Det er både smerteligt, stærkt, interessant, medrivende og tankevækkende at læse med i denne rundvisning i Rued Langgaards liv.
Et liv, der på mange måder havde svært ved at følge tidens takt, men som alligevel blev ved at kæmpe for sin plads.
Når man har læst Bendt Viinholt Nielsens ca. 122 sider om Rued Langgaard (1893-1952), føler man, at man ved alt, hvad der er værd og relevant at vide om Rued Langgaards person, liv, karriere og musik.
Det begynder med døden. Og det er rigtig godt tænkt af Bendt Viinholt Nielsen.
Bendt Viinholt Nielsen indleder beretningen om Rued Langgard med at citere forskellige nekrologer, der blev skrevet over komponisten i 1952. Det gør læseren nysgerrig efter at vide alt det, der gik forud.
Hvordan kunne det gå til, at en i dag højt agtet komponist kom så skævt ud af sin samtid? Hvordan kunne han blive omtalt med så utvetydig foragt og falde så meget ved siden af sin samtid og dens måde at komponere, tænke og kommunikere på? Vores interesse for at få indblik i misforståelserne, forbigåelserne men også de delvise succeser, er vakt. Forfatteren citerer ofte fra pressens omtaler, anmeldelser og forskellige private notater, ligesom Langgaards egne dagbøger også er vigtige kilder til bogen. De mange fakta om hvordan hans musik blev modtaget eller ikke godtaget sammenholdt med hans egne reaktioner derpå giver et troværdigt portræt af den ensomme komponist. Det virker til, at der er en stor mængde kilder at trække på, og derudaf skaber forfatteren en informationstæt bog, der går tæt på hovedpersonen, men ikke på en kold, kalkulerende måde eller upassende, nysgerrig vis.
Bogen fænger, som antydet, fra start. Selve personen Rued Langgaard er i sig selv enestående og lærerig at stifte bekendtskab med, og det er ikke et must at være specielt interesseret i klassisk musik for at komme til at klæbe fast til bogens sider, mener anmelderen.
Avissproget i 1950'erne må have været noget mere lige ud af posen, skulle man tro, når man præsenteres for en række citater fra aviserne i forbindelse med Langgaards død. Eller også havde mange ord dengang en anden vægt, end de har i dag. I hvert fald er der ikke sparet på de kontante ord i dommene over Rued Langgaards liv.
Bogen begynder derfor også med et mysterium. Som vi måske aldrig får helt svar på. Dog anspores vi til at forstå, at Rued Langgaard ganske enkelt var forud for sin tid.
Efter den fængende ouverture tager bogen kronologisk fat begyndende med Rued Langgaards baggrund og opvækst; hans forældre og deres kristne værdier, der fungerede som et stabilt bagtæppe for familielivet.
Tidligt viste forældrenes eneste barn tydelig sans for musikken, og han kom for så vidt også hurtigt i gang, idet dørene åbnedes for ham flere steder. Men vi får efterhånden også at vide, at han blev misforstået og at hans skæve kropslige form, fremtoning og måde at kommunikere på nærmest konstant var en hæmsko for ham. På en måde.
For succes fik han også. Både idet at han var et vidunderbarn, der blev opdaget og hurtigt fik lov at komme til fadet i musiklivet og også blev vel modtaget i Berlin. Men bølgerne både tiltog og aftog, og det var svært for Langgaard at finde fast fodfæste som kunstner.
Belysningen af hans opera ”Antikrist” er både omfattende og interessant hos Bendt Viinholt Nielsen. Rued Langgaard kæmper for at få den accepteret på Det Kgl. Teater, og vi følger hans forsøg på at få værket anerkendt. En vild og intens kamp, som Langgaard nok selv greb lidt forkert an, får vi fornemmelsen af.
Kapitlet ”Antikrist” forekommer i det hele taget meget centralt i bogen, idet vi opdager, at værket også virker noget symptomatisk for Langgaard selv. At den afspejler hans indre tankeverden og hans religiøse forestillinger, som nok var lidt ude i det mere sfæriske område – profetisk på en uoverskuelig måde i hans tanker om civilisationens forfald.
Rued får endelig job som domorganist i Ribe i 1940. Så kom der mere ro på, brød på bordet og færre nedskrevne, depressive tanker i notesbogen. Men det er stadig trist læsning, fordi han aflønnes dårligt og nok mest fik jobbet på grund af barmhjertighed.
Bogens momentum falder lidt i intensitet, når vi kommer til passagerne med længere parafraseringer over Langgaards forskellige værker. Gennemgangen er naturligvis på sin plads. Men den er måske ikke så intens og fængende som det biografiske og optegnelserne fra hans egne dagbøger. Måske fordi Langgaards væren i verden er så anderledes og man drages af interessen for at følge, hvordan han kommer frem i livet.
Som en helt særlig styrke ved denne bog mestrer Bendt Viinholt Nielsen et virkelig godt, mangfoldigt og blomstrende sprog. Han disponerer stoffet bevidst og sikkert; man føres ad sprogligt berigende stier, som holder en fanget til historien. Umiddelbart får man et dybt kendskab til Rued Langgaard og hans musik. Det er flot, at det kan gøres på så få sider. Det er imponerende, hvordan Bendt Viinholt Nielsen også finder en masse sjove og interessante detaljer om Langgaard, som han sammenholder og har helt styr på.
Når man har læst denne bog, får man en mere velbegrundet forståelse af, hvad der foregår i Rued Langgaards univers. At den bærende idé synes at være ”musik om musik”, at lyset kæmper mod mørket i kristen forstand og at intet er overladt til tilfældigheder eller midlertidige indfald. Man mærker, at Langgaard var så grundig i sin tækning bag musikken, at han måske næsten ikke selv kunne rumme det.
