncert, der ærede ny musik og på samme tid udfordrede, inspirerede og forkælede publikum. 


Koncertanmeldelse

Aarhus Kammermusikfestival

Åbningskoncerten fredag den 16. september

Musik af Josuè Blanco, G. Ligeti, Florence Price og Vision String Quartet

Musikhuset Aarhus

 

Det er blot fjerde gang, Aarhus Kammermusikfestival kører over scenen i Musikhuset Aarhus. Men det er tydeligt, at der allerede nu er sket en udvikling i udvalget af artister og repertoire sammenlignet med første festival. Fællestrækket er dog, at publikum kan opleve koncerter med høj kvalitet og intensitet, inderlig spilleglæde og oprigtig fortællelyst på nært hold. I den henseende blev man heller ikke skuffet i år til åbningskoncerten. 


Så smukt så det ud, da vi fik lov at opleve en klaverkvintet af Florence Price. Dina Ivanova sad ved flyglet og Nicolas Sublet spillede 1. violin. Alva Holm tog sig godt af 2. violinstemmen, mens brødrene Nicholas og Jonathan Swensen spillede hhv. bratsch og cello.

Foto: Malte Bülow Petersen

Man blev dog en smule nervøs, da der blev lagt ud med en uropførelse af et værk af den spanske komponist Josuè Blanco med titlen "A Poem of Colors". De fem blæsere fra ensemblet V Coloris stod placeret rundt i salen, og indledningen var noget intetsigende. Lange tomme klange med fløjten i front var dominerende, og man følte sig holdt fast i et klaustrofobisk og stillestående lydrum. Heldigvis var der dejlige videosekvenser og billeder fra Aarhus' gader, der flød forbi på en storskærm, mens det meditative og dissonerende klangunivers efterhånden fik arbejdet sig frem til lidt mere interessante passager. De samlede sig i bølger, der skvulpede ind i bugten.

Stærkest indtryk gjorde passagen med en dramatisk himmel hen mod slutningen, hvor musikken fint supplerede de mørke skyer og den ildrøde himmel bag. 


Vi forblev i blæsernes verden, da vi fik lov at høre stykket "6 bagateller" af rumænskfødte György Ligeti. Den helt store styrke her var, at musikerne var så præcise. Man var helt tryg og følte hele tiden, at musikerne havde noget på hjerte.


Ligeti har fyldt dette værk med humor og leg, og det kom også til udtryk hos musikerne på næsten teatralsk vis i deres kropssprog. Efter en legende start skiftede stemningen senere til eftertænksomhed, hvor oboen strålede i sin solo. Der var papirstynd balance i disharmonierne, som musikerne holdt i stram snor, så det fik en flot effekt, da passagen som forløsning mundede ud i dur-harmoni. Generelt var der både fart, tætte og nærmest trippende rytmer og humor i fagottens vedholdende mønstre; hele satsen havde noget hidsigt, præcist og morsomt over sig, og der blev ikke just kælet for øregangen. Men interessant, overraskende og humoristisk var det helt sikkert.


De dissonerende harmonier blev holdt i kort snor hos blæserensemblet V Coloris. Musikernes indbyrdes synkronisering og den indbyggede humor i Ligetis musik gav publikum en meget interessant oplevelse.

Foto: Malte Bülow Petersen

Den afroamerikanske komponist Florence Price (1887-1953) har i den seneste tid fået en del opmærksomhed og har nok nærmest fået sit egentlige gennembrud efter sin død. Også derfor var det interessant at måtte høre hendes "Klaverkvintet" opført live - og det af meget kompetente unge mennesker. Samtidig var det fint at skifte fra blæsermusikken til klaver og strygere. 
Der var generelt et meget godt temperament i stykket. Alle musikere leverede en intens og indlevet indsats, som i dén grad gjorde Florence Price ære. Som altid hos Florence Price er der mange momenter af gode fyldige harmonier, men man savner inderligt, at hun ville folde dem lidt mere ud. De musikalske pointer flakser forbi i små bidder, som man prøver at fastholde. Men pludselig er musikken et helt andet sted, og man er videre. 

I anden sats var der dog flotte melodiøse steder hos klaveret, der stod frem som klare farver i friske dråber. Afslutningen var fin med gentagelse af stykkets tema. Trejde sats havde god begejstring og lidt mere afro-sound, og der blev endda klappet i salen derefter. Afslutningsvist var der flot drama i sidste sats, hvor temaet virkede mere fokuseret og der virkelig var noget for strygerne at tage fat på. 


Uden at fornærme nogen må man nok konstatere, at der blev skiftet gear med Vision String Quartets indtræden på scenen. At man med så klassisk en besætning som en strygekvartet kan skabe et så swingende, medrivende og rytmisk gnistrende orkester, kalder på en katogori for sig. Og her skinner Vision String Quartet. 

Der var absolut intet vibrato nogen steder, da Vision String Quartet fra Berlin viste, hvordan en strygekvartet også kan lyde.

Foto: Malte Bülow Petersen

Kvartetten præsenterede os for musik, som gruppens medlemmer selv har komponeret. Der var sat strøm og mikrofoner til instrumenterne, og der var kun ét sæt noder, som førsteviolinisten diskret havde liggende på gulvet foran sig. Kun cellisten sad ned under koncerten, for der var tale om en særlig form for sammenspil; bevægelse, tæt interaktion og albueplads skulle der være plads til. "Gå glip", er titlen på en kendt bog. Men gå dog aldrig glip af denne kvartet.
Aldrig.

Man er mærket for livet.


Vision String Quartet kalder sine værker for sange, og der var intet vibrato i nogen af dem. Gruppen bruger i højere grad instrumenterne som guitarinstrumenter, idet pizzicato, spiccato og skrattende bueteknikker fra tangogenren er fremherskende. Når bølgerne går højest, bankes der også med knoerne på celloen. Der er altid et godt melodiøst tema, og så har gruppen vist selv opfundet en teknik, der kaldes "chopping": En særlig bueteknik, hvor buen slår mod instrumentet på en effektfuld måde.


Festen begyndte helt fra start. Det skønne tema i "Sailor" smager mest af lidt country tilsat pop, og det blev udført i violinerne i et tæt parløb, der voksede sig større og større. Man måtte nødvendigvis hoppe med på vognen, da sjælen lynhurtigt kunne tune ind på kvartettens kanal. Videre gik det ud over stepperne med "Alternative endings", der var domineret af en listig og spændstig rytmik, der udgjorde skelettet i en meget smuk melodi, der også bragte tankerne i retning af country-stilen tilsat lidt ballade. Der var hvæs, slag og bank, og bratschen måtte påtage sig rollen som guitar. 


I det hele taget var Vision String Quartet aldeles en alternativ afslutning hørt med klassiske øren. Måske savner man af og til lidt mere afbræk i det ellers meget medrivende drive, men faktum er alligevel, at man forlader koncertsalen i opløftet stemning og med et godt og forløsende grin til at viske alle bekymringer væk med.



 

Medvirkende og program ved koncerten

Josuè Blanco: A Poem of Colors

V Coloris 

Stefan Diaconu, Felicia-Gabriela Greciuc, Jonas Frølund, Constantin Barcov, Niklas Mouritsen


G. Ligeti: 6 Bagateller

V Coloris


Florence Price: Klaverkvintet

Dina Ivanova, Nicolas Sublet, Alva Holm, Nicholas Swensen, Jonathan Swensen


Vision String Quartet: Egne kompositioner

Vision String Quartet

Florian Willeitner, Daniel Stoll, Sander Stuart, Leonard Disselhorst


Publiceret 19. september 2022

Rachel Einarsson